Bookmark and Share

ILO: Grækenland krænker faglige rettigheder




FN’s arbejdsorganisation forlanger, at Grækenland genindfører grundlæggende faglige rettigheder, som nu krænkes efter krav fra EU
19. november 2012

FN’s arbejdsorganisation, ILO har på sit novembermøde behandlet en stribe klager fra græske fagforeninger, som har set deres faglige rettigheder tilsidesat, når den græske regering har gennemført den krisepolitik, som er dikteret af den såkaldte trojka (EU, IMF og den europæiske Centralbank).

ILO’s komite for ”Freedom of Association”, har undersøgt fagforeningernes klagepunkter og konstateret, at der i en række tilfælde er tale om gentagne og omfattende indgreb i de frie og kollektive forhandlinger, og et alvorligt ”underskud” i den sociale dialog.

Rapporten understreger Grækenlands behov for hjælp fra ILO til at genoprette og styrke disse fundamentale rettigheder, hedder det i en meddelelse fra FN’s arbejdsorganisation.

ILO kræver, at arbejdsmarkedet parter for fremtiden involveres, i alle beslutninger omkring aftalerne med trojkaen, som vedrører ”organisationsfrihed og kollektive forhandlinger, som er helt fundamentale for demokratiet og den sociale fred,” lyder beskeden fra ILO’s komite.

Kan ikke fortsætte

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, har længe peget på, at trojkaens krav til de kriseramte lande betyder overgreb mod de faglige rettigheder. EFS hilser da også ILO’s skarpe kritik velkommen.

- Trojkaens presser de nationale regeringer til at bruge midler, som angriber retten til kollektive forhandlinger. Vi skal tage ILO’s melding om, at det ikke kan fortsætte alvorligt, siger EFS’ generalsekretær, Bernadette Ségol.

ILO’s kritik kommer kun en måned efter, at Europarådets sociale komite har kritiseret Grækenland for at krænke det europæiske sociale charter for menneskerettigheder.

Komiteen har peget på to arbejdsmarkedsreformer – også indført efter krav fra Trojkaen.
Den ene handler om at forlænge prøvetiden for nyansatte til et år, mens den anden reducerer mindstelønnen for unge under 25 år til to tredjedele af mindstelønnen.
Begge er i strid med bestemmelser i charteret, som Grækenland har tilsluttet. Indgrebene blev vedtaget i 2010.

Kommissionen tramper videre

Selvom fagbevægelsens nu har fået papir på, at EU fører en politik, som direkte overtræder grundlæggende faglige rettigheder, som medlemslandene har forpligtet sig til at overholde, så er der intet, det tyder på, at EU-kommissionen har tænkt sig at ændre kurs.

Tværtimod lægger den i en ny rapport om arbejdsmarkedet op til at udbrede den græske medicin til hele unionen.

Rapporten med titlen ’Labour Market Developments in Europe 2012’ kommer fra den finske økonomikommissær Olli Rehns direktorat. Rapporten peger på en række forslag til at skabe et mere ”beskæftigelsesvenligt”.arbejdsmaked.

De ’“Beskæftigelsesvenlige” reformer skal lægge en dæmper på lønstigningerne, skærer i understøttelsen og lade flere job blive besat af medarbejdere på korttidskontrakter.

Rapporten lægger også op til at begrænse de faglige organisationers indflydelse på lønniveauet. (brink)

 



Back to Top