Bookmark and Share

Udsalg af græsk suverænitet i gang


14 lufthavne privatiseres straks, den første bølge af privatiseringer af græsk ejendom er skudt i gang

Den græske regering gav mandag grønt lys til at tysk selskab overtager 14 regionale græske lufthavne fra staten
20. august 2015

Den græske regering er nu gået i gang med at opfylde aftalen med Trojkaen (EU, den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond) om privatisering af offentlig ejendom.
Driften af 14 regionale lufthavne på græske øer privatiseres, og driften overlades til det tyske selskab Fraport AG, som bl.a. driver Frankurts lufthavn
.
Aftalen om privatiseringen af de 14 lufthavne, som spiller en nøglerolle i den græske turistindustri blev indgået med den tidligere borgerlige regering. Men da Syriza kom til magten i januar satte de alle privatiseringer på stop. Men som det fremgår af en passus i den nye aftale med Trojkaen, så skal grækerne overlade lufthavnene til Fraport AF straks og på de betingelser, som tidligere er aftalt. Lufthavnene bliver solgt for en periode på 50 år for 1,23 milliarder euro. Pengene går ikke til den slunkne græske statskasse, men til den privatiseringsfond, som er et vigtigt element i den aftale regeringen blev tvunget til at indgå med Trojkaen.

Fonden er blevet sammenlignet med den tyske privatiseringsfond Treuhand, som solgte ud af de statsejede østtyske virksomheder efter den tyske genforening.

Privatiseringen af lufthavnene er kun første skridt, meningen er at fonden skal overtage og strømline de mest værdifulde dele af den græske stats ejendom med henblik på privatisering. Danske Mærsk står bl.a. på spring til at overtage den vigtige havn i Thessaloniki, som også står direkte nævnt i aftalen, som en af de privatiseringer der skal ske hurtigt.

Det fremgår af aftalen med Trojkaen, at fonden skal være helt uafhængig af de græske politikere, og i sidste ende skal dens beslutninger overvåges af Trojkaens folk.

- Det betyder, at offentlig ejendom kommer ud hænderne på de folkevalgte, den græske regering bliver nægtet enhver mulighed for at bruge offentlige værdier til at skabe indenlandske investeringer eller implementere en socialøkonomisk politik uden for den neoliberale dagsorden, skriver den tidligere finansminister Varoufakis i en kommentar til privatiseringsfonden.
Det bliver heller ikke det græske parlament, som beslutter hvilke værdier der skal sættes til salg. Den opgave får en ”uafhængig” task force. (Uafhængig af regeringen og afhængig af Trojkaen, som Varoufakis tørt konstaterer).

Task forcen skal over de næste måneder udpege de lunser, som fonden skal overtage ansvaret og udsalget af de offentlige værdier.

Trojkaen forventer, at udsalget kan indbringe 50 milliarder euro. Et beløb som økonomer har sat store spørgsmålstegn ved. Ikke desto mindre, så øremærker aftalen nøjagtigt, hvad pengene skal bruges til: De første 25 milliarder skal bruges til at rekapitaliserer de græske banker. Når det er gjort, så skal halvdelen af de yderligere indtægter gå til at betale af på gælden til Trojkaen, og først herefter kan regeringen så få mulighed for at få indtægter, den kan bruge til vækstinitiativer.

Græsk tragedie

- Det er tragisk. Denne fond vil aldrig nogen sinde genererer 25 milliarder euro, især ikke efter de aktuelle privatiseringer, hvor værdifuld offentlig ejendom bliver afhændet i et brandudsalg, vurderer Varoufakis.

- Selv hvis der skulle ske et mirakel og fonden får mere end 25 milliarder i kassen, så skal de næste 12,5 milliarder euro gå til de græske kreditorer. Først derefter vil staten få nogle håndører til at investere i vækst, konstaterer han.

Pengene fra udsalget af det græske samfunds værdier skal altså først og fremmest bruges til at pumpe penge i de græske banker. Det kommer til at ske i form af nye aktier i bankerne, men aktierne bliver uden stemmeret, så de græske bankejere bevarer kontrollen over deres banker, og de nye aktier ender i en ”stabiliseringsfond”, som er helt og holdent styret af Trojkaen.

Hele konstruktionen er, ifølge Varoufakis, et totalt tab af national suverænitet.
- Aldrig før er en stat overtaget så totalt med dets parlaments samtykke, skriver han i sin gennemgang af aftalen med Trojkaen. (brink)

 



Back to Top