Bookmark and Share

Norske havnearbejdere under dobbelt ild


Demonstration i havnen ved Oslo i marts 2015, blokaden fortsætter mod et tyrkisk selskab som har overtaget containerhavnen, men som nægter at indgå overenskomst

EU-retten trækkes ind i sag om havnearbejderjobs i Drammen
10. august 2015

Norske havnearbejderes blokadevarsel i mod danskejet firma i Drammen skal for Efta-domstolen, som skal tage stilling til, om blokaden strider mod EU’s konkurrenceregler.

Efta-domstolen er “lille-broder” til EU-domstolen og dømmer i sager, hvor EØS lande som Norge er involveret. EØS-landene er underlagt de samme regler som gælder for EU’s indre marked.

Det er den norske højesteret, som har sendt sagen til Efta-domstolen for at få afklaret, om de norske havnearbejderes blokadevarsel mod speditionsfirmaet Holship Norge AS er i strid med EØS-aftalens konkurrenceregler. Det hævder det danskejede firma, som også hævder at havnearbejdernes fortrinsret til at losse og laste skibe forhindrer virksomheder fra andre EU/EØS lande i at etablerer sig i landet og dermed strider mod etableringsretten.

Samtidig er havnearbejdernes overenskomst under angreb fra arbejdsgiverforeningen Bedriftsforbundet, som organiserer små og mellemstore virksomheder. Arbejdsgiverne har klaget til Europarådets komite for sociale rettigheder med en påstand om, at overenskomsten krænker foreningsretten.

De juridiske skoleridt med højesterets forespørgsel hos Efta-domstolen og klagen til Europarådet kommer på et tidspunkt, hvor havnearbejderne i flere norske havne er i konflikt for at indgå overenskomst.

Sagen fra Drammen handler om et blokadevarsel mod Holship, som nægter at indgå overenskomst med det norske transportarbejderforbund, NTF. Holship vil i stedet for havnearbejderne i Drammen bruge sine egne folk til at laste og losse.

Sagen har allerede været behandlet ved to instanser i det norske retssystem, hvor NTF fik medhold i sin ret til at blokere for at opnå overenskomst. Men arbejdsgiverne har bragt sagen helt til tops i retssystemet.

ILO-konvention på spil

Men det danske firmas påstand om at NTF overenskomsten er i strid med EU-retten bringer samtidig et gammelt spørgsmål om EU forhold til ILO-konventionerne i spil.

Havnearbejdernes overenskomst er nemlig en udmøntning af FN’s arbejdsorganisation, ILO’s konvention nr. 137 fra 1973 om ”de sociale konsekvenser af nye lastemetoder i havnene”.
Konventionen pålægger medlemsstaterne at føre register over alle typer havnearbejd, og at give de registrerede havnearbejdere fortrinsret til arbejdet.

Netop fortrinsretten til arbejdet er central i overenskomsten, og den bestemmelse i ILO-konventionen arbejdsgiverne verden over forsøger at komme af med eller omgå.
Havnearbejdernes overenskomst er indgået med den store norske arbejdsgiverforening, NHO, som Holship ikke er medlem af. I stedet påberåber firmaet sig en overenskomst, de har indgået med det norske arbejdsmandsforbund. Men den handler om rengøringsarbejde og ikke havnearbejde, påpeger NTF.

Havnearbejdernes fortrinsret til arbejdet administreres af særlige havnekontorer. Hvis Holship indgår overenskomst med NTF vil de være forpligtet til at bestille laste og losningsarbejde der, og havnekontoret afgør selv, om de kan stille folk til opgaven eller om firmaet må bruge sine egne folk til en given opgave. 

Det bliver nu op til ”den lille” EU-domstol, Efta-domstolen at vurderer, om blokadevarslet, den norske overenskomst og i sidste ende om ILO-konventionen er i strid med det indre markeds friheder.

Og selv om de norske arbejdsgivere har tabt alle sager om havnearbejdernes fortrinsstilling til havnearbejde siden en højesteretsdom sidst i 90’erne blåstemplede ordningen, så kan Efta-domstolen vende op og på retstilstanden. Sådan som det skete, da EU-domstolen med en vejledende udtalelse i 2007 i kriminaliserede den svenske fagbevægelses blokade af det lettiske firma Laval. (brink)

Kilde: EU & arbetsrätt nr. 2 2015



Back to Top