Spørgsmålet blev bragt til EU-domstolen i Luxembourg af Arbejdsretten i Köln, som behandler en klagesag fra en tysk kontorfunktionær, som mener hun bør fastansættes.

Efter endt uddannelse hos retten i Köln har hun arbejdet 11 år uden afbrydelser for samme ret, som vikar for fastansætte på barsel eller anden orlov. 13 gange er vikariatet fornyet.
Men efter 11 år mener hun ikke, at der kan være tale om at dække et midlertidigt behov for hendes arbejdskraft.

Men EU-domstolen afviser, at de mange vikariater i streg er i strid med EU’s direktiv om midlertidige ansættelser.

Direktivet tillader brug af midlertidige ansættelser, hvis der er tale om ”objektive omstændigheder”.

Skønsmargen

Domstolen mener, at den måde tysk lov definere ”midlertidige behov” i princippet kan siges at være objektive omstændigheder. At behovet for vikaren viser sig at være permanent, betyder ikke, at der er tale om misbrug, hvis hun ikke får fastansættelse.

Domstolen mener, at den tyske fortolkning af, hvad der er objektive omstændigheder, ligger inde for den ”skønsmargen,” som direktivet tillader. EU-dommerne opfordrer dog samtidig medlemslandene til at holde øje med, at midlertidige ansættelser er indgået på et objektivt grundlag.

Hos tysk LO, DGB er man skuffet over at domstolen ikke fastsætter klare regler, som kan hindre misbrug af midlertidige kontrakter. Men samtidig peger DGB-sekretær, Annelie Buntenbach på, at EU-domstolen også understreger behovet for, at medlemslandene fører strengere tilsyn med brug af vikariater og midlertidige ansættelser.

Udtalelsen kommer på et tidspunkt, hvor antallet af midlertidigt ansatte vokser stærkt i Tyskland.  Hver anden nyansættelse sker i et ”midlertidigt vikariat,”  og omkring ni procent af de arbejdsløshedsforsikrede arbejder i midlertidige job.

Begrænset effekt

Direktivet om midlertidige ansættelser er et såkaldt forhandlet direktiv. Det er parterne på det europæiske arbejdsmarked, som har forhandlet sig frem til indholdet i direktivet, som EU efterfølgende har ophøjet til EU-direktiv.

I Danmark er direktivet indskrevet i overenskomsterne. Men en undersøgelse fra Københavns universitet fra 2008 viste, at direktivet har spillet en yderst begrænset rolle på det offentlige arbejdsmarked.
Det har ikke ført til at de offentlige arbejdsgivere har brugt færre midlertidigt ansatte end før direktivet blev forhandlet ind i overenskomsten.

”Direktivets faktiske effekt er dog begrænset, idet ændringer i kommunale arbejdsgiveres ansættelsespraksis og forbedringer af tidsbegrænsede ansattes ansættelses- og arbejdsforhold
er relativt beskedne” hedder det i rapporten om direktivet. (brink)

LO-ledelsen vedtog i 2010 et betinget ja til direktivet, og stillede en række krav til lovgivningen for at forhindre misbrug.

Men siden har en række store norske forbund rejst krav om at nedlægge veto mod direktivet, og kravet om at LO også skulle sige fra er vokset blandt de faglige græsrødder. Det kulminerede med en faglig aktionsdag i sidste måned.

- Undervejs i processen om vikardirektivet er usikkerheden om virkningen af det øget. Det har været vigtigt at sikre en bred forankring for vores stillingtagen i forbundene. Det har vi nu fået, siger LO-formanden.

- Brugen af vikarbureauer er kun vokset. Inden for enkelte områder melder vores tillidsfolk at nyansættelserne efter finanskrisen sker gennem vikarbureauer og ikke i faste stillinger. Vi vil ikke have den udvikling i Norge, som vi ser ude i Europa, hvor fagbevægelsen svækkes og reguleringen af arbejdslivet bliver dårligere og dårligere. Der bliver frit slag for social dumping, og det vil vi ikke have i Norge, siger Roar Flåthen.

Hvis regeringen alligevel vælger at indføre vikardirektivet i norsk lov, så stiller LO krav om, at de nuværende begrænsninger for brug af vikarer skal fastholdes, sammen med de stramninger regeringen har lagt op til.

Den voldsomme modstand i fagbevægelsen mod direktivet skyldes bl.a. at arbejdsgiverorganisationerne klart har meldt ud, at direktivet vil gøre de nuværende begrænsninger for brugen af vikarer ulovlige. De norske arbejdsgivere kræve både love og overenskomster ændret, så adgangen til brug af vikarer lettes, når direktivet er indført.

Samtidig vokser antallet af udenlandske arbejdere i Norge eksplosivt. Ny tal viser, at det 15 procent af arbejdsstyrken i 2011 var udlændinge, først og fremmest fra Østeuropa.
- Vi er det land i Europa, som har størst arbejdskraftindvandring pr. erhvervsaktiv. De er velkomne, men de skal have norske løn- og arbejdsvilkår. Det er i kølvandet på arbejdskraftinvandringen, at vi har fået social dumping. Det er det vi vil bekæmpe, ikke invandringen som sådan, siger den norske LO-formand. (brink)

Kilde Klassekampen.no

Formanden for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen er enig:

- Jeg ved ikke, hvem det er, regerings- og finanstoppen synes, de skal indgå en pagt med – Djævelen måske - I hvert fald ikke de arbejdsløse medlemmer, som dagligt tropper op i a-kasserne i vores fagforeninger i byggefagene, siger han.
- Når der er millionvis af arbejdsløse i Europa, så er det selvfølgelig vældig sødt, at toplederne lige drysser en sukkererklæring ud om, at det også er vigtigt at tænke på job til de ledige, ud over deres nedskæringsmodel. Men det er en hån mod millioner af mennesker, hvis eneste ’forbrydelse’ er, at de bor i Europa, siger Anders Olesen.

Forandring nu

Byggefagenes Samvirke og LO Storkøbenhavn har taget initiativ til at samle af en bred kreds af fagforeninger, organisationer og klima- og miljøbevægelser under overskriften: ”Forandring nu”, som på en konference og en demonstration den 28. - 29. marts sætter fokus på en grøn og social vej ud af krisen.

- Nogen må jo gøre det, når toppen ikke selv vil tage fat: Grønne job, bekæmpelse af ungdomsledighed og stop for social dumping! Den vej må vi få de ansvarsløse deroppe til at forstå er nødvendig at følge. Der er brug for jobhåb, ikke nedskæringer, siger Anders Olesen.
- Til marts kommer økonomi- og finansministrene på besøg i København. De skal være så velkomne! Men de må regne med, at vi også har noget at sige. Vi vil have forandring nu! Ikke nedskæringer. Og det absurde er, at mulighederne for bæredygtig vækst jo faktisk er tilstede – hvis man ikke fortsætter ad nedskæringsvejen, siger han. (brink)

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skal nu forklare folketinget, hvorfor en polsk arbejdsgiver, som står anklaget i en sag om en dødsulykke, stadig ikke er bragt for retten.

For godt et år siden døde den polske arbejder, Pawel Dymecki på sin første arbejdsdag i Danmark. Han trådte igennem taget på en lagerbygning i Brøndby, faldt seks meter ned på et betongulv og døde siden af sine kvæstelser.

Arbejdet på taget var livsfarligt, og Arbejdstilsynet gav strakspåbud om at stoppe arbejdet, fordi der var ”overhængende betydelig fare for gennemstyrtning ved arbejdet på tagpladerne”, som det hedder i AT’s rapport om ulykken.

Siden har Arbejdstilsynet indstillet til politiet, at der bliver rejst tiltale mod Dymeckis arbejdsgiver for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Politiet går efter at få ham idømt maksimumsbøden på 40.000 kr.

Forsvundet ud af landet

Arbejdsgiveren flygtede imidlertid umiddelbart efter ulykken tilbage til Polen, og siden har det ikke været muligt for myndighederne at opspore ham.

Der har der været aftalt tre retsmøder i sagen, men alle har måttet aflyses, fordi myndighederne ikke har kunnet opspore den tiltalte.

Det kan forekomme bemærkelsesværdigt, når det kunne lykkedes for medlemsbladet for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Fagligt Fokus, på få timer og med brug af en mobiltelefon at spore manden og få en interviewaftale med ham.

På den baggrund har Enhedslistens folketingsmedlem, Finn Sørensen nu bedt beskæftigelsesministeren om en forklaring på, hvad danske myndigheder konkret har foretaget sig i sagen. (brink)

- Udtalelsen om vækst og beskæftigelse er inkonsekvent, uden nogen forpligtigelser, kun tomme ord. De politiske ledere viser os en vej, som fører ind i en blindgyde, hedder det i en første kommentar fra den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS.

Glæder muligvis Merkels venner

- Denne traktat kan måske berolige Kanslerin Merkel’s politiske venner, men ikke de millioner af arbejdsløse, de fattige eller dem i usikre jobs i Europa, som venter på beslutsom hjælp fra EU’s institutioner, siger generalsekretæren for EFS, Bernadette Ségol.

- Det er derfor vi er modstandere af finanstraktaten. Planer for balance på de offentlige budgetter må angribe spørgsmålet om bæredygtig vækst. Nedskæringer dræber vækst og jobs, siger hun.

EFS’ mener, at det der virkelig er brug for en social pagt i EU, som kan genoprette arbejdere og borgeres tillid til Unionen. (brink)

Ja, ja, ja, lød det igen og igen fra den danske statsminister, til den finanstraktat 25 EU-landes statschefer mandag gav hinanden håndslag på at tiltræde.

Traktatens skal allerede tiltrædes den 1. marts. Traktaten indebærer at landene skal vedtage en lov, som kræver overskud på de offentlige finanser og forbyder såkaldt strukturelt underskud på mere end 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Den lov skal vedtages inden for et år efter tiltræden.

Nu skal de alle tilbage og sikre tilslutning i baglandet. Herhjemme kræver Dansk Folkeparti og Enhedslisten afstemning om tilslutningen, mens regeringen vil lade det være op til juristerne i Justitsministeriet at afgøre, om traktaten betyder suverænitetsafgivelse og dermed kræver en afstemning. Europaminister Wammen er dog på forhånd ret sikker på udfaldet: Der bliver ingen lejlighed til at spørge befolkningen.

Udsigterne til en tilslutning til en traktat, som indskrænker mulighederne for at føre en offensiv krisepolitik, uden folkeafstemning har fået Folkebevægelsen mod EU til, i samarbejde med en række enkeltpersoner og andre organisationer, at sætte gang i en tværpolitisk underskriftsindsamling for en folkeafstemning om finanstraktaten.

- Finanstraktaten vil betyde, at EU får endnu mere magt og spørgsmålet om dansk tilslutning til euro-traktaten skal afgøres af befolkningen. Alt andet er i strid med det danske euro-nej og vort demokrati, siger Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet, Søren Søndergaard.

Der blev samlet underskirfter i København og Århus mandag, men indsamlingen foregår også på nettet, hvor du kan skrive under her.

I ofrbindelse med det forrige topmøde, blev der sat en underskriftsindsamling i gang på europæisk plan, siden har mere end 250.000 skrevet under på nettet mod EU’s nedskæringspolitik. (Se her)

Underskriftsindsamlingen bakkes op af en lang række personer, bl.a.:

Helle Stangerup, forfatter Niels Hausgaard, entertainer,  Poul Erik Andresen, regionsrådsmedlem for Socialdemokraterne, Kirsten Lehfeldt, skuespiller,  Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører for Enhedslisten,  Jens Salling, formand for Konservativ Ungdom , Per Ørum Jørgensen, formand for Kristendemokraterne og tidl. MF, Flemming Jensen, skuespiller, forfatter,  Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU,  Bjørn Elmquist, advokat og tidl. MF (Rad. Venstre),  Ib Christensen, tidl. MF for Retsforbundet og MEP (N), Lars Bredo Rahbek, filmproducer, Ditte Staun, byrådsmedlem i Skive for Det Radikale Venstre,  Henrik Berlau, forhandlingssekretær i 3F, Jørgen Grøn, regionsbestyrelsesmedlem i SF Nordjylland, Drude Dahlerup, professor i Statskundskab m.fl. (brink)

Efter mange og lange overvejelser er EU-kommissionen på vej med to nye retsakter, som angiveligt skal komme fagbevægelsen kritik i møde. Men med et forslag til en EU-forordning, som skal regulere konfliktretten, risikerer den danske model at blive skyllet ud med badevandet, mener LO, som opfordrer kommissionen til at droppe forslaget.

- Vi meget foruroligede over forslaget til forordning om konfliktretten i forhold til den økonomiske frihed i det indre marked, skriver LO’s formand Harald Børsting, i et brev til EU-kommisæren for beskæftigelse, Lásló Andor.

- Konfliktretten er ikke reguleret i dansk arbejdsmarkedslovgivning. Arbejdsmarkedets parter, skiftende regeringer og Folketinget har altid været fuldstændigt enige om denne model og opmærksomme på dens fordele. En EU-forordning om dette emne ville udgøre et alvorligt opgør med denne model, skriver Børsting videre.

I et notat om det udkast til forordningen, som LO uofficielt har fået fat i, vurderer LO, at der er tale om en egentlig EU-regulering af konfliktretten.
- Vi har altid været imod en dansk lovregulering af konfliktretten. Så meget desto mere må vi være imod en EU-regulering. Det er her helt afgørende at være opmærksom på, at konfliktretten i Danmark er særdeles vidtgående i forhold til i de øvrige EU-lande. Særligt er den vidtgående adgang til at iværksætte sympatikonflikter helt afgørende for den danske fagbevægelse, hedder det.

Glidebane

Forordningen skal sammen med et såkaldt håndhævelsesdirektiv for udstationering imødekomme kravet om en indsats mod social dumping.

Men LO frygter at forordningen vil åbne en glidbane for EU-regulering af konfliktretten.
- Dette er imidlertid en glidebane. Når man først er begyndt at regulere konfliktretten efter denne bestemmelse, åbnes der op for yderligere og sandsynligvis forstærket regulering, skriver Harald Børsting i brevet til Andor.

Kommissionen lægger op til at bruge - hvad LO kalder en gummiparagraf - til at indføre reguleringen, det drejer sig om artikel 352 i traktaten. Det er efter LO’s opfattelse et forsøg på at omgå EU traktatens bestemmelser, som udelukker at EU kan udstede love om løn, organisationsret, strejkeret og lockout.

- I stedet har man så fundet frem til at anvende den såkaldte gummi§ 352. Det ligner tem¬melig meget en omgåelse. Hvis man tillader dette, er vejen banet for også i fremtiden at anvende denne bestemmelse til yderligere regulering af konfliktretten, hedder det i LO’s notat.

Ikke skyggen af social protokol

Kommissionens udspil kommer efter fagbevægelsen længe har presset på for at få en social protokol, som sikrer konfliktrettens forrang for det indre markeds friheder. Men det er der ikke skyggen af i forslaget, konstaterer LO:

- Desværre er der end ikke opnået noget ved reguleringen. Man skriver således i forordningsudkastets art 2, at konfliktretten skal udøves i fuld respekt med de økonomiske friheder. Altså konfliktretten skal være underordnet det indre marked. Så kan hele øvelsen jo være lige meget. Der er altså ikke tale om noget, der ligner den sociale protokol, som EFS har arbejdet så hårdt for, konkluderer notatet.

Kommissionen skal varsles om konflikter

I udkastet til forordningen står, at berørte medlemsstater får pligt til gennem et ”tidlig varslingssystem” at melde Kommissionen om en konflikt.

- Dermed tvinges nationale myndigheder at forholde sig til en arbejdskonflikt, konstaterer LO, som også finder det ”dybt kritisabelt”, at Kommissionen hverken har informeret eller konsulterer arbejdsmarkedets parter før de fremsætter forslaget. Det er de sådan set forpligtet til ifølge traktaten, minder LO om.
Ifølge LO’s notat har forslaget skabt opstandelse hos LO’s søsterorganisationer i Tyskland, Sverige og Finland. (brink)

- FTF og den europæiske fagbevægelse er enige om, at vi ikke alene kan følge nedskæringens vej. En lang række økonomer og eksperter peger - ligesom os - på, at der også skal vækst og initiativer til jobskabelse til. I Danmark har regeringen fx vedtaget at prioritere investeringer i infrastrukturprojekter, og det kan andre lande måske lade sig inspirere af, siger Bente Sorgenfrey.

Skarp faglig kritik

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS vendte sig i sidste uge i skarpe vendinger mod finanspagten, som efter planen skal endelig godkendes i marts.  Danmark er ikke med i eurozonen, men regeringen har sammen med et flertal i Folketinget gjort det klart, at de ønsker at tilslutte Danmark så tæt til pagten som mulig uden at udløse en folkeafstemning.

- Vi har sagt det før og bliver desværre nødt til at gentage, at vi ikke kan spare os ud af krisen. Den bekymring håber vi, at Herman van Rompuy har lyttet til og bruger i det videre arbejde med europagten., siger Bente Sorgenfrey.

EFS fremlagde i sidste sit bud på en ny politik, som skal gøre op med de seneste års ensidige nedskæringer i velfærd og lønninger. Den europæiske fagbevægelse opfordrer til at investerer i ”bæredygtig vækst. Det kan blandt andet være en udbygning af infrastruktur og grøn energi.

- Vi må investere målrettet og satse på grønne og bæredygtige energiformer. Det kan være med til at skabe vækst og forhåbentlig også job - ikke mindst til de mange unge ledige i EU, siger Bente Sorgenfrey.

EFS kritiserer forløbet omkring finanspagten for at have været udemokratiske og ført til voldsomme indgreb i de enkelte landes suverænitet. Grækenland og Italien har blandt andet fået besked på at ændre løn og pensionsforhold uden at inddrage arbejdsmarkedets parter. Det er efter EFS’ mening et klart brud på den demokratiske proces, der skal og må være ved reformer af EU’s lovgivning. (brink).

Det tyske, liberale nyhedsmagasin Der Spiegel har beskrevet krisen i EU sådan her: ”Et spøgelse går gennem Europa, markedets spøgelse. Det sluger milliarder, det vælter regereringer, det kaster eliterne ud i kamp. Sådan fungerer finansmarkederne, og sådan driver de rundt med politikken – historien om en daglig magterobring.”

Der Spiegel spiller på det ”Det kommunistiske manifests” forestilling om, at det er kommunismens spøgelse som går gennem Europa.
- Sådan er det ikke i dag. Det er markedernes og finanskapitalens spøgelse som hærger. Det dramatiske i situationen er, at der faktisk ikke findes en fag- og arbejderbevægelse, som er i stand til at fremme et alternativ til det markedsliberale regime, finanskapitalens dominans og den dybe og ødelæggende krise, som nu udfolder sig med styrke i Europa, skriver Asbjørn Wahl.

Finanskapitalen bruger krisen til at omforme Europa i sit eget billede, mener han.
- Derfor ser vi I de hårdest ramte lande, hvordan offentlige velfærd saneres, offentlig ejendom sælges ud til spotpris, lønninger og pensioner skæres dramatisk og stadig flere smide ud fra deres hjem. Arbejdsløshed, fattigdom, nød og elendighed er i eksplosiv vækst, skriver Asbjørn Wahl.

Ifølge Wahl er det EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, med støtte fra Den Internationale Valutafond (IMF), som koordinerer og står i spidsen for ”magterobringen”. Mens EU’s to stormagter,  Tyskland og Frankrig har taget kontrol med omformningen af EU for at sikre, at det er bankernes og finanskapitalens Europa som skal sikres – på bekostning af befolkningen. 

- Dette sker uden nogen som helst demokratisk legitimitet. Udviklingen er farlig – med sine stærkt autoritære træk, advarer Asbjørn Wahl.

Foran historisk nederlag?

Manglen på opposition og alternativer er slående, mener han, og henviser til hvordan socialdemokratiske regeringer i Grækenland, Portugal og Spanien loyalt gennemførte de først kriseangreb på velfærdsstaten og fagbevægelsen, inden de frustrerede vælgere smed dem ud af regeringskontorerne.

- I stedet for at møde krisen med krav om at tøjle finanskapitalen, nationalisering af banker og finansinstitutioner og en stimuleringspolitik for at bekæmpe arbejdsløshed og nød, har de altså gjort sig til tjenere af finansmarkedets krav, skriver Wahl.

Og udviklingen går så stærkt at det er svært at få overblik over, angrebene på fagbevægelsen. Men i mindst ti EU-lande er de offentligt ansattes lønninger sænkes, nogen steder dramatisk. Det samme er sket for pensioner. Det er gennemført ved regeringsdekreter eller i ”bedste fald” gennem parlamenterne, men uden nogen forhandling med fagbevægelsen.

- Når overenskomster og fagretslige system ensidigt sættes ud af kraft på den måde, kan det vanskeligt karakteriseres som andet end et formidabelt nederlag for fagbevægelsen. Alt i alt står fagbevægelsen i Europa overfor et muligt historisk nederlag af dimensioner. Følgerne er svære at overskue, skriver Asbjørn Wahl.

Han kritiserer den europæiske fagbevægelse for at klynge sig til den såkaldte ”sociale dialog”, som to- og trepartsforhandlinger hedder i EU-jargon.
- Fagbevægelsen lader som om, at efterkrigstidens klassekompromis stadig er intakt, og at to- og trepartsforhandlinger fortsat er redskaber for at fremme fagbevægelsens interesser. At de kræfter, fagbevægelsen søger dialog med, nat og dag angriber velfærd, lønninger og pensioner og selve grundlaget for de faglige rettigheder, ser ikke ud til at svække de faglige organisationers tro på, at den ”sociale dialog” er vejen frem, konstaterer Asbjørn Wahl.

- Det ser ud, som om man har glemt hvilke kampe man måtte igennem for at blive taget alvorlig af modparten, at ”social dialog” ikke var et resultat af, at man bønfaldt arbejdsgiverne om ”en plads ved bordet”, men at man gennem mobilisering og kamp satte sig i respekt og dermed overbeviste arbejdsgiverne i praksis om, at de havde mere at vinde gennem forhandlinger en gennem fortsat konfrontation, konkludere han. (brink)