Bookmark and Share

Optjeningskrav rammer både danskere og udlændinge




Nye skrappe krav til optjening af dagpengeret og sociale ydelser kan også ramme danskere hårdt, advarer A-kassernes Samvirke. Bevidst forsøg på at skabe fattigt proletariat, der kan trykke lønnen, mener Enhedslisten
08. februar 2018

Skatteaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti strammer endnu engang vilkårene for at optjene dagpengeret og andre sociale ydelser.

Ifølge aftalen skal man have haft ophold i Danmark, EU eller EØS i 7 ud af de sidste 8 år for at være berettiget til dagpenge.

Kravet skal angiveligt indføres for at begrænse udlændinges adgang til dagpengesystemet. Men det vil utilsigtet ramme mange danske statsborgere hårdt, skriver A-kassernes Samvirke.

Kravet betyder, at hvis man har arbejdet eller været væk fra Danmark i godt et år, så går der syv år før man har ret til dagpenge, eller en række andre ydelser. I stedet er man henvist til den lave såkaldte integrationsydelse.

- Opholdskravet lægger reelt hindringer ud for danskernes muligheder for at søge arbejde ude i verden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at danskere skal straffes, fordi de tager et job i f.eks. USA eller Australien. Hvis man har været medlem af en dansk a-kasse i 20 år, så vil 13 måneders arbejde i f.eks. Canada betyde, at man først kan blive berettiget til dagpenge igen, når man har opholdt sig i Danmark i 7 år. Er det virkelig det, man politisk ønsker, spørger formanden for danske A-kasser, Torben Poulsen.

- Opholdskravet ligner en hovsaløsning i jagten på at begrænse udlændiges adgang til danske velfærdsydelser. Men er det nu også udlændinge, som man rammer? Nu er aftalen ikke videre præcis, og vi ved ikke, hvordan den skal udmøntes. Generelt bør man undersøge konsekvenser ordentligt, inden man skrider til handling, siger Torben Poulsen.

Fattige skal presse lønnen

I Enhedslisten raser beskæftigelsesordfører Finn Sørensen og skærpelsen af kravene til at få dagpenge og andre forsørgelsesydelser. Det er et bevidst forsøg på at skabe en stor gruppe fattige, der kan bruges til at presse lønnen ned, mener partiet.

- Asocialt, er et mildt ord for de skrappe optjeningskrav til udlændinges og udlandsdanskeres ret til dagpenge, kontanthjælp og andre sociale ydelser. Konsekvensen vil være, at vi får en voksende gruppe i det danske samfund, som ikke har ret til social sikring, eller kun til meget lave ydelser. For at overleve, vil de være tvunget til at tage de dårligste job til den laveste løn. Det er et angreb på lønmodtagernes tryghed ved arbejdsløshed og sygdom, siger han.

- Danske lønmodtagere har ingen interesse i, at vi får en voksende gruppe uden social sikring og uden ret til velfærdsydelser. Det vil true sammenholdet på arbejdspladserne, og det vil kun være arbejdsgiverne der har glæde af det. Hvis alle er bange for at blive fyret eller komme ud for en arbejdsulykke, så har solidariteten trange vilkår, og arbejdsgiverne kan skalte og valte som de vil. Det er regeringen og DF fuldt bevidste om, siger Finn Sørensen. (brink)

 



Back to Top