Bookmark and Share

HVAD SIGER DOMMENE – og hvad siger Laval-loven?




Dette er Finn Sørensens baggrundspapir til en konference i Fagbevægelsen mod Unionen i Danmark d. 1. december 2008. Papiret gennemgår de 4 domme fra EF-Domstolen – Viking-Line, Laval, Rüffert og Luxembourg – samt den danske laval-lov, der blev vedtaget i december 2008. Konklusionen er: Der findes ingen nationale løsninger på det problem, som EF-Domstolen har skabt.
24. marts 2016

Den danske regerings forslag til den såkaldte Lavallov blev fremsat d. 22. Oktober 2008. Formålet er angiveligt at løse de problemer, der er opstået på baggrund af EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Laval-sag.

For at kunne vurdere betydningen af dette lovforslag, må man se på det reelle indhold i Laval-dommen, og på den samlede juridiske og politiske ramme, som denne dom indgår i. Så bliver det klart, at der ikke er tale om en ”enlig svale” eller en enkelt ”fejlfortolkning” fra EF-Domstolens side.

Laval-dommen er blot 1 af i alt 4 domme, afsagt inden for et ½ års tid, der alle slår det samme tema fast: Når der opstår en konflikt imellem faglige og sociale rettigheder på den ene side, og det indre markeds krav om kapitalens, arbejdskraftens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed på den anden side, så må de faglige og sociale rettigheder vige.

Det gælder vel at mærke ikke kun, når vi taler om kollektive kampskridt.

2 af dommene (Rüffert- og Luxembourg) slår nemlig fast, at det gælder også når en offentlig myndighed (en tysk delstat og staten Luxembourg) forsøger at beskytte sig mod social dumping gennem lovgivning om løn- og arbejdsvilkår.

Domstolen har dermed ikke kun angrebet forhandlings- og konfliktretten, men i det hele taget den enkelte medlemsstats ret til at forsvare sig imod social dumping.

Der er ikke nogen national løsning på det problem. Det kræver en ændring af EU´s regler.

I det følgende gennemgås de 4 domme og Laval-loven set i det lys.

Viking-Line

Dommen i Viking-Line sagen blev afsagt d. 11. december 2007, 2 dage før underskrivelsen af Lissabon-traktaten.

Her skulle domstolen forholde sig til, om det finske sømandsforbunds konflikt og ITF´s sympatikonflikt imod det finske Viking-Line rederi var ulovlige hindringer for den frie bevægelighed, nærmere betegnet traktatens artikel 43 om fri etableringsret.

Baggrunden for konflikten var, at Viking-Line ville udflage det gode skib Estrella til Estland, for på den måde at få en væsentligt billigere overenskomst.

Sømandsforbundets krav var, at rederiet ikke desto mindre skulle følge finsk lovgivning, den finske overenskomst og bemandingsaftalen på skibet. Rederiet skulle også afstå fra at afskedige andre søfolk i rederiets tjeneste, og fra ensidigt at ændre deres arbejdsvilkår.

Den danske regering havde indleveret et partsindlæg til støtte for den finske fagforening.

Danmark havde 2 påstande.

Den ene var, at foreningsfrihed og konfliktret slet ikke hørte under EU´s lovgivningskompetence.

Til det sagde domstolen, at det var sådan set rigtigt nok, men det fritager ikke medlemsstaterne for at sikre, at konfliktretten bliver anvendt i overensstemmelse med EU-retten, og det er Domstolens kompetence at afgøre om det er tilfældet.

Danmarks andet argument var, at foreningsfrihed og konfliktret er grundlæggende rettigheder, også i EU´s forstand. Her henviste Danmark til EU´s Charter om grundlæggende rettigheder, som i artikel 28 netop nævner retten til kollektiv forhandling og kollektive kampskridt.

Det var Domstolen helt enig i. Men Domstolen påpegede, at der i den nævnte artikel står, at konfliktretten skal anvendes i overensstemmelse med EU-retten. Netop derfor har Domstolen lov til at blande sig i, om konfliktretten er korrekt anvendt, når det drejer sig om en anden – i øvrigt trakatfæstet – grundlæggende rettighed, nemlig virksomhedernes frie etableringsret.

Domstolen tog ikke konkret stilling til, om konflikten var lovlig. Men den slog fast, at konflikten uden tvivl var en hindring for den frie bevægelighed. Den sagde også, at sådan en konflikt muligvis kunne være lovlig, hvis man kunne henvise til såkaldt ”tvingende almene hensyn”, og at beskyttelse af arbejdere imod social dumping godt kunne være et sådant hensyn. Dommen satte derimod et spørgsmålstegn ved lovligheden af ITF´s sympatikonflikter.

Herefter blev sagen sendt tilbage til appelretten i London, der skulle afgøre skyldsspørgsmålet. Så langt nåede den ikke, da der blev indgået et – i øvrigt hemmeligt – forlig mellem ITF og Viking-Line rederiet.

Dommen fik ikke den svenske eller danske regering til at hive i nødbremsen. Det burde den have gjort.

Viking-Line dommen var et grundskud mod en af de helt klare forudsætninger for dansk og svensk medlemskab, nemlig at EU ikke havde ret til at blande sig i konfliktretten.

Dommen viser også, at Lissabon-traktaten ikke er nogen forbedring hvad sikring af konfliktretten angår. Domstolen henviser netop til Charteret om Grundlæggende Rettigheder, der er en del af traktaten, som argument for, at den har lov til at blande sig i konfliktretten. Det fremgår også af den forklaring, der er knyttet til Charterets artikel 52, og som siger at, “der kan indføres begrænsninger på udøvelsen af grundlæggende rettigheder, navnlig i forbindelse med en fælles markedsordning”.

Laval-dommen

Laval-dommen blev afsagt den 18. December 2007.

Den bygger videre på præmisserne fra Viking-Line dommen, men nu er EF-Domstolen helt klar i mælet: De svenske bygningsarbejderes konflikt imod det lettiske firma Laval u Partneri for at sikre lige løn for lettiske og svenske bygningsarbejdere blev dømt ulovlig. Den var en ulovlig begrænsning af den fri bevægelighed af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 49) og i strid med direktivet om Udstationering af arbejdstagere.

I den svenske og danske debat har man især hæftet sig ved Domstolens argument om, at det svenske aftalesystem ikke giver tilstrækkelig klarhed over, hvad den udenlandske tjenesteyder skal betale i løn, og at der i Sverige – ligesom i Danmark - ikke er lovgivning, som præciserer hvad mindstelønnen er.

Disse argumenter er i sig selv katastrofale for fagbevægelsen i Sverige (og i Danmark), der indtil nu har viderebragt den opfattelse, at det kollektive aftalesystem var urørligt, og i øvrigt et tilstrækkeligt redskab til at gennemføre EU-Direktiver (i dette tilfælde Udstationeringsdirektivet).

Domstolens andet hovedargument har ikke været genstand for den samme opmærksomhed fra fagbevægelsens ledere og jurister, selvom det i virkeligheden har endnu mere vidtrækkende konsekvenser.

Laval-dommen foretager nemlig en fortolkning af Udstationeringsdirektivet og traktatens artikel 49, der siger, at udenlandske virksomheder i det hele taget ikke er forpligtet til at betale mere end mindstelønnen og de minimumskrav til ferie, barsel og arbejdstid, der henvises til i Udstationeringsdirektivet (Laval 70 og 80-81).

Domstolens synspunkt er, at når der i udstationeringsdirektivet er opregnet ”en kerne af ufravigelige regler”, og dette sæt af minimumskrav bliver overholdt, så er der ikke tale om social dumping – selvom det medfører, at udenlandske arbejdere aflønnes langt ringere end svenske arbejdere inden for den samme branche (Laval 108).

Når der iflg. domstolen ikke er tale om social dumping, kan man derfor heller ikke henvise til ”tvingende almene hensyn” som begrundelse for at iværksætte kollektive kampskridt, der begrænser tjenesteydelsernes frie bevægelighed (Laval 101).

Hvad lønfastsættelse angår, så gør Lavaldommen det krystalklart, at der ikke kan stilles krav ud over den mindsteløn, som er nævnt i Direktivets artikel 3 stk. 1 c.

Dommen siger at det ”alene vedrører mindsteløn herunder overarbejdsbetaling” og at man ikke kan bruge denne bestemmelse til at kræve et lønniveau som det de svenske fagforeninger krævede, et lønniveau ”der ikke er udtryk for en mindsteløn”. (Laval 70). ”Byggnads” krav var, at Laval-firmaet tiltrådte overenskomsten, som indebar, at der efter derefter skulle indgås akkord-aftale, eller – hvis man ikke kunne blive enige om en sådan – skulle der betales den såkaldte ”tilbagefaldsløn”, som på det tidspunkt var kr. 109 SEK pr. time.

Dermed slog Domstolen fast, at Udstationeringsdirektivet ikke er et ”minimumsdirektiv” som medlemsstater og fagforeninger har ret til at ”bygge oven på”. Det er et ”maksimumsdirektiv”, som man ikke gennem kollektive kampskridt må forsøge at tvinge udenlandske tjenesteydere til at gå ud over. Dommen siger klart at Direktivet ”udtrykkeligt fastlægger den grad af beskyttelse” man kan kræve af virksomheder fra andre EU-lande (Laval 80).

Direktivet siger, at de udenlandske virksomheder skal overholde den ”kerne af beskyttelse”, der fremgår af værtslandets lovgivning og kollektive aftaler på følgende områder:
- Maksimal arbejdstid og maksimal hviletid
- Mindste antal betalte feriedage pr. år
- Mindsteløn, herunder overarbejdsbetaling
- Betingelserne for ansættelse af vikarer
- Sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen
- Regler for barsel, og børn og unges arbejde
- ligebehandling

Men Domstolen siger altså, beskyttelsen af de udstationerede arbejdere er begrænset til de nævnte områder.

Domstolen lægger heller ikke skjul på, hvorfor den når til denne fortolkning af direktivet. Hvis det var sådan, at man kunne tvinge udenlandske virksomheder til at betale mere favorable vilkår, ”ville det berøve direktivet sin effektive virkning” (Laval 80). Grunden er, at det ville ”gøre det mindre tiltrækkende og endog vanskeligere for disse virksomheder at udføre byggearbejder på svensk område og udgør af den grund en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser” (Laval 99).

Rüffert-dommen

Denne tankegang blev gennemført konsekvent i den såkaldte ”Rüffert-dom”, der blev afsagt d. 3. april 2008.

Præmisser og argumenter er fra ord til andet de samme som i Laval-dommen. Men denne gang handler det ikke om konfliktret. Nu er det en offentlig myndighed - den tyske delstat Land Niedersachsen - der er på anklagebænken.

”Forbrydelsen” består i, at den tyske delstats lovgivning kræver, at alle virksomheder, der indgår kontrakt med den offentlige myndighed, skal overholde de kollektive overenskomster, der gælder inden for det pågældende geografiske område og branche.

Iflg. Domstolen, så er det en ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis man stiller dette krav til virksomheder fra andre EU-lande – i dette tilfælde en polsk virksomhed.

Begrundelsen er igen, at man ikke må stille krav til sådanne tjenesteydere, der går ud over minimumskravene i Udstationeringsdirektivet, og at der i Tyskland – på nationalt plan – ikke er en lovgivning om mindsteløn, hvorfor man ikke engang kan håndhæve det krav.

Dommen har sat et stort spørgsmålstegn ved, at om lande der har ratificeret ILO konvention 94 om sociale klausuler i offentlige kontrakter, kan leve op til denne konvention. Selv EU-parlamentet er bekymret herfor, hvilket fremgår af rapporten fra parlamentets beskæftigelsesudvalg af 30.09.08.

Luxembourg-dommen

Luxembourg-dommen faldt d. 19. Juni - i øvrigt samme dag, som regeringens Laval-udvalg kom med sin betænkning.

Her blev det klart, at det ikke er nogen løsning at lovgive sig ud af det problem, som Lavaldommen har skabt.

Sagen var rejst af EU-kommissionen, der mente at Staten Luxembourg med en social beskyttelseslov fra 2002 havde indført en lang række ulovlige begrænsninger af den frie bevægelighed.

Domstolen fulgte kommissionens indstilling i næsten alle forhold.  Denne dom drager endnu mere vidtgående konklusioner, med hensyn til hvilke krav der kan stilles til virksomheder fra andre EU-lande.

Det er således ulovligt at stille krav om skriftlig arbejdskontrakt eller ansættelsesbevis. Dette krav er virksomheden i forvejen underlagt i sit hjemland. Det er ikke værtslandets opgave at stille dette krav, eller at sikre at det bliver overholdt. Hvis værtslandet også stiller dette krav, vil der være tale om en yderligere forpligtelse, der kan ”afskrække” virksomheder fra en anden medlemsstat ”fra at udøve deres ret til fri udveksling af tjenesteydelser” (Lux 41)

Det er også ulovligt at kræve en automatisk justering af lønnen til udviklingen i leveomkostningerne, hvis der er tale om en generel ”dyrtidsregulering”, som den Luxembourgske. Det ville nok være lovligt, hvis det kun drejede sig om regulering af mindstelønnen, men Luxembourgs lovgivning taler om en generel justering af lønningerne som sådan, og det går ud over det minimum, der er beskrevet i Udstationeringsdirektivet.

Det er også ulovligt at kræve de kollektive overenskomster der findes i Luxembourg overholdt af udenlandske tjenesteydere. Begrundelsen er her af formel art: De opfylder ikke Direktivets krav om, at sådanne overenskomster skal gælde for alle.

Man må heller ikke stille krav til udenlandske virksomheder om at de – før arbejdet påbegyndes – udleverer oplysninger til Arbejdstilsynet om de ansatte, om arbejdsstedet, forsikringsforhold osv. Selvom den luxembourgske lov også på dette punkt er meget konkret, med hensyn til hvilke oplysninger det drejer sig om, så mener Domstolen, at det er ”uklart” for den udenlandske virksomhed, og det kan ”afskrække” virksomheden fra at ”udøve sin ret” til fri bevægelighed (Lux 81). 

Det samme gælder Luxembourgs krav om, at udenlandske virksomheder skal være repræsenteret ved en ”befuldmægtiget” med adresse i Luxembourg. Det er overflødigt, mener Domstolen, da der jo i forvejen er aftalt et system til udveksling af oplysninger mellem medlemslandene.

Luxembourg-dommen skærper fortolkningen af Udstationeringsdirektivet. Direktivets minimumsbestemmelser om mindsteløn, ferie, barsel osv. betegnes som en ”udtømmende opregning” af de krav man kan stille til virksomheder fra andre EU-lande (Lux 26). Iflg. Domstolen har formålet med direktivet netop været at ”begrænse medlemsstaternes beføjelser med hensyn til indgreb på lønområdet til fastsættelse af mindstelønnen” (Lux 47).

Dommen skærper også kravene til hvad der kan betragtes som ”tvingende almene hensyn”. Denne bestemmelse i traktaten skal fortolkes ”indskrænkende” (Lux 50), og kan i hvert fald ikke forstå som den ”generelle henvisning” til forsvar mod social dumping, som Luxembourg anvender i sin lovgivning (Lux 53).

Laval-udvalgets forslag

I februar 2008 nedsatte regerigen det såkaldte ”Laval-udvalg” med Teaterdirektør Michael Christiansen som formand, og med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

Den 19. Juni kom udvalgets betænkning, der har dannet grundlag for regeringens lovforslag L 36, der blev fremsat d. 22. Oktober.

Forslaget går i stedet ud på at tilpasse den danske lovgivning om udstationering af arbejdstagere fra andre EU-lande – den lovgivning, der ”implementerer” Udstationeringsdirektivet i Danmark.

Det foreslås, at indsættes en ny bestemmelse i denne lov, som sikrer at der kan anvendes kollektive kampskridt over for udenlandske tjenesteydere for at sikre de udstationerede lønmodtagere ”løn, svarende til, hvad danske arbejdsgivere er forpligtet til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde”.

Det er dog en betingelse, at der over for den udenlandske virksomhed forinden ”er henvist til bestemmelser i de kollektive overenskomster der indgåes af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og som gælder på hele det danske område”.

Allerede her bliver det klart, at der sker en begrænsning af forhandlings- og konfliktretten. Lovforslaget taler udelukkende om ”løn” og ikke om alle de andre ansættelses- og arbejdsvilkår, der normalt fremgår af danske overenskomster, såsom betaling for ubekvemme arbejdstider (skiftehold, forskudt tid osv), ekstra feriebetaling, ekstra fri- og feriedage, pension opsigelsesvarsler osv. osv. Der må heller ikke henvises til overenskomsterne i deres helhed, men kun til ”bestemmelser” i dem.

Denne begrænsning af forhandlings- og konfliktretten bliver helt tydelig, når man ser bemærkningerne til lovforslaget, der præciserer at det – i overensstemmelse med EF-Domstolens afgørelser – kun handler om ”mindsteløn”.

Lovforslaget indebærer, at arbejdsmarkedets parter skal udarbejde et særligt sæt overenskomster, som retter sig mod udenlandske virksomheder. Det skal nemlig ”med den fornødne klarhed” fremgå hvilken løn der skal betales.

Men dermed er forslaget også en grundlæggende accept af og legalisering af et A og et B hold på det danske arbejdsmarked, og at der i realiteten bliver tale om 2 sæt overenskomstkrav for det samme arbejde – den ”fulde” overenskomst som vi kan konflikte danske arbejdsgivere for at få, og den ”skrabede” overenskomst som vi kan kræve af udenlandske tjenesteydere.

I øvrigt er Lovforslaget er meget selvmodsigende.

På den ene side hedder det, at der ”de samlede udgifter, der påhviler den danske arbejdsgiver i henhold til en kollektiv overenskomst” der kan lægges til grund for de lønkrav, der stilles til den udenlandske tjenesteyder.

På den anden side hedder det, at ”Virksomhedsoverenskomster og lokale eller regionale aftaler vil en lønmodtagerorganisation således ikke kunne henvise til, da sådanne overenskomster og aftaler ikke nødvendigvis vil udgøre et retvisende grundlag for at fastlægge det lønniveau, der kan anvendes kollektive kampskridt for at opnå”. Men dermed udelukker hele den lokale løndannelse, der får stadigt større betydning.

Det fremgår også – om end indirekte – at arbejdsmarkedspension og bidrag til uddannelsesfonde ikke kan medregnes i den mindsteløn, man kan kræve af de udenlandske virksomheder.

Men bortset fra det, er der iflg. Lovforslaget stort set ingen grænser for, hvad der kan indregnes i ”mindstelønnen”, når overenskomstparterne skal til at definere denne. Det gælder akkord tillæg, resultatløn, almindelige overenskomstmæssige løntillæg, anciennitetstillæg, personlige tillæg, og kost og logi, for ikke at tale om ferie- og barselsløn, der går ud over lovgivningens krav.

Den eneste betingelse er, at det ”med den fornødne klarhed” skal fremgå, hvad virksomheden skal betale.

Det er ikke sandsynligt, at dette vil holde ved EF-Domstolen.

Som det er grundigt dokumenteret i gennemgangen af dommene ovenfor, så er det IKKE domstolens opfattelse, at Udstationeringsdirektivet skal bruges til at modvirke social dumping i den forstand som vi opfatter det i Danmark – nemlig at der stilles nøjagtig de samme krav til udenlandske, som til danske virksomheder – tværtimod.

Det er sandsynligvis heller ikke domstolens opfattelse, at man kan lægge alle mulige andre løndele ind i begrebet mindsteløn, for så havde den ikke underkendt de svenske bygningsarbejderes krav på det punkt. Så havde Domstolen nøjedes med at underkende konflikten på det formelle – nemlig at der ikke findes et system i Sverige til fastlæggelse af begrebet mindsteløn.

Lovforslaget henviser til Udstationeringsdirektivets bestemmelse om, at begrebet mindsteløn ”defineres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret”.

Der ses helt bort fra, at det i sidste ende er Domstolen der afgør, om sker i overensstemmelse med Traktaten og Direktivet, og at for eks. Luxembourg-dommen klart siger, at formålet med Direktivet er at begrænse medlemsstaternes beføjelser med hensyn til at fastsætte mindstelønne (Lux 47, se ovenfor) – hvad Domstolen da også har gjort i alle 4 domme.

Domstolen har faktisk også forholdt sig til den formelle løsning på problemet, som Laval-betænkningen foreslår. Modellen er, at ”mindstelønnen” skal fastlægges gennem en henvisning til ”de kollektive aftaler, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det nationale område”, som det hedder i Lovforslaget. 

Det er en næsten ordret afskrift af Direktivets Art. 3 stk. 8. Men i Direktivet fortsætter sætningen med at gøre det klart, at der ikke må ske forskelsbehandling mellem udenlandske og danske virksomheder. De danske virksomheder på samme arbejdssted eller inden for samme sektor skal være underkastet nøjagtig de samme forpligtelser som de udenlandske.

Det er blot en anden formulering af det grundlæggende EU-retlige princip om ”erga omnes”, og her har regeringen og arbejdsmarkedets parter allerede én gang erkendt (nemlig med lovgivningen om Arbejdstidsdirektivet) at dette krav kan de danske overenskomster ikke leve op til, af den simple grund at de danske overenskomster ikke gælder for alle inden for en branche, men kun for de organisationer og virksomheder, der har indgået dem.

Det vil altid være muligt at finde en dansk virksomhed inden for en given sektor, der ikke er omfattet af en overenskomst, og som derfor stilles bedre end en udenlandsk virksomhed inden for samme sektor, der bliver udsat for den skrabet ”mindstelønsoverenskomst”.

Konklusionen må derfor være, at Laval-loven ikke løser problemet, men selv er en del af det. Den betyder, at vi får en begrænsning af forhandlings- og konfliktretten i forhold til virksomheder fra andre EU-lande. Den medfører en legalisering af et A og et B hold på det danske arbejdsmarked. Den vil give anledning til nye sager, som før eller siden vil havne ved EF-Domstolen.

Hertil kommer de konsekvenser, som den foreslåede ordning vil få for det danske overenskomstsystem. Laval-betænkningens forslag forudsætter, at ”de mest repræsentative” parter på det danske arbejdsmarked – dvs. de store overenskomstbærende organisationer – er i stand til at blive enige om en definition af ”mindsteløn” og i det hele taget det sæt af overenskomstkrav, man mener at kunne præsentere de udenlandske virksomheder for. Det er i sig selv en tvivlsom øvelse.

Hvis det virkelig skulle lykkes, vil de danske arbejdsgiverorganisationer før eller siden stille det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor skal virksomheder fra andre EU-lande egentlig slippe billigere end danske? Hvis I som Forbund kan aftale ringere vilkår med os for udenlandske virksomheder, hvorfor så ikke for danske? Den praktiske virkning af loven vil derfor være, at løn- og arbejdsvilkår sættes under yderligere pres.

Hertil kommer, at ordningen kan sætte sammenholdet i fagbevægelsen på en hård prøve. Ikke nok med, at man slår en streg over hele den lokale løndannelse og de lokale virksomhedsoverenskomster, og dermed sætter lokalafdelingers og arbejdspladsklubbers suverænitet ud af kraft.  Forhandlingsretten vil også blive indskrænket for overenskomstområder, der ikke kommer med i den fine klub af de ”mest repræsentative”.

I det omfang det ikke lykkes at aftale de nye ”mindstelønsoverenskomster”, vil det være arbejdsretten der skal tage stilling. Så uklart som lovforslaget er, vil den være nødt til at spørge EF-Domstolen – og så er vi tilbage ved start.

Det korte af det lange er: Der findes ingen nationale løsninger på det problem, som EF-Dommene har skabt. EU´s regler skal ændres, så det bliver umuligt for Domstolen at afsige sådanne domme.

Finn Sørensen 1. december 2008

Note: Den danske laval-lov blev vedtaget i Det danske Folketing d. 18. december 2008 (på 1-årsdagen for EF-Domstolens afsigelse af Laval-dommen!). Behandlingen af loven giver ikke anledning til at ændre i ovenstående gennemgang. Det har efterfølgende vist sig, at DA (Dansk Arbejdsgiverforening) afviser at være med til ”mindstelønsoverenskomster” som foreslået af fagforeningerne, hvor der i ”mindstelønnen” indregnes de tillæg som loven giver mulighedhed for. Arbejdsgiverne vil kun aftale den ”nøgne” mindsteløn, når det gælder overenskomstkrav til udstationerede virksomheder. Finn Sørensen 31. marts 2009.

 



Back to Top