Bookmark and Share

Transportarbejderne raser: En sejr for udbytningen


Det er chokerende, at MEP’erne har stemt for at tilbagerulle den nylige dom fra EU-domstolen, som forbyder chauffører at tilbringe deres lange hvil i bilerne. De kan nu se frem til mange flere weekender tilbragt på rastepladser langt hjemme fra, hvor de er henvist til at lave deres mad på vejen eller i førerhuset. Man kan ikke bygge et socialt Europa på en sådan udbytning og på så elendige vilkår, siger Eduardo Chagas, generalsekretær for ETF. (brink)

Det Europæiske Transportarbejderforbund fordømmer vedtagelse i Europaparlaments transportudvalg. Det vil legalisere social dumping og forringe hviletidsbestemmelserne, mener ETF
05. juni 2018

I går vedtog EU-parlamentets transportudvalg en række tillæg til den såkaldte mobilitets-pakke, som pt. forhandles i EU-systemet.

Set fra fagbevægelsen, så handler det om at få stoppe den accelererende sociale dumping i transportsektoren og et opgør med de arbejdsvilkår som gør tusindvis af især østeuropæiske chauffører til nomader, som lever og arbejder i deres biler i uge og månedsvis.

Men det var ikke det der skete i går: ”MEP’erne i Transportudvalgets har stemt imod vejsikkerhed og kvalitetsjob til Europas tre millioner professionelle chauffører. Udvalgets betænkninger til mobilitets-pakken vil betyde, at transportarbejderne udelukkes fra udstationeringsdirektivet – og nægter chaufførerne ret til en fair løn, når de krydser grænserne. Det betyder også mindre hviletid hver måned, og giver arbejdsgiverne mulighed for at holde chaufførerne på vejene i tre uger med kun 24-timers hvile,” skriver ETF.

Med vedtagelsen i går underkender udvalget de forslag, som beskæftigelsesudvalget tidligere har vedtaget, og som kom transportarbejdernes krav i møde. Det bliver nu op til det samlede parlament at tage stilling, inden hele pakken i sidste ende skal forhandles i de såkaldt trilog-forhandlinger mellem EU’s tre aktører: Kommission, ministerråd og parlament.

Sønderlemmende kritik

Transportudvalget valgte at inkluderer cabotagekørsel i udstationeringsdirektivet, men afviste et forslag om, at de også skulle gælde for grænseoverskridende transport.

- EU har for nylig lykønsket sig selv for at ”garantere arbejdere som sendes til et andet land samme løn som de lokale for samme arbejde. Hvorfor i al verden har transportarbejdere ikke ret til samme lighed? En permanent udelukkelse af transportarbejdere for reglerne om udstationering er det samme som en stemme for social dumping og løn-diskrimination i Europa. Et EU som proklamerer, at det bygger en ”social søjle” kan ikke påtvinge europæiske arbejdere den behandling, siger Roberto Parrillo, præsident for ETF’s vejsektion.

Også beslutningen om at reducere den lovpligtige hviletid frustrerer chaufførerne.
- På et tidspunkt hvor valget til EU-parlamentet nærmer sig, og EU står overfor en bølge af euroskeptisk populisme, vælger MEP’erne at følge arbejdsgivernes krav frem for jobkvalitet og sikkerhed på vejene. Hvis beslutningen står ved magt, så vil professionelle chauffører have mindre hviletid pr. måned og længere perioder hjemmefra. Det betyder flere trætte chauffører, og vi ved at træthed på vejene dræber, siger EFS præsident, Frank Moreels.

- Hvordan skal det kunne inspirere til tiltro til det europæiske projekt? Vi vil bekæmpe denne kortsigtede beslutning hele vejen igennem, men i dag er det et bittert slag, tilføjer han.

Chokerende tilbageskridt

For ganske nylig gjorde EU-domstolen det klart, at det de eksisterende regler forbyder chauffører at holde deres ugentlige lange hvil i førerhuset. Samtidig er stadig flere EU-lande begyndt at håndhæve forbuddet og dele bøder ud, når det bliver overtrådt.

En håndhævelse af forbuddet kunne være et effektivt middel til at stoppe den omfattende nomadekørsel, som mange chauffører er tvunget til. Men Transportudvalget er nået frem til, at EU-dommen bør rulles tilbage.

”Et fuldstændigt forbud mod at tilbringe hvileperioder i førerhuset er uønskværdigt af praktiske og forsikringsmæssige hensyn, som er kendetegnende for vejtransportsektoren. Det er derfor hensigtsmæssigt, at førere på visse egnede lokaliteter kan tilbringe deres hviletid i førerhuset,”
hedder i betænkningen fra udvalget.

- Det er chokerende, at MEP’erne har stemt for at tilbagerulle den nylige dom fra EU-domstolen, som forbyder chauffører at tilbringe deres lange hvil i bilerne. De kan nu se frem til mange flere weekender tilbragt på rastepladser langt hjemme fra, hvor de er henvist til at lave deres mad på vejen eller i førerhuset. Man kan ikke bygge et socialt Europa på en sådan udbytning og på så elendige vilkår, siger Eduardo Chagas, generalsekretær for ETF. (brink)

 



Back to Top