Bookmark and Share

Tysk LO: Stop koloniseringen af Grækenland


Fra 2019 beskæres de græske pensioner yderligere med 9 procent. Her fra en demonstration tidligere, hvor pensionister demonstrerer i Athen mod nedskæringer

Den tyske LO-formand i skarp kritik af EU’s behandling af det græske folk
26. juli 2017

Formanden for DGB, den tyske landsorganisation Reiner Hoffmann gør i stærke vendinger op med den EU og Trojkaens politik overfor Grækenland. I et indlæg på ”Social Europe” kræver han en gældlettelse og et øjeblikkeligt og flerårigt stop for Grækenlands afbetalinger på gælden.

- Fagbevægelsen svar er indlysende: Øjeblikkelig suspension af tilbagebetaling (af gælden) og brug overskuddet på de græske statsbudget til gavn for den græske folk, skriver Reiner Hoffmann.

Han peger på, at langt de fleste af de 300 milliarder euro, som Grækenland har lånt via EU og Trojkaens redningspakker er gået til den finansielle sektor.
- Men nåede dette enorme beløb det græske folk? Blev dets leveforhold forbedret? Overhovedet ikke! Tværtimod. Tysk LO stiller det altafgørende ”græske” spørgsmål: Hvad er der galt med den Europæiske Monetære Union? Hvile ændringer skal der til, for at bruge de milliarder af euros til glæde for det græske folk, spørger han.

Det skarpe opgør med EU’s krisehåndtering kommer på et tidspunkt, hvor de fleste iagttagere har vurderet, at der ikke bliver tale om lettelse af den græske gæld før på den anden side af det tyske valg til september. Men nu bringer den tyske fagbevægelse altså spørgsmålet om nedskæringspolitikken og Euro’ens konstruktion i spil i valgkampens slutspurt.

Forkert politik

Den tyske LO-formand mener, at EU og Trojkaen fører en forkert politik, som kun øger euro-skepsissen.

- Den græske regering fik penge fra det nuværende program fordi den godtog yderligere nedskæringer. Fra 2019 og frem bliver pensionerne beskåret med yderligere 9 procent og skatterne hæves igen. Desuden har den udvidet arbejdsmarkedsreformerne, inklusiv suspensionen af de nationale kollektive forhandlinger og forbuddet mod masseafskedigelser. Denne nationale løndumping – dekreteret udefra – bliver komplementeret med salg af det græske arvesølv, et omfattende privatiseringsprogram, som omfatter fra el-forsyning til infrastruktur – lufthavne, havne offentlig service som hospitaler, skoler og offentlig transport, skriver Reiner Hoffmann.

- Det repræsenterer en ulovlig intervention i den græske suverænitet og krænker principperne i international lov. Desuden er det uforeneligt med det Europæiske charter af grundlæggende rettigheder, som garanterer retten til kollektive forhandlinger og strejkeretten, beskyttelsen mod usaglig fyring og fair og ordnede arbejdsvilkår. Denne form for finansiel kolonialisme intervenerer direkte i demokratiske konstitutioner for at tjene de neoliberale kriterier som opererer i erurozonen, skriver han.

Men konceptet kommer ikke til at virke mener, LO-formanden:
- En stat i permanent nedskæring vil kollapse, fordi den ikke kan investere for at understøtte økonomisk vækst. Mindst 77 procent af ”redningspakken” er direkte eller indirekte blevet overført til den europæiske finansielle sektor, som i forvejen har fået 670 millarder euro i direkte statsstøtte i starten af krisen. Konklusion: Omkring 231 milliarder euro kom ikke det græske folk til gode men den finansielle sektor, konstaterer Reiner Hoffmann.

- Resultatet er hurtigt voksende ulighed i den græske befolkning. Et voksende antal husholdninger, som ikke har råd til el og varme. Mere end 30 procent af befolkningen står uden sygesikring, en børnedødelighed, som er vokset med 40 procent. Samtidig vurderes det, at mellem 20 og 100 milliarder euro er stukket til side i schweiziske banker – penge der kunne have bidraget til at konsolidere det nationale budget, skriver han. 

Brug for radikal forandring

Udover en øjeblikkelig lettelse af presset på Grækenland, mener den tyske LO-formand at der er brug for at investere massivt i Grækenland, og han peger på de milliarder, der er afsat i den såkaldte ”Junker plane”. Men Grækenland har ikke kapacitet til at håndtere de fondsmidler, bl.a. fordi landet er blevet pålagt at indskrænke statsapparatet af selvsamme EU og Trojkaen.

Der efter den tyske LO-formands mening brug for en radikal omstrukturering af euroen.
- Den europæiske stabiliseringsmekanisme har etableret en uacceptabel finansiel kolonialisme, baseret på et samspil mellem institutioner (nemlig den Europæiske Centralbank, IMF og EU-kommissionen). De facto er det ikke demokratisk legitimeret og står ikke til ansvar over for noget parlament. Konsekvensen er, at der er brug for en fælles monetær ledelse, en finansunion er nødvendig, skriver Reiner Hoffmann.

Endelig er der brug for en ”progressiv” politik, baseret på innovative løsninger, det er helt afgørende, mener han.
- Eurogruppens ministre burde handle i de europæiske borgeres interesse, og ikke til fordel for deres store nationale firmaer eller internationale investorer. Fra en økonomisk synsvinkel er det grundlæggende spørgsmål, hvem kan vente på pengene: Kreditorerne eller det græske folk, som risikerer fattigdom. At vente på tilbagebetaling er forholdsvis billigt i lyset af de lave renter. Derfor er fagbevægelsens svar indlysende: Et øjeblikkeligt stop for tilbagebetaling og brug overskuddet (på det græske statsbudget red.) på den græske befolkning, det er dagens løsen. Brexit må ikke blive fulgt af et Grexit, slutter DGB’s formand. (brink)

 



Back to Top