Bookmark and Share

Kædeansvar skudt til hjørne i EU




Trods fordømmelse af brug af dobbeltkontrakter og underbetaling hos underentreprenører er beskæftigelsesministeren ikke klar til at gribe til kædeansvar
22. november 2012

Beskæftigesesminister Mette Frederiksen er ikke klar til at indføre kædeansvar for at stoppe social dumping i byggebranchen, på et samråd i beskæftigelsesudvalget torsdag henviste hun i stedet til de igangværende forhandlinger i EU om håndhævelse af udstationeringsdirektivet.

- Forhandlingerne er først ved at gå i gang, men selvom det også kan blive svært og der er modstand imod det, sagde hun i samrådet.
Hun udelukkede dog ingen midler.

- Jeg er optaget af, hvilke redskaber der virker, og jeg lukker ingen debat, sagde Mette Frederiksen.
Hun er også klar til at undersøge, hvordan kædeansvaret virker i de syv EU-lande, som har indført forskellige former for kædeansvar i forhold til underentreprenører.

Det var Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr, der havde indkaldt til samrådet, med udgangspunkt i avisartikler, som har afdækket at storentreprenør Pihl & Søn, bruger polske underentreprenører, som er afsløret i at bruge dobbeltkontrakter, for at sløre løndumping.

Han er tilfreds med samrådet:
- Ministeren er meget åben, selvom der ikke er nogen løfter. Det er godt med en undersøgelse af kædeansvar i andre lande. Det er rigtigt at hun skyder spørgsmålet til hjørne i EU, men det er bedre end at skyde det helt ned, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Han forventer dog ikke, at der kommer en løsning via EU.
- Det kan vi ikke bruge til noget. Dels er der er mange lande i mod at stramme reglerne, dels frygter jeg at EU-kommissionen kommer ud med regler omkring udstationering, som gør det endnu værre. Derfor er det vigtigt at holde alle døre åben, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

- Desværre er der rigtig mange arbejdsgivere, som er klar til at udnytte den udenlandske arbejdskraft. Der vil hele tiden komme nye sager, Derfor er der brug for at stramme reglerne og indføre en eller anden form for kædeansvar, siger han.

Samler oplysninger om Pihl og Søn

Medlemmerne af beskæftigelsesudvalget kredsede om Pihl og Søn ansvar efter at både Fagbladet 3F og Politiken har en række eksempler om social dumping og brud på arbejdsmiljøloven hos selskabets polske underentreprenører.

- Pihl er en mastodont inden for entreprenørbranchen og bruger udenlandske underentreprenører, der har fået adskillige bøder for underbetaling og ulykker. Hvordan kan en hovedentreprenør have underentreprenører, der overtræder danske overenskomster, uden at det går ud over hovedentreprenøren, spurgte Jørgen Arbo-Bæhr.

Og Lennart Damsbo-Andersen,(S) spurgte om man også næste gang kunne forvente, at Pihl og Søn ville står med ”himmelvendte øjne og sige: Det kender vi ikke noget til”.
- Jeg forstår både forundringen og forargelsen. Vi ser store dele af arbejdsmarkedet, hvor der er store problemer med arbejdsmiljøet og sikkerheden. Og det er rigtig vigtigt for regeringen at bekæmpe social dumping. Danske lønmodtagere og virksomheder med orden i tingene skal ikke udsættes for unfair konkurrence, sagde Mette Frederiksen.

Arbejdsgiverne må selv rydde op

Hun havde overvejet, om der fandtes argumenter for, at lønmodtagere skulle arbejde under de såkaldte ”dobbeltkontrakter”, hvor de arbejder mere, end de får betaling for.

- Jeg betragter det som snyd og bedrag og underbetaling. I mine øjne er det fuldstændig uacceptabelt, sagde Mette Frederiksen og henviste til regeringen og Enhedslistens forlig om nye og forstærkede initiativer mod social dumping med flere resurser til myndighedskontrol, arbejdsklausuler og administrative bøder.

- Det bedste vi kan gøre er at øge myndighedsindsatsen på arbejdspladserne, sådan som vi har aftalt i forbindelse med finansloven, sagde hun. Og opfordrede arbejdsgiverne ikke mindst medlemmerne af DA og Dansk Byggeri til selv at ”rydde op” og gøre op med den udbredte sociale dumping. (brink)



Back to Top