Bookmark and Share

ITUC: Valutafond baner vej for ”økonomisk diktatur i Europa”




Valutafonden og den øvrige Trojka underminerer demokratiet og risikerer at bane vej for et økonomisk diktatur i Europa, lyder advarslen fra Den internationale faglige sammenslutning ITUC
19. april 2013

I sin årlige såkaldte frontline rapport “ Ideology without economic evidence: IMF attacks on collective bargaining,” retter den faglige verdensorganisation en bredside mod den Internationale Valutafond, IMF’s rolle i de angreb på de faglige rettigheder, som ruller over Europa.

Sammen med EU-kommissionen og den Europæiske Centralbank udgør valutafonden den Trojka, som har stillet betingelserne for de kriseramte lande i Sydeuropa, som har lånt penge
fra EU.

Rapporten kritiserer valutafonden og Trojkaens angreb på de faglige rettigheder og gør op med, en række dogmer. 
- I rapporten fremlægges empiriske beviser for, at der ikke er nogen sunde økonomiske argumenter for at angribe faglige rettigheder. Den globale økonomi er ikke blevet sikrere i dag end for fem år siden, siger ITUC’s generalsekretær, Sharan Burrow.

ITUC kritiserer IMF og Trojkaens krav om ”arbejdsmarkedsreformer”, som svækker fagbevægelsen og kollektive overenskomster. Der er ingen som helst evidens for, at man ved at sløjfe overenskomsterne får skabt hverken flere arbejdspladser eller sat gang i væksten, konstaterer rapporten, som gennemgår Trojkaens rolle i bl.a. Grækenland og Spanien.

- Kollektive forhandlinger bliver sløjfet, mens fakta viser, at lande med stærke fagforeninger og overenskomster med høj dækning har klare økonomiske fordele, siger Sharan Burrow.

- Tilliden er blevet ødelagt med nedskæringer og dragoniske arbejdsmarkedsreformer. Hvis tilliden skal genopbygges, så må angrebene på kollektive forhandlinger og faglige rettigheder stoppe, siger hun.

ITUC’s rapport konkluderer, at bæredygtig vækst, anstændige jobs til alle, økonomisk effektivitet er fælles ambitioner som kræver, kollektive forhandlinger og stærke institutioner på arbejdsmarkedet.

Er EU-Kommissionen også bekymret?

Ved et sært tilfælde kommer den skarpe fordømmelse fra ITUC kun en uge efter, at EU-Kommissionen har udgivet en diger rapport om ”den sociale dialog”, som kollektive forhandlinger hedder på EU-slang.

Rapporten viser, ”at regeringernes seneste reformer ikke altid er foregået med en effektiv dialog mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket medfører stadigt flere konflikter i forholdet mellem parterne i Europa,” som kommissionen forsigtigt formulerer det i en pressemeddelelse.

- Den sociale dialog er under stigende pres i den aktuelle situation, hvor der er mindre makroøkonomisk efterspørgsel, skatteforøgelser og offentlige nedskæringer. Vi er nødt til at styrke arbejdsmarkedets parters rolle på alle niveauer, hvis vi skal ud af krisen og bevare fordelene ved den europæiske sociale model, lyder kommentaren fra László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse mm.

Rapporten giver et nedslående billede af situationen især med fokus på de nye medlemslande, hvor der mange steder knap eksisterer ”parter” på arbejdsmarkedet.
Men samtidig nævner rapporten ikke med et ord, den yderst aktive rolle EU-kommissionen sammen med Trojkaen har spillet i at svække de kollektive forhandlingssystemer i de kriseramte eurolande.

Måske er det som en fransk sociolog engang har sagt det: EU gør ikke hvad de siger, og siger ikke hvad de gør! (brink)

 



Back to Top