Bookmark and Share

Når strejkeretten kommer på tværs




Den svenske regering overvejer at indskrænke strejkeretten som svar på havnekonflikt i Gøteborg, men det kan få langtrækkende konsekvenser advarer Havnearbejderforbundet
08. januar 2018

Den svenske arbejdsmarkedsminister Ylva Johansson (S) sagde i sidste uge til Sveriges Radio, at der sandsynligvis er brug for ny lovgivning for at indskrænke strejkeretten, når det handler om at fremtvinge en kollektiv aftale på en arbejdsplads, hvor der allerede er en overenskomst.

- Den svenske model fungerer ikke, som der var tænkt i det her tilfælde (havnekonflikten i Gøteborg red.) derfor er jeg klar til at gå så langt som med lovgivning, i en sag som for os socialdemokrater naturligvis er meget følsomt, sagde Ylva Johanson.

Sidste år bestilte den socialdemokratisk ledede regering en såkaldt udredning, som skal se nærmere på strejkeretten. Baggrunden er en langvarig konflikt i Gøteborg havn, mellem det Mærsk ejede APM Terminal og havnearbejderne organiseret i Svensk Havnearbejderforbund. Forbundet står uden for LO-familien, og det er det svenske Transportarbejderforbund, som har overenskomsten på havnen, på trods af, at

Havnearbejderforbundet organiserer 85 procent af arbejderne.

Konflikten i havnen handler grundlæggende om, at arbejdsgiverne har tegnet overenskomst med LO-Forbundet Transport i stedet for med den største fagforening på arbejdspladsen, Havnearbejderforbundet. Det betyder at de fleste havnearbejdere ikke er bundet af fredspligten, og det er helt efter de gældende spilleregler, skriver den rød-grønne web-avis, ETC.

Fagbevægelsen tager afstand

Både Transportarbejderforbundet og svensk LO tager afstand fra den socialdemokratiske ministers udmelding. 

Transportarbejderforbundets ordførende, Tommy Wreeth skriver på forbundets facebookside: I anledning af Ylva Johanssons udtalelse vil vi understrege. Det er både forbløffende og dybt urovækkende, at regeringen er klar til at lovgive i det her spørgsmål, og vi kommer aldrig til at stille os bag et sådant forslag.

Også LO’s aftalesekretær Torbjörn Johansson er stærkt kritisk, og mener ikke, at ministeren bør udtale sig inden udredningen foreligger. Til ETC siger han, at hvis der kommer skarpe forslag om at indskrænke konfliktretten, så vil LO modsætte sig det.

Men han mener samtidigt at Havnearbejderforbundet burde skrive under på den sammen aftale som Transport har indgået, eller også tage konsekvensen og tage en storkonflikt mellem forbund og arbejdsgiverne
– Den svenske model bygger jo på, at en sådan situation skal afgøres ved at styrkeforholdet prøves, siger han til ETC.

Bagbinder fagforeningerne

Hos Havnearbejderforbundets afdeling fire i Gøteborg, frygter man langsigtede konsekvenser af en lovændring.

- Med en lovændring bagbinder man fagforeningerne, når arbejdsgiveren shopper efter billige overneskomster, eller en mere føjelig modpart, som gør som de siger uden at gøre knuder, siger talsmanden Erik Helgeson til ETC.

- Der er et demokratisk aspekt her, det rimelige er jo, at arbejdstagerne vælger, hvilket forbund man vil være medlem af, og at forbundet så tegner overenskomst. Men sådan er det ikke i havnene. Vi er størst, men har været udelukket fra kollektive aftaler i 45 år, siger han.

Erik Helgeson tror, at der i Socialdemokratiet findes en vilje til at komme af med de forbund, som ikke indgår i LO-familien. Men regeringens vilje til at lovgive sig ud af havnekonflikten kan få langtrækkende konsekvenser.

- Man vil gerne af med faglige konkurrenter. Men effekten kan i stedet blive at arbejdsgiverne får et værktøj til at smadre hele deres organisationsplan, siger Erik Helgeson til avisen.

Han tror, at der i LO-familien findes en naiv tro på, at lovgiverne kan lægge et klinisk snit, så det kun er Havnearbejderforbundet og muligvis nogle brandmænd, som rammes af en lovændring.
- Vi tror tværtimod, at det ikke er det det handler om for Svensk Næringsliv (arbejdsgiverorganisationen red.). For dem handler det om de store fordele det kan hente ved at shoppe overenskomster på andre områder, siger Erik Helgeson.

Han henviser til eksempler på at man har sat nyt navn op arbejdsopgaverne og omdefineret de ansatte til tjenestemænd for bagefter at forhandle med et andet fagforbund.
- Det sket for elektrikerne i foråret. Man skifter arbejdsgiverorganisation og hævder, at man allerede har en kollektiv overenskomst, som dækker alle tjenestemænd. Bagefter måtte elektrikerne varsle strejke for at forsøge at vinde sin egen aftale tilbage. Med en lovændring forsvinder den mulighed, siger han til ETC.

Konflikt i baglås

I stedet for at bidrage til en løsning, så har regeringens initiativ med en udredning betydet, at konflikten er gået helt i hårdknude, skriver det politiske site, Politism:

- Arbejdsgiveren, APM Terminal har nemlig ikke længere nogen som helst interesse i at forhandle sig frem til en løsning på konflikten. De er ikke klar til at vige en tomme, men venter roligt på lovgivning fra Ylva Johansson. Udredningen gør det umuligt for parterne, som i forvejen stod langt fra hinanden, at nå en aftale, hedder det. (brink)

 



Back to Top