Bookmark and Share

Sømmene næsten slået i nyt udstationeringsdirektiv


- Der er ingen tvivl om, at det nye direktiv giver en bedre beskyttelse for udstationerede arbejdere end det gamle. Der er taget nogen skridt, selvom vi ikke er kommet så langt, som vi fra parlamentet havde ønsket. Det er skrevet ind, at man har ret til at kræve kollektive overenskomst og tage kampskridt for at få det. Og vi får udvidet løngrebet, så det ikke længere kun er mindstelønnen, udstationerede har ret til. Det er ikke ligeløn men en bedre beskyttelse end i dag, siger Rina Ronja Kari.

En stor sejr, kalder den socialdemokratiske parlamentstalsmand udfaldet, godt skridt men ikke ligeløn, siger folkebevægelsens Rina Ronja Kari, som beklager at hele transportområdet er kørt ud på et vigespor
01. marts 2018

Sent i aftes nåede de langvarige forhandlinger om et nyt udstationeringsdirektiv næsten i mål, men et forståelsespapir mellem Ministerråd, EU-parlament og EU-kommissionen.

Og Kommissæren for området kunne på et pressemøde torsdag formiddag erklære at hun var glad, samtidig konstaterede hun, at der nu var enighed om, at udstationerede arbejdere skal have de samme vilkår, som den nationale arbejdskraft. Med andre ord er slagordet om ”lige løn for det samme arbejde på samme sted” på vej til at blive virkelighed.

Helt så enkelt stiller sagen sig ikke, set fra Folkebevægelsen mod EU’s medlem af parlamentet Rina Ronja Kari. Hun har som skyggeordfører i parlamentet deltaget i trepartsforhandlingerne om direktivet, og hun mener ikke, at man kan konkluderer, at direktivet sikrer lige løn for lige arbejde.

- Hvorfor betyder det nye direktiv ikke lige løn for lige arbejde, sådan som flere socialdemokratiske EU-parlamentsmedlemmer har været ude at sige?

- Man kan spørge, hvad vil det kræve at sikre lige løn? Det ville kræve at lokale overenskomster kan gøres gældende overfor dem der udstationerer. Det ligger ikke i direktivet, det er nationalt dækkende overenskomster, som man kan gøre gældende. Det udelukker stadig en masse overenskomster, sådan som de tyske fagforeninger har påpeget. Selvom vi har fået udvidet ok-begrebet fra ”universelle” overenskomster i det gamle direktiv til nationalt dækkende overenskomster, det betyder at flere overenskomster er omfattet, siger Rina Ronja Kari.

- Vi havde fra parlamentet ønsket, at direktivet skulle anerkende, at alle overenskomster kan være gældende, siger hun. Nu er det er svært at gennemskue, hvad det kommer til at betyde, og det er noget som skal afprøves, for overenskomstsystemerne er skruet meget forskelligt sammen i medlemslandene, siger hun.

- Der er ingen tvivl om, at det nye direktiv giver en bedre beskyttelse for udstationerede arbejdere end det gamle. Der er taget nogen skridt, selvom vi ikke er kommet så langt, som vi fra parlamentet havde ønsket. Det er skrevet ind, at man har ret til at kræve kollektive overenskomst og tage kampskridt for at få det. Og vi får udvidet løngrebet, så det ikke længere kun er mindstelønnen, udstationerede har ret til. Det er ikke ligeløn men en bedre beskyttelse end i dag, siger Rina Ronja Kari.

Ifølge den socialdemokratiske talsmand i EU-parlamentet, Agnes Jongerius så er de tre parter også enige om, at direktivet også giver ret til en række af de tillæg, som findes i de nationale overenskomster, det indbefatter også tillæg for dækning af kost, logi og rejseomkostninger i forbindelse med udstationeringen.

Den udlægning er Rina Ronja Kari ikke enige i.
- Vi er enige om at gå fra mindsteløn til aflønning. Men hvordan det skal gøres op, er vi faktisk ikke færdige med at diskutere. F.eks. tolker jeg aftalen sådan, at spørgsmålet om transportudgifter er overladt til hjemlandets regler og ikke til dem som gælder f.eks. i danske overenskomster, siger hun.

Maksimumsdirektiv

Det nye udstationeringsdirektiv er stadig et maksimumsdirektiv, hvor der bliver listet en række rettigheder op, som medlemslandene ikke kan gå ud over. Det gældende direktiv blev indtil Laval-dommen i 2007 opfattet som et såkaldt minimumsdirektiv, som gav landene ret til at gå videre, det var det EU-domstolen kuldkastede, og som åbnede for den sociale dumping, som er den inderste kerne i hele spørgsmålet om udstationering af arbejdere fra et EU-land til et andet.

- Det er der ikke ændret ved, det bliver de ting som er skrevet ind i direktivet, som man kan kræve for udstationerede. Fra parlamentets side var det et vigtigt punkt, at få direktivet dobbelt lovfæstet, dvs. at det ikke kun skulle være en del af lovgivningen for det indre marked, men også i Lissabontraktatens paragraf 153, som handler om at sikre ordentlige arbejdsvilkår. Det lykkedes ikke, så det indre markeds friheder står stadig over de faglige rettigheder, siger Rina Ronja Kari.

Chauffører på vigespor

Hele spørgsmålet om vilkårene for de tusinder af chauffører fra Østeuropa, som lever og arbejder på de vesteuropæiske motorveje og rastepladser, blev kørt ud på et vigespor under forhandlingerne.

- Med henvisning til, at EU-Kommissionen arbejder med en vejpakke blev chaufførerne helt udeladt af direktivet, de bliver ikke omfattet af det nye udstationeringsdirektiv, siger Rina Ronja Kari.

Der står ganske vist i teksten, at hvis vejpakken ikke har løst problemerne om fem år, så skal EU-Kommissionen lave en vurdering af, om den skal genoverveje om transportsektoren skal skrives ind i direktivet.

- Men som bekendt er det Kommissionen som har initiativretten, og hvis de ikke stiller forslag, så kan vi som parlament ikke gøre noget, konstaterer Rina Ronja Kari.
Det sidste forhandlingsmøde, hvor spørgsmålet om, hvordan lønnen i praksis skal gøres udstationerede arbejdere er sat til den 19. marts.

De endelige tekster er ikke offentliggjort, i første omgang skal dels parlamentet og dels Ministerrådet tage stilling til kompromisset. Men som det blev klart med Laval-dommen og flere efterfølgende domme, så ligger djævelen som oftest i detaljen, når det handler om det indre marked og de faglige rettigheder. (brink)

 



Back to Top