Bookmark and Share

Junckers spredehagl




EU-kommissionens formand udpegede hele fem mulige veje for EU’s fremtid. -Men ingen af dem peger på det, arbejderne har brug for, mener den Europæiske Faglige Sammenslutning
02. marts 2017

EU-kommissionens formand, Juncker præsenterede onsdag i EU-parlamentet en såkaldt hvidbog om EU’s fremtid efter Brexit.

Hvidbogen peger på fem mulige veje for EU’s fremtid, men allerede inden selve talen var den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS kritisk.
- Jeg håber det er et meget tidligt udkast, det er beskedetog nedslående, siger EFS generalsekretær, Luca Visentini.

- Når EU-kommissionen er ude af stand til at præsentere andet end overvejelser og scenarier med en kort vurdering af fordele og ulemper ved hver, så viser det, hvor usikker fremtiden er, siger han. Kommissionen ser ud til at have opgivet ethvert forsøg på lederskab, og inviterer alle og enhver til at diskutere mulighederne. Det er muligvis realpolitik, men det illustrerer i den grad splittelsen i EU, siger Luca Visentini.

- Ingen af scenarierne indeholder noget af det arbejdere behøver, og som fagforeninger og det civile samfund kræver: Et mere retfærdig, mere bæredygtig, demokratisk og inkluderende Europa. Europas sociale dimension er knapt nævnt, siger han.

Vildskud

Kommissionen peger på fem veje: 1: Fortsætter dagens skæve kurs. 2: ”Nøjes” med det indre marked, 3: EU i flere hastigheder. 4: Uddybet samarbejde på færre områder. 5: Fuld fart på unionstoget.
Men hvis man kan fæste lid til den kilde i EU-kommissionen, som nyhedssiden EURACTIV har talt med, så er de mange muligheder slet ikke alvorligt ment: Hvis hvidbogen kun havde haft et bud, ”så ville alle have begyndt at skyde på det, forklarer han.

”Det virkelige scenarie er nummer tre, som handler om, at ”dem som vil gøre mere gør det.” Med andre ord et EU i flere hastigheder,” siger kilden til EURACTIV.

- Det er den vej, vi ønsker at gå.  Det handler om at respektere det vi allerede har, og gå videre på andre områder. Med en koncentrisk tilgang, Europa a la carte, Europa i to hastigheder, og alt det, så siger vi til medlemslandene – venner, det er på tide at fortsætte ad den vej, siger han, med henvisning til, at der allerede eksisterer forskellige grupper af lande inden for Unionen.

Den anonyme embedsmand forklarer EURACTIV at kommissionens udspil kommer for at undgå at ”blive i logikken for en synkende skude”, men i stedet spille ud med et fremtidsorienteret papir, som grundlag for en diskussion ikke kun for regeringerne men også for borgerne.

Hvidbogen lægger ikke op til traktatændringer for, som embedsmanden forklarer, ”så er der ikke noget marked for traktatændringer”.
- Vi ønsker at holde det på teknokratisk niveau, ikke på det politiske, siger han til nyhedssiden. (brink)

 



Back to Top