Bookmark and Share

04. oktober 2011

Konfliktret og EU-Domstolen

EF-domstolen har med en række opsigtsvækkende domme indført uligeløn i Danmark. Det er nu forbudt at kræve lige vilkår for udstationerede arbejdere fra andre EU-lande
Læs mere om dette emne

Med dommene i Viking- og Vaxholmsagerne gjorde domstolen det klart, at det er op til den at bestemme, hvornår fagbevægelsen må konflikte overfor udstationerede virksomheder.
Afgørelserne gør op med et 30 år gammelt dogme i EU-debatten. Før dommene faldt, var det en givet sag for både politikerne og dansk fagbevægelse, at strejkeretten og de kollektive overenskomster var rene nationale anliggender, som EU-retten ingen indflydelse har på.

Velkommen på lige vilkår

De to sager har begge nordisk udspring og begge handler om fagbevægelsens forsøg på at fastholde, at fremmed arbejdskraft er velkommen – men på lige vilkår.
Siden EU’s udvidelse mod øst i 2004, har fagbevægelsen haft hænderne fulde med at forsøge at forhindre misbrug af arbejdere fra de nye medlemslande. Det har ført til talrige konflikter og blokader mod udenlandske virksomheder, som har benyttet underbetalt arbejdskraft fra de nye medlemslande.
Løngabet mellem øst og vest i EU, har skabt nye muligheder for at lægge pres på de faglige organisationer og på lønningerne.
Den første sag - Vikingsagen - handler om, hvordan et rederi forsøger at udnytte gabet ved at flytte hjemsted og overgå til en billigere overenskomst.
Vaxholmsagen handler om fagbevægelsens ret til at konflikte for kravet om, at udstationerede arbejdere skal aflønnes på lige vilkår.

Statens grænser

Dommene er fuldt op at to afgørelser, som også begrænser medlemlandenes muligheder for at gå forrest og stille krav til, at udenlandske arbejdere behandles på lige vilkår.
I Rüffersagen bliver en tysk delstats krav til at entreprenører, der vil have en offentlig kontrakt skal følge lokale lønninger, underkendt.
Endelig har EU-kommissionen fået medhold i en sag mod Luxembourg, Her slår domstolen fast, at et medlemsland ikke kan pålægge udenlandske virksomheder at følge lokale overenskomster og arbejdsmarkedslove, som går ud over udstationeringsdirektivets minimumskrav.

Baggrund konfliktret

EF-Domstolen har har afsagt en række kendelser, som griber dybt ind i fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at bekæmpe social dumping.
Viking-dommen

Den første dom blev afsagt d. 11. december 2007, i den såkaldte Vikingsag. EF-Domstolen tog ikke direkte stilling til, om det Finske Sømandsforbunds konflikt og ITF´s sympatikonflikt mod Rederiet Viking-Line – der ville udflage til billigere lettisk overenskomst -  var ulovlig. Dommen anerkendte kollektive forhandlinger og kampskridt som grundlæggende rettigheder, der skal respekteres af EU. Men den slog også fast, at disse rettigheder skal anvendes i overensstemmelse med EU-retten i øvrigt, herunder ikke mindst det indre markeds regler, og at det hører under EF-Domstolens kompetence, at afgøre om kollektive kampskridt er anvendt i overenstemmelse med EU-retten

Vaxholm-dommen

18. december 2007 kom Vaxholmdommen. Den byggede videre på præmisserne fra Viking-dommen, men nu var EF-Domstolen helt klar i mælet: De svenske bygningsarbejderes konflikt imod det lettiske firma Laval u Partneri for at sikre lige løn for lettiske og svenske bygningsarbejdere blev dømt ulovlig. Den var en ulovlig begrænsning af den fri bevægelighed af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 49) og i strid med direktivet om Udstationering af arbejdstagere.

Rüffert-dommen

Denne tankegang blev gennemført konsekvent i den såkaldte ”Rüffert-dom”, der blev afsagt d. 3. april 2008. Præmisser og argumenter er fra ord til andet de samme som i Vaxholm-dommen. Men denne gang handler det ikke om konfliktret. Nu er det en offentlig myndighed - den tyske delstat Land Niedersachsen - der er på anklagebænken. ”Forbrydelsen” består i, at den tyske delstats lovgivning siger, at alle virksomheder, der indgår kontrakt med den offentlige myndighed, skal overholde de kollektive overenskomster, der gælder inden for det pågældende geografiske område og branche.

Iflg. Domstolen, så er det en ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis man stiller dette krav til virksomheder fra andre EU-lande – i dette tilfælde en polsk virksomhed.

Begrundelsen er igen, at man ikke må stille krav til sådanne tjenesteydere, der går ud over minimumskravene i Udstationeringsdirektivet, og at der i Tyskland – på nationalt plan – ikke er en lovgivning om mindsteløn, hvorfor man ikke engang kan håndhæve det krav.

Luxembourg-dommen

At det ikke er nogen mulighed at lovgive sig ud af problemerne gennem henvisning til kollektive overenskomster blev klart i Luxembourg-sagen. Denne dom blev afsagt d. 19. Juni 2008 .

Sagen var rejst af EU-kommissionen, der mente at Staten Luxembourg med en social beskyttelseslov fra 2002 havde indført en lang række ulovlige begrænsninger af den frie bevægelighed.

Domstolen fulgte kommissionens indstilling i næsten alle forhold.  Denne dom drager endnu mere vidtgående konklusioner, med hensyn til hvilke krav der kan stilles til virksomheder fra andre EU-lande.

 


Back to Top