Bookmark and Share

Licens til at dræbe




EU-Parlamentets arbejdsmarkedsudvalg afviser arbejdstidsregler for selvkørende vognmænd. Udvalget har udstedt en licens med ret til at dræbe, mener socialdemokraternes ordfører mens danske vognmænd jubler over veludført lobbyarbejde
02. oktober 2009

Arbejdstidsreglerne skal ikke gælde for alle chauffører, hvis det står til et snævert flertal i EU-parlamentets arbejdsmarkedsudvalg.
Med 25 stemmer mod 24 besluttede udvalget, at særreglen for vognmænd kan fortsætte. Ansatte chauffører må maks. arbejde 48 timer om ugen, mens de selvstændige fortsat får frit spil.
Det er første gang det nyvalgte parlament hermed markerer sig i arbejdsmarkedspolitikken, og det er måske et signal om helt nye tider.
Så sent som i maj krævede Parlamentet at EU-kommissionen skulle skrotte sit forslag om fortsat at friholde de selvkørende vognmænd.
Men med den snævre afstemning i udvalget, afviste udvalget flertallets holdning i det gamle parlament.

De faglige organisationer i Europa har længe krævet, at reglerne skulle gælde for alle. Mens arbejdsgiverne har arbejdet hårdt på at få omgjort parlamentets beslutning.

Sejr for vognmændene

I Dansk Transport og Logistik lægger man ikke skjul på, at højresiden i det nye parlament er yderst lydhøre overfor erhvervets synspunkter.
- At DTLs holdning nu vinder afgørende støtte i beskæftigelsesudvalget er en kæmpe sejr for fornuften og for de selvkørende vognmænd, siger Erik Østergaard administrerende direktør i DTL


I stedet vil beskæftigelsesudvalget nu gå i gang med at skrive en ny rapport. Resultatet er en sejr for de borgerlige og liberale holdninger i Parlamentet – og for DTLs holdning.

- DTL har de sidste uger energisk arbejdet for at overbevise medlemmerne af udvalget om betydningen af, at selvstændige vognmænd selv kan bestemme deres arbejdstid. Og vores indsats er lykkedes takket være mange direkte kontakter med medlemmer af udvalget og et fremragende samarbejde med vores kollegaer fra Finland, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Holland og Frankrig.« siger DTL’s EU-chef, Søren Hyldstrup Larsen.

Formålet er med at omfatte de selvkørende af et loft over deres arbejdstid er både at sikre lige konkurrence og undgå at dødtrætte vognmænd gør livet farligt på landevejene.
Som socialistgruppens næstformand og ordfører i arbejdsmarkedsudvalget Stephen Hughes udtrykte det: ”Udvalget har udstedt en licens med ret til at dræbe”.
- At udelukke de selvkørende vognmænd fra EU-reglerne om arbejdstid vil føre til flere dødsfald og skader på de europæiske veje, sagde han ifølge fackligt.eu efter mødet.

Rapport med DTL stempel


Efter at have forkastet det gamle parlaments beslutninger går arbejdsmarkedsudvalget nu, ifølge DTL, i gang med at lave en ny rapport, som skal forelægges EU-parlamentet.

DTL har allerede drøftet, hvad den rapport bør indeholde med ordføreren på sagen, Edit Baues fra den konseervative/kristelige gruppe, oplyser DTL på sin hjemmeside.
DTL forventer herefter at kunne støtte udkastet til rapport.
- Det er en midtvejssejr. Der er stadig nogle runder tilbage, før vi er helt i hus. Men hvis vi ikke havde vundet i går, ville sagen have været afsluttet med alvorlige følger for de selvstændige. Nu har vi fået den bragt tilbage i sit rette leje, siger DTL’s direktør, Erik Østergaard og tilføjer:
- Men det er også en god dag for DTL, når man har et så konkret bevise på, at en ihærdig indsats i Bruxelles gør en forskel. (brink)

Kilder:
DTL’s hjemmeside

fackligt.eu



Back to Top