Bookmark and Share

Når fagbevægelsen kobles af




Lokalaftaler uden om fagforeningerne undergraver de kollektive overenskomster i flere EU-lande
15. februar 2018

Allerede i 2015 konstaterede den Europæiske Faglige Sammenslutning, at det kollektive aftalesystem i Grækenland var brudt sammen. Det skyldtes bl.a. at Trojkaen (EU, IMF og ECB) havde fået gennemtrumfet, at de græske arbejdsgivere kunne frigøre sig fra de landsdækkende overenskomster og i stedet indgå ”decentrale” aftaler på de enkelte virksomheder.

FN’s internationale arbejdsorganisation har fordømt indgrebet og peget på at det strider mod ILO’s konventioner. Trods det er der ikke taget skridt til at genoprette de faglige rettigheder i Grækenland på det punkt.

Tværtimod, så er der flere EU-lande, som har fået smag for det greb. Den belgiske sociologiprofessor, Valeria Pulignano peger i et indlæg på Socialeurope.eu på den franske præsident Macrons arbejdsmarkedsreform som det seneste eksempel, men også i Italien har der bredt sig en praksis med såkaldte ”pirat-overenskomster.”

- Ukoordineret decentralisering af kollektive forhandlinger kan give virksomheder mulighed for at lave deres egne aftaler med arbejderne, i stedet for at være tvunget til at følge overenskomster, der dækker hele industrien og er indgået med repræsentative fagforeninger. Hvad er de sociale konsekvenser og hvem vinder og taber mest, spørger Valeria Pulignano.

Macron’s seneste arbejdsmarkedsreform giver små og mellemstore virksomheder, med under 50 ansatte mulighed for at forhandle direkte med de ansatte uden fagforeningens indblanding, når det handler om arbejdstid, løn og overtid.

”Overenskomst” til halv pris

I Italien vedtog Renzi-regeringen i 2015 en arbejdsmarkedslov, som opmuntrede til decentrale forhandlinger, men uden at nævne princippet om, at det er den mest repræsentative fagforening, som har forhandlingsretten med virksomheden.
- Resultater er i princippet at døren åbnes for at forhandle med arbejderorganisationer, der ikke nødvendigvis har del i sektor- eller nationale forhandlinger, skriver Valeria Pulignano.

- Vi har på det seneste set, at der i Italien er dukket såkaldte ”pirat-overenskomster” op. Det er aftaler som er forhandlet på virksomhedsniveau med organisationer af arbejdere, som ikke er tilsluttet repræsentative fagforeninger. Det er f.eks. tilfældet i den italienske tekstilsektor, hvor arbejdere (som regel kvinder) tjener 4,68 euro i timen, eller omkring halvdelen af, hvad de skulle have tjent under forbundet CCNL’s overenskomst (9,13 euro i timen), skriver hun.

Hun medgiver, at der er brug for mere sofistikerede videnskabelige redskaber for at undersøge, hvordan sammenhængen er mellem bølgen af ukoordineret decentralisering af de kollektive forhandlinger og den eskalerende spiral af lavere løn og arbejdsvilkår imellem (og i) lande, sektorer og arbejdspladser i Europa.

- Under alle omstændigheder, ukoordineret decentralisering, især kombineret med en mangel på klare regler for hvem der de meste repræsentative fagforeninger, som skal forhandle aftaler på virksomhedsniveau, kan forstærke forværringen af arbejdsbetingelserne, øge uligheden mellem (og indenfor) virksomhederne gennem opsplitning og udflagning, og på den måde øge usikkerheden for arbejdere og individer, mener Valeria Pulignano.

- Hvis konkurrencen ikke skal være ”røverisk”, så kræver det modsat klare og stabile regler, som er aftalt mellem repræsentanter for både arbejdsgivere og arbejdere, som har skrevet under på sektorens landsdækkende overenskomst. Reglerne skal i bedste fald opgradere eller være på højde med – og ikke nedgradere – regler og betingelser, som er aftalt i sektoroverenskomsterne, mener hun. (brink)

 



Back to Top