Kampen for konfliktretten

EF-Domstolens beskæring af konfliktretten har fået fagbevægelsen i norden og i resten af EU op af stolene

Efter afgørelserne i først Viking- og siden Vaxolmsagen har der været ført en en intens debat i fagbevægelserne i både Sverige og Danmark om dommenes konsekvenser, undervejs er flere domme kommet til, og det har fået dele af fagbevægelsen i både Sverige og Danmark til at kræve, garantier for konfliktretten inden EU’s nye traktat vedtages.

Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) har rejst kravet om en juridisk bindende social protokol knyttet til EU-traktaten.
EFS foreslår, at protokollen en gang for alle slår fast, at de faglige og sociale rettigheder altid skal have forrang for det indre markeds økonomiske friheder.

Fagligt Ansvar og LO-Storbyerne gik inden den danske godkendelse af Lissabontraktaten sammen om en underskriftsindsamling på kravet om garantier for konfliktretten.

Regeringen er på vej med en lovgivning som angiveligt skal inddæmme skaderne fra EF-domstolens afgørelse. Lovforslaget er udarbejdet af det såkaldte Lavaludvalg, og ifølge regeringen sikrer det konfliktretten.

Men dybt ned i fagbevægelsen er man mere end skeptisk, fordi lovforslaget beskærer konfliktretten og for første gang går ind og lovgiver om den. Den danske arbejdsmarkedsekspert, professor Jens Kristiansen er også skeptisk. Han mener, loven kan føre til nye sager ved EF-domstolen uden at den opfylder sit formål.

Baggrund kampen om konfliktretten

Konfliktretten og den danske models skæbne i EU har været et tema lige siden Danmark blev medlem af EF i 1973.
Det spillede en store rolle op til folkeafstemningen i 1972, hvor Dansk Arbejdsgiverforening og LO gik ud i en fælles kampagne, som forsikrede at ”nødderne knækker vi selv”. Med andre ord, EU kan ikke blande sig i, hvordan vi ordner forholdene på arbejdsmarkedet.

Siden har det været en fastslået dansk opfattelse, at EU ikke havde kompetence til at blande sig i spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Spørgsmålet om overenskomster og strejkeret var et rent nationalt anliggende, som EU ikke havde magt til at blande sig i.
Den opfattelse blev gentaget i forbindelse med afstemningen om Mastricht-traktaten i 1993, som Danmark først havde forkastet.
I den afstemning spillede et brev fra den daværende arbejdsmarkedskommissær Flynn en afgørende rolle, i brevet sendt til LO forsikrede han om, at EU-reguleringen aldrig ville berøre den danske aftalemodel eller konfliktretten. Danmark ville kunne fortsætte med at indføre EU-lovgivning ved at skrive den ind i overenskomsterne, lød forsikringen.

Senest har beskæftigelsesminister Claus Hjort i en tale i EU opholdt sig ved brevet og dens garantier. Claus Hjort mener, at brevet spillede en rolle for at sikre et flertal for Mastricht-traktaten ved afstemningen.

Men EF-domstolen kuldkaster fuldstændig den danske forståelse af EF-lovgivningen på arbejdsmarkedet. I Viking-sagen gik den danske regering i sit indlæg ind og gentog, at EU ikke har kompetence, når det gælder konfliktretten. Men domstolen afviste udtrykkelig, den danske holdning og slog fast, at konfliktretten er underordnet det indre markeds regler.

Derfor har EF-domstolens stribe af domme, som indskrænker konfliktretten, fuldstændig kuldkastet grundlaget for det danske EU medlemskab. Kampen om konfliktretten handler om at de garantier, som fagbevægelsen troede den havde for ikke indblanding, kræves genoprettet, så ”nødderne stadig kan blive knækket” af parterne selv og ikke EF-domstolen.