Bookmark and Share

Transportfagforbund: Stop for Social Dumping i Europa




60 fagforeninger fra 20 Europæiske lande kræver et opgør med social dumping i EU. Den europæiske fagbevægelse frygter EU-Kommissionen er på vej til at lovliggøre svindel og dumping i stedet for at bekæmpe det
11. april 2017

Det Europæiske Transportarbejderforbund og de tilsluttede faglige organisationer vedtog i sidste uge en – hvad ETF selv kalder – historisk erklæring, som opfordrer EU og medlemslandene til at vedtage regler for vejtransport, som endeligt kan stoppe den udbredte social dumping.

Deklarationen blev undertegnet på et møde i Warszawa, hvor fagforbundene og ETF finpudsede deres kampagne for et ”socialt vejinitiativ,” som er fagforeningernes bud på, hvordan den vejpakke, som EU-kommissionen ventes at barsle med i maj, bør se ud.

Det fælles initiativ kommer på et tidspunkt, hvor det Europæiske Transportarbejderforbund frygter, at EU-Kommissionen løber fra sine løfter og i stedet leverer en vejpakke, som lovliggør dumping.
I deklarationen kræver fagforbundene, at både EU-kommissionen, parlamentet og medlemsstaterne tager fat i problemerne med social dumping og unfair konkurrence, når det skal behandle Kommissionens længe ventede vej-initiativ, som forventes offentliggjort sidst i maj.

Warszawa deklarationen forsøger at holde Kommission og medlemsstaterne ansvarlige for deres egne løfter for et ”socialt Europa”, og de vil se løfterne fra bl.a. kommissionsformand Juncker og transportkommissær Violeta Bulc indfriet.
- EU-Kommissionen har de sidste tre år præsenteret ”vej-initiativet” som en mulighed for at angribe svindel og social dumping i transportsektoren. I mellemtiden har vejtransport - i et aldrig før set omfang - udviklet sig til en sikker havn for kriminelle aktiviteter, hvor arbejdskraften bliver udbyttet på værste vis, og medlemsstaterne bliver snydt for skat og sociale bidrag, siger Roberto Parrillo, formand for ETF’s sektion for vejtransport.

Frygter lovliggørelse

- Men det er for nylig kommet til ETF’s kendskab, at i stedet for at angribe svindelen, så er det EU-Kommissionens plan at lovliggøre den, siger Roberto Parrillo.
Indtil videre har EU-Kommissionen fuldstændig ignoreret transportarbejdernes konkrete forslag til ny lovgivning, og kampagnen er et forsøg på at lægge pres både på Kommissionen, inden den præsentere sit forslag.

Men kritikken retter sig også mod nogle af medlemslandene, som kun forsvarer deres arbejdsgiveres interesser:
- Det er uacceptabelt at nogle medlemslande ikke gør andet end at fremme deres vognmænds interesser – uanset om de er lokale eller postkassefirmaer, som er tolereret på deres territorie – mens deres borgere er fanget i måneder i lastbiler, siger Tadeusz Kucharski fra polske NSZZ “Solidarność, med slet skjult henvisning til at bl.a. Polen modsætter sig indgreb, mens polske chauffører bliver udnyttet på vejene i Vesteuropa.

- Deres arbejds- og levevilkår er forfærdelig. De bliver snydt i løn og ender som overskrifter i medierne, for det vi i dag kalder moderne slaveri. Derfor det stærke slutbudskab i vores deklaration: I et socialt Europa, kan konkurrencen på det indre marked ikke bygges på udbytning af borgerne, siger han. (brink)

 



Back to Top