Bookmark and Share

Transportarbejdere henter delsejr i EU-parlamentet


Transportarbejdere demonstrerede i sidste uge ved EU-Parlamentet mod forslag fra Transportudvalget

EU-parlamentet afviste i går sit eget transportudvalgs forslag til forringede vilkår for chauffører
15. juni 2018

Efter massivt pres fra det Europæiske Transportarbejderforbund vendte et flertal i går tommelen ned, til tre betænkninger fra dets Transportudvalget.

Betænkningerne handler alle om de ”mobilitetspakke”, som pt. er under behandling i EU-systemet.

Ifølge ETF ville forslagene betyde fortsat social dumping på vejene og forringede køre- hviletidsregler for chaufførerne.

Forslaget om køre- hviletider blev forkastet med 428 stemmer imod og 185 for. Men forslaget om nye regler for den såkaldte cabotagekørsel (udenlandske lastbiler, som efter at have leveret gods udefra kan køre lokal transport i modtagelandet) blev stemt ned med 371 imod og 231 for. 

Og et forslag om udstationering, som ville holde grænseoverskridende transport udenfor det netop vedtagne udstationeringsdirektiv blev forkastet med 371 stemmer imod og 231 for.

ETF har siden vedtagelsen i Transportudvalget mobiliseret for at skabe et flertal imod betænkningerne. Køreplanen var ellers, at de tre betænkninger uden afstemning i selve parlamentet skulle være parlamentets platform for forhandlinger med EU-kommissionen og Ministerrådet.

Det blev forpurret med gårsdagens afstemninger. I stedet er der nu åbnet op for nye forhandlinger om hele komplekset af lovgivning omkring transportsektorens løn- og arbejdsvilkår.

Afstemningen bliver da også hilst med tilfredshed af Godschaufførernes Landsklub:
- Man kan sige, det manglede fandeme bare. Det har et flot benarbejde ETF har gennemført. Det har været et hestearbejde som ETF og 3F har gjort, og som Landsklubben har bidraget til ved at indsamle dokumentation for de udenlandske chaufførers vilkår, når de kører i Danmark, siger Robert Grant, næstformand i Godschaufførernes Landsklub.

- Den kamp havde slet ikke været der, hvis der ikke havde været folk i fagforeningerne, det havde løftet opgaven med at være chaufførernes talerør. Vi var blevet kørt fuldstændigt over, af stærke økonomiske kræfter. Det her er et område, hvor de gule fagforeninger ikke har løftet en finger, siger han.

For billig vejtransport

Parlamentet har nu en måned til at strikke nye forslag sammen, som kan blive udgangspunkt for forhandlinger i den såkaldte trilog, hvor Parlament, Kommission og ministerråd går bag dobbelt lukkede døre og forhandler den endelige lovgivning.

- Det er svært at vide, hvad der kommer ud af det. Vi vil se en kompromissøgning den næste måneds tid, der forhåbentlig trækker i mere social retning. Det kan nok ikke blive værre end det der blev stemt ned. Det kan blive et skridt i den rigtige retning, hvis man får vedtaget noget, der tager mindre hensyn til virksomhederne, siger Robert Grant.

Men han er sikker på, at uanset hvad, så kommer de nye regler ikke til at løse problemerne i vejtransporten.
- Det er som om, EU-politikerne ikke har fattet, at folk bare ikke vil have det. Briterne stemte sig faktisk ud, og måske bliver italienerne det næste. Når sådanne forslag overhovedet kan nå så langt, så viser det at de modarbejder os hele tiden. Bedst som man er i gang med at lukke et hul, så åbner man et nyt. For samme dag Parlamentet vendte tomlen ned til Transportudvalgets forslag, så stiller man sig positivt til et forslag, som sparker bagdøren ind til fri leasing af lastbiler på tværs af grænserne, siger Robert Grant.

- I bund og grund handler det om den alt for billige vejtransport. Grundudgifterne er stort set de samme, så det er kun lønningerne, der kan konkureres på. Nu er selv bulgarerne ”for dyre”, så vi ser import af ukrainere og filippinere. Det ender galt, hvis de ikke lytter til os den her gang, siger han.

Også det Europæiske Transportarbejderforbund er tilfreds med udfaldet af afstemningerne, og peger på den mangel på opbakning, som parlamentet gav til betænkningerne om udstationering og køre- hviletid.

- Kompromiserne i transportudvalget fik højst 35 stemmer og var totalt i modstrid med EU-Parlamentets plenarforsamlings opfattelse af spørgsmålene om udstationering og køre- hviletid, skriver Christina Tilling, politisk sekretær i ETF i en mail til redaktionen.

- Vi kan kun hilse den majoritet, med hvilken de to mandater (til trilog forhandlingerne red.)  blev afvist med. Det giver muligheder for en ordentligt debat i plenarforsamlingen om kollektive forhandlingers rolle, om, om lønniveauer, om kvaliteten af jobbene for milloner af chauffører, skriver hun. (brink)

 



Back to Top