Bookmark and Share

Græsrødder kalder til topmødedemo i Bruxelles


Det er ikke første gang fagforeninger og græsrødder har okkuperet gaderne i Bruxelles som en hilsen til topmøderne

Når EU’s regeringschefer mødes 19. december bliver de mødt af protester på gaden i Bruxelles
03. december 2014

Det europæiske faglige netværk, Alter Summit kalder sammen med fagforeninger og græsrødder til demonstration, når EU-toppen mødes i Bruxelles 19. december.

Stop den transatlantiske handelsaftale, den betyder mere nedskæringspolitik og mindre demokrati! For et socialt, økologisk og demokratisk Europa, imod nedskæringspolitikken alle steder!

Det er hovedparolerne i den appel, som en række især belgiske og franske fagforeninger sammen med en stribe græsrodsorganisationer står bag. De opfordrer ”alle” til at gøre den 19. december til en fælles aktionsdag.

- Vores nationale og europæiske ledere fortsætter med udlevere folket til aktionærernes og de multinationale, samtidig med at nedskæringspolitikken bliver mere og mere brutal. De fleste nationale nedskæringsprogrammer gennemfører EU’s ”anbefalinger” i henhold til ”stabilitets og vækstpagten”. Nedskæringspolitikken kaster os ud i en recessionsspiral, der påtvinger os social tilbagegang. De hemmelige frihandelsaftaler afspejler viljen til at opretholde de multinationales interesser og deres profitlogik på bekostning af et socialt, økologisk og demokratisk Europa, hedder det.

- Vi opfordrer organisationer og folk til at gøre den 19. december til en kamp- og aktionsdag. Gå på gaden og mind vores ledere om, at almenvellets interesser ikke er identisk med de multinationales og lobbyisternes, og at demokrati ikke virker uden os. Kun et virkeligt socialt og demokratisk Europa kan løse befolkningens grundlæggende sociale behov og sikre en fremgangsrig fremtid for alle inden for naturens grænser. Det er på høje tid at stoppe disse slagteres topmøde, lyder opfordringen fra alliancen af organisationer bag demonstrationen. (brink)



Back to Top