Social dumping: Hvad gør vi ved det?
2. december 2010 er der landsdækkende konference for tillidsfolk: Hvordan beskytter vi os mod social dumping
Af Finn Sørensen, Fagbevægelsen mod Unionen.
2. december 2010 er der landsdækkende konference for tillidsfolk: Hvordan beskytter vi os mod social dumping.
Spørgsmålet om et værn mod social dumping/løndumping kom allerøverst på dagsordenen ved årets overenskomstforhandlinger. Det er ikke så mærkeligt. Krisen har ikke – som nogle troede – mindsket problemet, tværtimod. Avisen.dk har for nylig dokumenteret at 44.000 arbejder som udstationeret fra andre EU-lande, men der er kun registreret få hundrede!
Løber fra regningen
Det betyder, at løndumping og østeuropæiske firmaers plat og svindel foregår med uformindsket styrke. Mange af dem løber fra regningen. De betaler ikke løn til deres arbejdere, de betaler ikke bod til fagforeningerne, de betaler ikke moms og skat. Senest er det dokumenteret, at rengøringsbranchen er hårdt plaget af ”kædesvig”, hvor sorte penge vaskes hvide gennem udlicitering i op til 10. led!
Samfundsproblem
Flere og flere indser, at dette ikke kun er et problem for de arbejdere det går ud over. Det er et samfundsproblem. Det er baggrunden for, at S og SF nu taler om, at der ”om muligt” skal indføres et såkaldt ”kædeansvar”, som det ikke lykkedes at komme igennem med ved overenskomstforhandlingerne.
Brug for afklaring
Der er brug for, at vi i fagbevægelsen får en grundig diskussion om, hvad vi stiller op. Hvordan sikrer vi et ordentligt værn mod social dumping? Gør vi det faglige arbejde godt nok? Skal vi have ændret EU´s regler? Skal vi have dansk lovgivning, der beskytter vores overenskomster?
Diskussionen kører allerede i mange fagforeninger og på mange arbejdspladser. Der er brug for at præcisere tingene, og samles om konkrete forslag.
Konference 2. december
Derfor har Fagbevægelsen mod Unionen og Folkebevægelsens faglige udvalg taget initiativ til en landsdækkende konference for tillidsfolk og fagligt aktive. Der er allerede tilsagn fra en række fagforeninger om at være medarrangører, og flere vil komme til. Konferencen finder sted d. 2. december 2010 hos 3F Bygge-Jord og Miljøarbejdernes fagforening. Store dele af programmet er allerede på plads.
Der bliver oplæg fra arbejdsmarkedsforskere, tillidsfolk, faglige ledere, og folketings- og eu-parlamentarikere.
Hold øje med det – og sæt kryds i kalenderen!



