Bookmark and Share

Vikar som ind i helvede


Formanden for Metal Århus, Finn Andersen havde fundet EU's hvidbog fra 1993 frem, hvor kuglerne til det "fleksible" arbejdsmarked blev støbt foto Per Nielsen/Arbejderen

Der er ikke meget romantik forbundet med det frie liv som vikar og løsarbejder, tværtimod betyder det voksende usikkerhed i arbejdslivet for både løse og faste ansatte, oven i hatten svækker det fagbevægelsen
25. februar 2014

- Nogen kalder det reservehæren. Vikarer, løst ansatte og ”arme- og ben-firmaer” fylder mere og mere på arbejdsmarkedet. Det presser de faste, som kan se, hvordan man kan ende med røven bar!

Sådan gav John Graversen bolden op til det debatmøde Samarbejdet Arbejdere Akademikere, SAA stod for mandag hos 3F på Sommervej i Århus.

- Jeg tror ikke, vikar og løse ansættelser er noget der opstået, fordi nogle arbejdsgivere har siddet i et hjørne og kedet sig. Der ligger nogle dybere tanker bag, sagde formanden for Metal Århus, Finn Andersen lagde i sit oplæg. Han havde gravet EU-kommissionen Hvidbog om ”udfordringer i det 21 århundrede frem, den er fra 1993.

- Her er sådan set det hele: Afsnit for afsnit gør de klart, hvordan ”fleksibiliteten” kan øges og barriererne fjernes for løse og kortere ansættelser, mere deltid osv. Det skal kunne betale sig at arbejde, det handler om dagpengenes størrelse. Og man ikke kan være for længe på dagpenge, de unge ikke skal forvænnes osv. Det var altså de europæiske ministre, der tilbage
i 1993 sad og fandt ud af, hvordan det europæiske arbejdsmarked bør fungere, sagde han.

- Tyskland blev det europæiske lokomotiv i den udvikling. Her var en stærk fagbevægelse, men med den såkaldte Hartz 4 plan, er det lykkedes trin for trin at nedbryde det sociale sikkerhedsnet. Hele den nedadgående skrue som svækkede fagbevægelsen blev sat i gang. Vikarbegrebet kom ind i Tyskland, og vi har en situation, hvor mange enten har dobbeltjob eller får suppleret deres fuldtidsløn med socialhjælp blot for at overleve, sagde Finn Andersen.

I Tyskland tjener vikarer omkring den halve løn af fastansatte. Og det har spredt sig fra industrien til alle områder af arbejdsmarkedet.

Tør ikke rejse problemer

Selvom dansk industris overenskomst har en bestemmelse, der siger, at vikarer på skal have samme vilkår som de fastansatte, så er det ikke nogen vandtæt garanti.
- Vi er ikke så ramt i industrien. De fleste større vikarbureauer er med i DI. Men på mindre arbejdspladser uden tillidsfolk, bliver der snydt på vægten. Og så har vi problemet med, at vikarer ikke tør rejse problemerne, for så risikerer de, at der ikke er arbejde i morgen, sagde Finn Andersen, og nævnte eksempler på, at vikarer var blevet snydt men ikke turde lade fagforeningen kører sagen.

Han undrede sig over, hvorfor virksomheder er klar til at betale op til 50 kr. mere i timen for en vikar.
- Hvorfor vil de give så meget mere for en vikar? Jeg tror der er en dybere grund, som er politisk motiveret. Vikarerne er med til at skabe en utryghed på arbejdspladserne. Det skaber et pres på de fastansatte, de kan se, hvordan det kan gå, sagde Finn Andersen.

På prøve hver dag

Også Jan Sylvest, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg, Århus undrede sig over, hvorfor arbejdsgiverne var så ”dumme” at ansætte dyrere vikarer.
- Men vi kan konstatere, at antallet af vikarer vokser dag for dag. Vi oplever også, hvordan vikarbureauer går fallit hver år op til 1. maj. De smutter fra feriepengene til de ansatte, og hjælper dem så med at udfylde papirerne til Lønmodtagernes Garantifond. Dagen efter fortsætter de arbejdet i et ”nyt” bureau, sagde han.

- Samtidig ser vi vores arbejdsløse begynde at tage vikararbejde. De skal skrabe timer sammen, uanset hvad, der ligger et groft pres på de arbejdsløse, sagde Jan Sylvest.

- Vikarer er på prøve, hver eneste dag, de skal præstere hver gang, ellers kommer der ikke flere jobs dem, deres telefon er stendød, her er arbejdsgiverne helt kolde i røven, sagde han.

Hvem råber op

For selvom EU’s vikardirektiv også skal sikre ligebehandling af vikarer, så skal der være nogen til at råbe op, hvis de fine ord skal holde, understreger han.
- Jeg kan ikke finde noget dårligt i vikardirektivet, selvom det også slår fast, at man ikke må lave restriktioner mod vikararbejde. Der er også udmærkede bestemmelser i både Metals og 3F’s overenskomster. Problemet er, hvem der skal sikre, at der bliver levet op til det, når halvdelen af de ansatte er vikarer. Ingen tør slås for de fælles rettigheder, når en stor del bliver vikarer, sagde Jan Sylvest.

- Selvom vi har inddæmmet vikarområdet, så finder de på alt muligt andet, så kommer arme- og ben-firmaerne med egen hammer og begynder at arbejde. Når vi får lukket et hul, så finder de et nyt. De fine regler virker kun, hvis der er nogen til at råbe op, og fagforeningerne er i stand til at kontrollere det, sagde han.

Finn Andersen pegede på, at den netop indgåede industrioverenskomst giver tillidsmanden bedre muligheder for at kontrollere de aftaler, virksomhederne har med vikarbureauerne.
- Der står vi bedre end de tyske kolleger. Nu gælder dem om at udvikle metoderne, så klubber og tillidsfolkene bruger dem. Vi skal have trukket vikarerne ind i fællesskabet og udsulte bureauerne, sagde han.

- Jeg så gerne, at vi fik både en øvre procentgrænse for, hvor mange vikarer der må være og en tidsgrænse for, hvor længe de må gå som vikarer, sagde han.

- Det er vigtigt at få fat i vikarerne, når de starter, og sikre os, at de er medlemmer hos os. Det er vigtigt at sige til dem, kom med vi er klar til at slås for dine rettigheder. De går jo i et ingenmandsland også i forhold til det social liv, vi skal have skabt solidaritet, sagde Finn Andersen.

Naiv fagbevægelse

John Graversgaard pegede i sit oplæg på, hvordan globaliseringen og en neoliberal økonomisk politik har ført til en voldsom forøgelse af de usikre eller ”prekære” jobs, som den internationale fagbevægelse kalder fænomenet.

De mange ”vikarbureauer”, som tilbyder billige østeuropæisk arbejdskraft til danske virksomheder, er et eksempel på, hvordan der udvikles en gråzone mellem det velorganiserede arbejdsmarked og det helt sorte arbejde.

- Et aktuelt eksempel er de 14 litauiske kvinder, som blev fyret fra gartneriet Rosa. De blev behandlet som skrald og blev fyret da de gik til fagforeningen. De var formelt ansat af vikarfirma, som mere ligner et vagtselskab. Det er faktisk helt enestående, at de nu tager kampen op sammen med 3F og demonstrerer foran gartneriet hver morgen, sagde han.

- Problemet er, at fagbevægelsens ledelser i høj grad har været naive og troet på EU’s indre marked. Men vi kan nu se, at det har ført til mere ulighed, forringet arbejdsmiljø og en sværm af uigennemskuelige selskabskonstruktioner. Der kan optræde mange ”arme- og ben-firmaer” på den samme byggeplads, selvom de tilsammen reelt er et firma. Det gør det svært at kontrollerer både for fagbevægelse og Arbejdstilsynet. EU fungerer her som et boldtræ, der åbner ladeporte, sagde John Graversgaard.

Klassekamp nedefra

- Der er grund til også at være på vagt overfor romantiseringen af vikar- og løsarbejdet. Det beskrives, som om det er frie fugle med en spændende livsform, men det er langt fra virkeligheden for de fleste, sagde han.

- Det vi ser, er klassekamp oppefra, som systematisk svækker fagbevægelsen. Så der er brug for et modsvar nedefra, hvis vi skal i offensiven er det nødvendigt at rejse krav om lige løn for lige arbejde. Det er også en kamp for at få alle overenskomstdækket, der er ikke plads til ”Free Riders”, sagde John Graversgaard.

Han pegede også på, at det er nødvendigt med kædeansvar, så arbejdsgiverne ikke kan udlicitere ansvaret for lønvilkårene.
- Kædeansvar er helt centralt, derfor hyler arbejdsgiverne sådan imod det. Det vil gerne have den billige og villige udenlandske arbejdskraft, som underleverandører kan skaffe. Det er kynisk, et begreb som tryghed i ansættelsen er næsten helt forsvundet også fra fagbevægelsens ordbog. Der er masser at gå i gang med, og solidariteten dør, hvis den ikke hele tiden holdes ved lige, sagde John Graversgaard. (brink)

 

 

 



Back to Top