Bookmark and Share

Europæisk faglig sammenslutning kritiserer Trojkaens hårde kurs


Der strejkes alt for meget i Grækenland mener valutafonden, derfor kræver de "reformering" af de græske arbejderes strejkeret

De offentlige ansattes europæiske organisation EPSU fordømmer Trojkaens hårde kurs i forhandlingerne om de faglige rettigheder i Grækenland. - Det er ikke noget EU-kommissionen eller IMF skal påtvinge arbejderne, skriver Jan Willem Goudriaan og Richard Pond fra EPSU
03. marts 2017

Netop er de forhandles der arbejdsmarkedsreformer i Athen. Trojkaens (EU, IMF og ECB) eksperter er tilbage i landet for at forsøge at lukke evalueringen af den låneaftale Grækenland har indgået med Trojkaen. Det handler om, hvorvidt Trojkaen er tilfreds med de nedskæringer og reformer, som landet har gennemført. Eksperter skal nikke før næste rate af lån til grækerne kan udbetales, hvis det ikke sker er landet på randen af bankerot, fordi den så ikke kan ”servicere” den enorme statsgæld.

Et af de udestående punkter er netop arbejdsmarkedsreformer, hvor parterne tilsyneladende tolker den gældende aftale vidt forskelligt. Det handler om, hvad man skal forstå ved den ”bedste europæiske praksis”.

Formuleringen findes i det ”memorandum af forståelse”, som låneaftalen hedder og som beskriver de reformer, privatiseringer og nedskæringer, som grækerne skal levere i bytte for yderligere lån.

Det er med andre ord nu op til embedsmænd fra EU, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond at forhandle, hvile faglige rettigheder de græske arbejdere og deres fagforeninger skal nyde godt af.

I et indlæg på EURACTIV kritiserer generalsekretæren for offentligt ansattes paraplyorganisation i Europa, EPSU Jan Willem Goudriaan EU og især IMF for at køre en alt for hård linje i forhandlingerne.
- Både EU-kommissionen og IMF har gjort det klart at de seneste års reformer ikke må rulles tilbage. IMF forlanger yderligere reformer som vil begrænse fagforeningernes og arbejdernes rettigheder, skriver han i indlægget sammen med EPSU’s ansvarlige for kollektive forhandlinger Richard Pond.

SYRIZA-regeringen har fortolket formuleringen om ”bedste praksis” som en tilbagerulning af de reformer, som den tidligere låneaftale med Trojkaen pålagde landet. Den ”reform” har betyder, at det kollektive forhandlingssystem reelt er lagt i dybfryseren.

Tidligere blev de kollektive overenskomster på brancheniveau ”almengjort” så de dækkede alle i branchen – uanset om de var organiseret. Det blev ophævet efter krav fra Trojkaen. Samtidig blev der vendt rundt på hierarkiet i overenskomstsystemet.

Hvor det før ikke var muligt at indgå en dårligere lokalaftale end den gældende brancheaftale. Så blev det i stedet muligt at frigøre sig fra brancheoverenskomsten og indgå en ringere lokalaftale på den enkelte virksomhed.

For ligesom at sætte skub i den nyskabelse, så blev det også muligt for arbejdsgiverne at indgå aftaler med grupper eller foreninger, som ikke havde noget med den organiserede fagbevægelse at gøre. Populært kaldet fætter-kusine-aftaler.
Det er de reformer, som regeringen – selvfølgelig presset af fagbevægelsen – forsøger at rulle tilbage.

- Det står ikke klart, hvad IMF og EU-kommissionen forstår ved en ”bedste praksis,” som kan retfærdiggøre at give lokale aftaler forrang for sektor-overenskomster. Selvom der har været en tendens i nogle lande til at tillade at se bort fra sektor-overenskomster i en krisesituation, så har det ikke betydet en general omvending af forholdet mellem de to niveauer, skriver de to EPSU folk.

Vil begrænse strejkeret

Som optakt til forhandlingerne enedes Trojkaen og den græske regering om at lade en international ekspertgruppe vurdere det græske arbejdsmarkedssystem.

Men gruppens anbefalinger bliver ignoreret eller misfortolket, mener de:
- IMF og Kommissionen påstår, at de beder Grækenland om at bringe deres aftalesystem på linje med bedste internationale praksis. Græske arbejdere og deres fagforeninger får ikke lov til at selv at bestemme, hvad det betyder. I vores øjne er bedste praksis op til fagforeningerne, arbejdsgiverne og regeringen at afgøre. Det er ikke noget EU-kommissionen eller IMF skal påtvinge arbejderne, skriver Jan Willem Goudriaan og Richard Pond.

IMF kræver udtrykkeligt en ændrede regler for strejkeretten i landet. I fondens seneste landerapport om Grækenland henviser de til at strejkeretten har være den samme siden 80-erne. Det ”kan forklare det store antal strejker i Grækenland, som allerede før krisen overgik det man ser i andre steder.”

Samtidig kræver IMF at er forbud mod lock-out skal ophæves.
- Men det er ikke selvindlysende, at manglen på reformer siden 80-erne retfærdiggør ændringer i dag, og IMF’s statistik støtter ikke argumentet. De omhandler generalstrejker og ikke faglige aktioner i forbindelse med lokale- eller sektor-aftaler. Der findes ikke data for strejker på de to niveauer. IMF’s position er et slag i ansigtet på de første to anbefalinger fra ekspertgruppen. Den første siger, at der ikke er brug for at ændre reglerne for strejke, og den anden ser ikke noget behov for at ophæve forbuddet mod lock-outs, skriver Jan Willem Goudriaan og Richard Pond.

Eroderingen af de kollektive forhandlinger

For nylig fastholdt den græske EU-kommissær, Vytenis Andriukaitis i en tale i EU-parlamentet, at de kollektive forhandlinger ikke er ”forsvundet fra Grækenland.”

- Suspenderingen af almengøringen af sektor-overenskomsterne og principperne om favorisering (af lokale aftaler over sektoraftaler red.) betyder ikke, at kollektive forhandlinger er forsvundet fra Grækenland, sagde han.

- Bogstaveligt talt har han ret, kollektive forhandlinger er ikke forsvundet, men det er blevet markant svækket, og bliver nu gennemført under regler om favorisering, som er de stik modsatte af bedste internationale praksis, skriver Jan Willem Goudriaan og Richard Pond.

De henviser også til, at fem ud af syv i ekspertgruppen var meget klare i spyttet, da de beskrev, hvad der foregår i Grækenland: ”fragmentering og destabilisering af systemet med kollektive forhandlinger, og en voksende ulighed og fattigdom. Det mest bekymrende er, at erosionen af de kollektive forhandlinger – med alle de negative konsekvenser for lønningerne – vil fortsætte, hvis rammerne forbliver som de er.”

- Denne gruppe af eksperter tog en klar position til støtte for kollektive forhandlinger på sektorniveau og for vigtigheden af aftaler. De gav 10 vægtige grunde for de økonomiske og sociale gevinster ved et sådant system, som rækker fra lige vilkår for virksomhederne, til retfærdige lønninger og social beskyttelse af sårbare arbejdere. Hvorfor ignorerer IMF det, spørger de to repræsentanter for de europæiske offentligt ansatte. (brink)



Back to Top