Bookmark and Share

Irske fagforeninger kræver social protokol




Irske fagforeninger appellerer om faglig støtte til kravet om en juridisk bindende protokol, som stiller faglige rettigheder højere end det indre marked
12. marts 2009

En del af den irske fagbevægelse vil stille krav om en juridisk bindende protokol, som tillæg til Lissabontraktaten. Protokollen skal garantere de faglige rettigheder, som EF-domstolen har udfordret med en række domme.

Der er i øjeblikket gang i forhandlingerne mellem den irske regering og EU om hvilke forsikringer, protokoller og særordninger der skal til, inden Lissabontraktaten sandsynligvis sendes ud i en anden folkeafstemning.

EF-domstolens stribe af domme, som indskrænkede fagbevægelsens muligheder for at sikre lige vilkår, spillede en stor rolle for det irske nej til traktaten.
Undersøgelser har vist at 74 procent af arbejderbefolkningen stemte nej, sådan som en række irske fagforbund havde anbefalet.

Derfor er spørgsmålet om garantier for konfliktretten en af de varme kartofler i den irske diskussion op til en ny afstemning.
Irland rejste spørgsmålet om en såkaldt ”Lavalgaranti” på EU-topmødet i december, det førte dog kun til en erklæring om, at ”topmødet bekræfter, den store vægt Unionen lægger på arbejdstagernes rettigheder”.

TEEU, som blandt andet organiserer elektrikere og ingeniører, var en af hovedkræfterne i den faglige mobilisering op til den irske afstemning.

- Ledelsen i vores forbund anbefalede at stemme nej. Der er intet i Lissabontraktaten, som forhindrer EF-domstolen i også i fremtiden at afsige domme som Laval. TEEU er for et socialt Europa, men desværre har flere afgørelser fra domstolen vist, at pendulet har svinget imod lønmodtagernes rettigheder til fordel for de store virksomheder. Under de omstændigheder er det idiotisk at give EU endnu mere magt. Vi har set et voksende angreb på lønmodtagerne siden Nice-traktaten, hvorfor skulle lønmodtagerne stemme for mere af det, siger TEEU’s generalsekretær Eamon Devoy i et interview med den svenske hjemmeside nejtilleu.se.

Krav om social protokol

Forbundet er klar til at sige nej igen, hvis der ikke kommer garantier for konfliktretten:
- Så længe den irske regering ikke er klar til at anerkende lønmodtagernes ret til at indgå kollektive aftaler og retten til at konflikte i forsvaret for levestandarden vil TEEU ikke større institutionelle ændringer, som blot styrker storkapitalen, siger Eamon Devoy.

Frank Keoghan, som både sidder i TEEU’s ledelse og i den irske nej-bevægelse ”Peoples Movement” forventer, at fagforbundet op til afstemningen vil kræve en juridisk bindende social protokol. Protokollen som den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) allerede har foreslået, skal sikre balancen mellem de økonomiske friheder i det indre marked og de faglige rettigheder.

- Vi kan rejse kravet om en social protokol fordi det irske LO er medlem af EFS og må støtte dens krav, siger Frank Keoghan.

- Vi er klar over, at det ikke er særlig sandsynligt, at det går igennem. Men vi vil have, at irsk LO kræver at den irske regering søger støtte til den sociale protokol i Bruxelles, siger han.
Han håber, at irsk LO tager en beslutning om, at alle forbund bør anbefale et nej til traktaten, hvis der ikke bliver givet en garanti for konfliktretten på linje med EFS’ forslag.

- En sådan vedtagelse vil givet styrke nej-siden i Irland og styrke kravet om en social protokol i de andre medlemslande. Men samtidig er der brug for at de faglige organisationer i medlemslandene også stiller sig bag kravet om en social protokol, inden en ny afstemning i Irland, siger han. (brink)

 



Back to Top