Bookmark and Share

Omkamp om arbejdstid




EU-kommissionen fastholder frivillighed i nyt forslag til arbejdstidsdirektiv. – Jeg kan ikke se, hvordan fagbevægelsen kan købe en pakke der fastholder at man kan stå uden for direktivet, siger EFS generalsekretær, John Monks
22. december 2010

EU-kommissionen har givet de europæiske parter på arbejdsmarkedet to måneder til at give deres bud på et nyt arbejdstidsdirekiv. Efter en første høringsrunde, mener kommissionen, at der er visse muligheder for at parterne kan enes, og den opfordrer til direkte forhandlinger mellem den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS og deres modpart.

- Denne anden høring af arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter fokuserer på en gennemgang af deres holdninger, så det kan blive lettere at nå frem til en aftale om revision af EU-reglerne om arbejdstid. Den nuværende situation er ikke holdbar, hverken politisk eller juridisk, sagde László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse ved præsentationen.

Revisionen af direktivet, som skal beskytte arbejdstagere mod uhæmmet lange arbejdstider, har været på dagordenen siden 2004. Men i april 2009 afviste EU-parlamentet et forslag, som Kommissionen og EU-landene ellers var enedes om. Det skete efter fagligt pres bl.a. fordi forslaget videreførte en kattelem, den såkaldt opt-out, som gør det muligt at frasige sig direktivet.
Derfor forsøger kommissionen en gang mere:
- Der er behov for at starte forfra, og der er brug for en ny tilgang på EU-plan til arbejdstid. Det bliver ikke nemt, men jeg er sikker på, at den nye rapport om gennemførelsen af de eksisterende regler vil hjælpe os med at lade fortidens diskussioner bag os og finde en afbalanceret løsning, som imødekommer de faktiske behov hos både arbejdstagerne, forbrugerne og erhvervslivet i det 21. århundrede, sagde Andor.

Udover det faktum, at en stribe lande bruger tillader brugen af opt-out, hvor arbejdstagere ”frivilligt” siger ja til at arbejde mere end direktivet tillader, så er det problemet med rådighedsvagter, som skaber størst problem. EU-Domstolen har fastslået, at vagerne tæller med som arbejdstid, det vil mange medlemslande have lavet, de mener det skaber problemer på bl.a. hospitalerne.

Væk med kattelemmen

Kommissionen opstiller forskellige modeller for en løsning af knuderne, men umiddelbart møder det ikke forståelse hos EFS.
- EFS er skuffet over udspillet. Det viser ingen politisk vilje til at gøre en ende på opt-out og forlængelse af referenceperioden uden sikkerhed i kollektive overenskomster, lyder reaktionen fra den faglige sammenslutning.

Referenceperioden henviser til, at kommissionen lægger op til, at den periode som den maksimale arbejdstid kan gøres op over forlænges i forhold til det gældende direktiv. EFS fastholder, at målet med en revision af direktivet fortsat må være at beskytte arbejdernes sundhed og sikkerhed.

Selvom kommissionen opfordrer parterne til at forhandle en løsning, så er det svært at se et kompromis.EFS fastholder de krav, som organisationen har stået på i hele forløbet, det gælder bl.a.: Væk med kattelemmen, respekter rådighedsvagter som arbejdstid, arbejdstiden skal tælles pr. arbejder og ikke pr. kontrakt.

- Det faktum, at forslaget ikke gør en ende på opt-out muligheden eller i det mindst udfaser den, viser, at kommissionen ikke har taget sin forpligtigelse efter chartret for grundlæggende rettigheder alvorligt: At garantere alle arbejdere i EU retten til grænser for arbejdstiden i respekt for hans og hendes sikkerhed og værdighed på arbejdet, siger John Monks, generalsekretær EFS.

- Jeg kan ikke se, hvordan fagforeninger kan godkende en pakke, som fastholder opt-out og forlænger referenceperioden uden seriøse garantier, siger han. (brink)

 



Back to Top