Bookmark and Share

Sosser vil have social protokol i EU


De svenske bygningsarbejdere demonstrerede sidste år at få betalt "regningen" for Lavaldommen

Landsorganisationerne i Sverige, Tyskland og Østrig vil sammen med landenes socialdemokratier have en social protokol i EU-traktaten
15. december 2014

Det var en opsigtsvækkende dagsorden, da der lørdag var minitopmøde i Sverige. Aldrig før har man set ledere fra EU-lande mødes for at diskutere social dumping og samles om et krav om en social protokol, som sætter faglige rettigheder over EU’s grundlov om fri bevægelighed.

Men det var dagsordenen da den svenske statsminister, Löfven mødtes med den Østrigske kansler Werner Faymann og den tyske vicekansler Sigmar Gabriel. De tre socialdemokratiske ledere havde deres respektive LO-formænd med til mødet.

De tre landsorganisationer vil nu sammen med de tre partier arbejde sammen om at sætte en social protokol på EU’s dagsorden. Udgangspunkter er den social protokol, som den Europæiske Faglige Sammenslutning allerede i 2008 foreslog.

Protokollen skal være en del af EU’s traktatgrundlag, og skal en gang for alle fastslå, at de faglige rettigheder står over det indre markeds fri bevægelighed for kapital, varer, tjenester og arbejdskraft.

- Det er urimeligt at borgere fra EU’s fattigste lande arbejde i rigere EU-lande på meget dårligere vilkår, man kan ikke leve for bulgarske, rumænske eller portugisiske lønninger i Hamburg, sagde den tyske vicekansler, Sigmar Gabriel efter mødet.

- Arbejderbevægelsen i de tre lande vil lave en fælles gruppe som skal arbejde med spørgsmålet om ordentlige vilkår. Det kan betyde et konkret arbejde for at ændre direktiver og når traktaten en gang skal diskuteres, så skal det med, som vi mener, mangler – en social dimension, sagde Löfven ifølge Aftonbladet.

- Det skal være tydeligt, at EU’s regler gør det muligt, at hvert land håndtere sit arbejdsmarked, som man selv ønsker, sagde han. Han pegede på en ændring af udstationeringsdirektivet, som et middel til at ændre den nuværende situation indtil der kommer en traktatændring.

EU-domstolens dom over de svenske bygningsarbejdere i Laval-sagen har betydet, at fagbevægelsen ikke kan konflikte for at sikre lige vilkår for udstationerede arbejdere. Ifølge fagbevægelsen, så betyder Laval-dommen, at udstationeringsdirektivet i stedet for at være det gulv, der angiver et minimum for udstationerede arbejdere i stedet er blevet et maksimum, som fagbevægelsen ikke kan stille krav, som går ud over.

EU i utakt med faglige rettigheder

I Sverige førte dommen til Laval-loven som begrænser konfliktretten, noget både ILO og Europarådet mener, er i strid med internationale konventioner.
- Det er naturligvis fuldstændigt uacceptabelt at EU og Sverige i dag ikke respekterer ILO’s kernekonventioner. Det handler om menneskelige rettigheder, konstaterer Johan Danielsson, fra svensk LO’s internationale afdeling.

- Jeg er overbevist om, at dagens situation, hvor virksomheder kan konkurrere på det europæiske arbejdsmarked med lave lønninger og usle arbejdsvilkår truer den folkelige accept af den fri bevægelse. Dermed risikerer man at sætte støtten til EU-samarbejdet over styr. Den eneste måde på lang sigt at sikre retten til frit at bevæge sig over grænserne i Europa er at sikre lige behandling af arbejdstagere, skriver han.

Allerede sidste år, præsenterede svensk LO og S en aftale om, hvordan de vil stille sig, når EU-traktaten skal ændres næste gang. Konklusionen er, at en styrkelse af de faglige rettigheder er en forudsætning, hvis svensk arbejderbevægelse skal støtte en ny traktat.

Aftalen peger også på, at det er nødvendigt at skabe brede alliancer i EU, hvis det skal lykkes at styrke de faglige rettigheder.
Lørdagens mini-topmøde er et første skridt i det arbejde, vurderer Johan Danielsson. (brink)

 



Back to Top