Bookmark and Share

Spanske havnearbejdere sikrer job




De spanske havnearbejdere har vundet en vigtig sejr i deres lange kamp for at bevare deres job
11. juli 2017

Efter punktstrejker og solidaritetsaktioner i de europæiske havne fik de spanske havnearbejderes fagforeninger 30. juni en aftale med den største arbejdsgiverorganisation ANESCO.

Aftalen betyder, ifølge de faglige organisationer, at de registrerede havnearbejdere har fået en ”100 procent jobgaranti”, skriver ITF, det internationale Transportarbejderforbund, på sin hjemmeside.

Aftalen er kommet i hus efter en række punktstrejker i de spanske havne i protest mod et regeringsdekret, som liberaliserer arbejdet i de spanske havne.

Baggrunden for konflikten er en EU-dom, som kræver de nuværende selskaber, som organiserer havnearbejdet i Spanien, opløst for at give plads til flere aktører, og dermed i realiteten ”fritstille” de registrerede havnearbejdere. Liberaliseringen truede de 6.500 havnearbejderes fortrinsret til arbejdet i havnene.

Arbejdsgiverne har tidligere i det lange forhandlingsforløb tilbudt en jobgaranti, men er løbet fra løftet. Det fik fagforeningerne til at iværksætte punktstrejker sidst i juni og en international to-timers strejke d. 29. juni til støtte for de spanske havnearbejdere.

- En stærk forenet fagbevægelse – meget synlig bakket op af hundreder af havnearbejderfagforeninger verden over – har sikret et løfte om 100 procent beskæftigelse og påbegyndelsen af seriøse forhandlinger om at sikre, at de spanske havne fortsat er sikre og fremgangsrige, siger formanden for ITF’s havnesektion, Paddy Crumlin.

Som konsekvens af aftalen har havnearbejdere indstillet strejkeaktionerne i de havne, hvor arbejdsgivernes organisation er repræsenteret. Til gengæld er der endnu ikke en løsning i sigte for havnearbejderne i de mindre spanske havne.
- Vi vil følge forhandlingerne tæt, også hvad der sker med arbejderne i de mindre spanske havne. Havnearbejderne i Spanien har kæmpet hårdt for dette fremskridt, men kampen mod undergravningen af fagforeningerne er ikke slut, siger Paddy Crumlin.

Samlet pres har virket

- De spanske havnearbejdere har kæmpet længe, det er positivt, at de nu har sikret deres job. Parterne er tydeligvis enige om, at de skal finde en løsning, som tilfredsstiller EU og det betyder selvfølgelig, at der kommer nogen kompromiser, siger Ole Nors, 3F Transport Aalborg.

Aftalen mellem parterne lægger op til et langvarigt forhandlingsforløb om en ny overenskomst, som først slutter engang til efteråret.

Ole Nors peger på, at kravet om ændringer kommer fra EU-kommissionen.
- EU-Kommissionen vil helt sikkert ikke give sig på den her sag. Men det er en sejr, fordi havnearbejderne har fået en jobgaranti, der var ellers lagt op til, at der skulle andre ind og have jobbene. Nu skal der forhandles med udgangspunkt i de rammer, som er i dag, det kan kun betegnes som en sejr. Den kampgejst og opbakning fra havnearbejderne verden over har helt sikkert også betydet noget. Det har lagt pres på arbejdsgiverne i de spanske havne, siger Ole Nors.

Stopper ikke EU

- Men udfaldet i Spanien stopper ikke EU fra at gå i gang andre steder. EU-Kommissionen vil detail-regulere, hvordan arbejdsmarkedet skal se ud i de enkelte lande. I Spanien trak de sagen for EU-domstolen og selvom parlamentet tre gange har sagt nej til at ændre et system, som både fagforeninger og arbejdsgivere var tilfredse med, så tvinges de nu til at lave det om, siger Ole Nors.

I forbindelse med den internationale aktionsdag d. 29. juni blev der holdt skurmøder i de danske havne. I en støtteudtalelse retter de danske havnearbejdere da også skytset mod EU:
- EU-kommissionen har nu i flere år angrebet havnearbejderne i EU. Men vil fjerne vores ret til arbejdet til fordel for social dumping. Kommissionen forringer havnearbejdernes rettigheder til fordel for rederierne. Kommissionen står gang på gang i spidsen for en social skævvridning af Europa, hedder det i udtalelsen som samtidig advarer om, at et EU, som forringer almindelige folks levevilkår til fordel for de store selskaber ingen fremtid har.

- Havnearbejderne i EU vil ikke vedblive med stiltiende at se på de gentagne angreb på helt almindelige rettigheder. Kommissionen skal ikke forvente den har en fremtid, hvis den fortsætter sin nuværende kurs. EU’s havnearbejdere vil gå forrest i kampen for et socialt Europa, hedder det i udtalelsen fra de danske havnearbejdere. (brink)

 



Back to Top