Bookmark and Share

Social søjle klar til fejring




EU får en social søjle på topmødet i næste måned, men uden en social protokol, som sætter de faglige rettigheder over markedet
26. oktober 2017

EU-landenes beskæftigelsesministre godkendte mandag EU’s sociale søjle, så den kan vedtages med pomp og pragt på det ”sociale topmøde” i Gøteborg i næste måned. Det var et enigt ministerråd som nikkede ja til teksten om ”Den europæiske søjle af sociale rettigheder”.

Det nye EU-dokument ændrer ikke ved de eksisterende magtforhold eller EU-juraen, i stedet opridser den en række rettigheder og principper. Eller som generaldirektøren for fagbevægelsens europæiske tænketank, ETUI Philippe Pochet har formuleret det:

”Projektet skal realiseres i form af en social søjle af rettigheder og princippet fordelt på 20 områder, som skal forestille at garantere og forbedre acquis communautaire (EU’s samlede love- og regler red.). Med de i alt 15 dokumenter som forslaget omfatter, er resultatet hverken særlig organiseret eller særlig klart. Mange forslag ligner mere et arbejdsprogram (F.eks. dem som handler om ansættelseskontrakter, adgang til social beskyttelse, balancen mellem arbejde og liv osv.). I stedet for en struktureret plan så er der nærmere tale om en analyse af faren for et kollaps for det europæiske projekt, hvis der ikke kommer en social dimension, et forsøg på at redde Europa efter en periode, hvor nedskæringspolitikken (austerity) har hærget”.

Den danske beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen var da også hurtig til at nedtone betydningen af søjlen efter han havde nikke ja til den.
- Danmark er ikke blandt de lande, der har efterspurgt den europæiske søjle af sociale rettigheder. Derfor har det været afgørende for den danske regering at sikre, at det klart fremgår af indledningen til søjlen, at der er tale om politiske principper, og at søjlen ikke indebærer yderligere kompetencer til EU. Ligeledes har det været en dansk prioritet, at arbejdsmarkedets parters autonomi respekteres, siger han i en pressemeddelelse.

Hos den Europæiske Faglige Sammenslutning opfordrer man EU og medlemslandene til at komme i arbejdstøjet og føre intentionerne ud i livet:
- Arbejderne i Europa forventer hurtig handling og ny lovgivning om f.eks. fædreorlov, bedre arbejdsmiljø og bedre arbejdsbetingelser og adgang til social sikkerhed, siger EFS-sekretær, Esther Lynch i en kommentar.
Og så minder hun om, at EU-kommissionen og parlamentet kun han 18 måneder til ”at gøre en forskel, så der er ingen tid at spilde”.

Minus social protokol

Det står fast at den sociale søjle ikke rokker ved det eksisterende retsgrundlag, og den sociale protokol, som fagbevægelsens bredt i Europa støtter er ikke nævnt med et ord i erklæringen.

Den sociale protokol, som EFS foreslog for 10 år siden, kræver traktatændring men vil samtidig betyde, at de faglige rettigheder en gang for alle får forrang over de økonomiske friheder i det indre marked. Med den gældende retstilstand i EU er situationen omvendt, og faglige rettigheder er i en række EU-domme blevet underordnet retten til fri bevægelighed.

Med den vedtagne sociale søjle kan både fagbevægelsen og EU-parlamentet konstaterer, at deres krav om at en social protokol skulle indgå i søjlen er blevet ignoreret af EU-kommissionen og medlemslandene.
EU-parlamentet vedtog i januar en betænkning, hvor netop den sociale protokol – temmelig overraskende - indgik som krav til søjlen. Betænkningen indeholdt også en række andre mere vidtgående faglige krav, som ikke er med. (brink)

 



Back to Top