Bookmark and Share

Nu bliver EU endnu værre




Efter Syrizas monumentale overgivelse i juli vil kursen blive sat mod et endnu værre EU. Det kan også blive dyrt for os højt mod nord.
28. august 2015
Af Kenneth Haar, researcher Corporate Europe Observatory

I løbet af sommeren blev lyset slukket for det græske venstrefløjseksperiment. Den 13. juli valgte den græske regering at kaste håndklædet i ringen og acceptere en række krav fra kreditorerne i trojkaen (Den Europæiske Centralbank, Kommissionen, IMF) og regeringerne i eurozonen.

Ydmygelsen var total. Grækerne blev bedt om at sætte privatiseringer i gang for cirka 380 milliarder kroner, og det var endda bare en slags tillidsskabende foranstaltning – noget de skulle gøre, før forhandlingerne om en langsigtet lånepakke kunne gå i gang. Derefter fulgte en aftale, som vil låse grækerne fast på en nyliberalistisk kurs i tre år.

Syriza-regeringen gik til valg på at kvitte nedskæringspolitikken, og på at forandre EU – i stedet blev det Syriza selv, der blev forandret, og dét med en kovending ingen kan matche.

Da grækerne hejste det hvide flag, hejste franskmændene og tyskerne piratflaget, kunne man sig.

For de fleste danskere er den græske nedtur fjern musik, og om musikken er dyster eller munter opfattes ikke som noget, der gør den store forskel. Danmark er ikke i samme økonomiske morads, ikke medlem af eurozonen, ikke under kreditorernes tøfler. Men der er nu alligevel gode grunde til at være bekymret – også højt mod nord.

Syrizas valgsejr i slutningen af februar i år var en foreløbig kulmination på den omfattende folkelige modstand mod den nedskæringspolitik, der har været ført siden eurokrisen satte ind i 2010, og som EU har et hovedansvar for. Af andre tegn på modstanden finder vi store folkelige bevægelser i Spanien, fremvæksten af et nyt venstrepopulistisk parti (Podemos), spirer til en ny venstrefløj i Italien, massedemonstrationer i Portugal, og meget mere. Men ingen andre er nået så langt som grækerne – til at gribe regeringsmagten.

Derfor repræsenterede Syriza den første store udfordring for et EU, der i de senere år har taget stormskridt om fælles regler for økonomisk politik, herunder finanspolitik. Uden at fratage premierminister Tsipras for et ansvar, må vi i dag konstatere, at de mødte deres overmænd og blev trynet.

Det vil få betydning for EU’s udvikling i de kommende år. Da grækerne hejste det hvide flag, hejste franskmændene og tyskerne piratflaget, kunne man sige. Den 20. juli, bare en uge efter det dramatiske møde hvor grækerne knækkede, trådte den franske premierminister Hollande i karakter, og opfordrede til en hurtig indsats for en stærk frontgruppe i EU, eurozonegruppen. Den skal have eget budget, eget parlament, fælles økonomisk politik, og skal sikre sig, at de, der virkelig vil udvikle EU, ikke sænkes af småstater og briters bremsemanøvrer.

Der er ikke noget galt i fællesskab, men dét fællesskab Hollande inviterer til, er ikke en demokratisk klub. Sammen med Tyskland, eller snarere anført af Tyskland, vil han drive EU endnu længere mod centraldirigeret nyliberalisme. Det kan være en trøst, at Danmark ikke er med i eurozonen. Men i de senere år er det blevet klart, at det betyder mindre og mindre. Derfor må vi kridte skoene. Vi risikerer også at betale en pris for det græske nederlag.



Back to Top