Bookmark and Share

Merkel: EU i flere hastigheder er nødvendigt


EU-Kommissionens logo til hvidbogen om EU's fremtid

Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien er enige om at EU’s fremtid skal formes i flere hastigheder. - Hvis ikke risikerer vi at gå i stå, siger Merkel
07. marts 2017

På et mintopmøde i Paris i går, pegede lederne fra de fire store EU-lande på ”et Europa i flere hastigheder”, som vejen frem for EU.

Konklusionen kom kun seks dage efter, at EU-kommissionens formand Juncker i en tale i EU-parlamentet havde præsenteret en såkaldt hvidbog om EU’s fremtid efter Brexit. Hvidbogen skal officielt præsenteres på EU-topmøde i Rom senere på måneden, hvor 60-året for Unionen skal festligholdes. Planen var, at EU-landene – på baggrund af hvidbogen – skal komme med deres bud på fremtiden. Og som den danske kommissær Vestager forklarede i DR Deadline, så er hvidbogen også en invitation til ”dialog” med befolkningen.

Men med de fire landes udmelding i går, så er det et spørgsmål hvor reel diskussionen af Junckers fem mulige veje for EU kan blive.

- Et Europa i flere hastigheder er nødvendig, ellers går vi i stå. Vi må have modet til at acceptere, at nogle lande kan gå videre lidt hurtigere end andre. Samarbejdet skal være åbent for dem, som er kommet bagud. Vi har brug for et stærkere mere sammenhængende Europa, sagde Merkel på pressemødet efter det formelle topmøde.

En anonym kilde fra EU-kommissionen forklarede i sidste uge til EURACTIV, at Kommissionen går efter et EU i flere hastigheder:

”Det virkelige scenarie er nummer tre, som handler om, at ”dem som vil gøre mere gør det.” Med andre ord et EU i flere hastigheder,” sagde kilden til EURACTIV.

- Det er den vej, vi ønsker at gå.  Det handler om at respektere det vi allerede har, og gå videre på andre områder. Med en koncentrisk tilgang, Europa a la carte, Europa i to hastigheder, og alt det, så siger vi til medlemslandene – venner, det er på tide at fortsætte ad den vej, siger han, med henvisning til, at der allerede eksisterer forskellige grupper af lande inden for Unionen.

Den anonyme embedsmand forklarer EURACTIV at kommissionens udspil kommer for at undgå at ”blive i logikken for en synkende skude”, men i stedet spille ud med et fremtidsorienteret papir, som grundlag for en diskussion ikke kun for regeringerne men også for borgerne.

På baggrund af meldingen fra topmødet i Paris, kan det blive være svært at mobilisere en folkelig diskussion om hvilke af hvidbogens fem muligheder europæerne skal vælge. De store spillere har tilsyneladende lagt sig fast. (brink)



Back to Top