Bookmark and Share

Hundredtusind working-poor i Irland




Mere end 100.000 arbejdere i Irland lever i fattigdom selvom de er i job
12. april 2018

-Det er chokerende tal, der viser at arbejdsmarkedssystemet er brudt sammen, og arbejderrettigheder ikke bliver beskyttet og prioriteret af politikerne, skriver den irske tænketank Social Justice Ireland.

Organisationens seneste rapport Poverty Focus 2018 sætter fokus på arbejdende fattige, eller working poor, som det hedder.

Selvom der er færre arbejdende fattige i Irland end i andre EU-lande som Rumænien, Grækenland, Spanien og de baltiske lande, så er problemet voksende i landet, og det sker på trods af at økonomien er kommet sig efter finanskrisen.

- Den økonomiske politik har ikke taget hånd om problemerne med lave lønninger, usikre jobs og et uretfærdigt skattesystem, konkluderer tænketanken.

Hver sjette irer mærker til fattigdom, dvs. de har en indkomst som ligger under fattigdomsgrænsen (60 procent af medianindkomsten). Det vil i 2018 betyde, at de har en indkomst efter skat, som er under 1800 kr. om ugen. 100.004 tusind arbejdere eller 13 procent af de fattige er i arbejde, men tjener en løn, som fastholder dem i fattigdom.

- Det er bemærkelsesværdige tal og det er vigtigt, at politikerne begynder at anerkende problemet og gøre noget ved det. Hvis folk i arbejde ikke kan garanteres et liv uden fattigdom, så er der noget galt. Selvom man har et job, så er det ikke nogen garanti for at leve i en husstand fri for fattigdom. Mange arbejdende familier med lave lønninger kæmper for at opretholde en basal levestandard, hedder det i rapporten.

Social Justice Ireland peger både på arbejdsgivere og politikere som ansvarlige:

- Arbejdsgivere der udnytter usikre ansættelsesformer og lave lønninger er blandt de ansvarlige. Regeringen må tage ansvar for at sikre, at jobs altid er en vej ud af fattigdom ikke en vej ind.

Et nyt studie viser, at så mange som en fjerdedel af de irske lønmodtagere (345.000) tjener mindre 85 kroner i timen, et beløb som anses for at ligge under det nødvendige for at opretholde en ”acceptabel” levestandard.

De lave lønninger rammer især kvinder, enlige forældre, ungarbejdere og ansatte på korttidskontrakter. Lavtlønssektorerne er butikker, hoteller og vagtselskaber. (brink)



Back to Top