Bookmark and Share

Grækenland synker dybere




Mens Trojkaen har sat kniven på struben, synker grækenland dybere og dybere ned i fattigdom og arbejdsløsheden er igen på vej op
22. februar 2017

I januar faldt antallet af græske lønmodtagere med knap 30.000. Jobtallet er den værste åbning af et år de sidste femten år, skriver keeptalkinggreece.com.

Det græske arbejdsministerium offentliggjorde tallene tirsdag – dagen efter et møde blandt eurogruppens finansministre, som satte kniven på struben på grækerne. Budskabet fra mødet var klart, skriver keeptalkinggreece:

Trojkaens repræsentanter kommer ikke til Athen (og færdiggør evalueringen af den gældende låneaftale red.) hvis regeringen ikke indvilger i at lovgive om yderligere nedskæringer for årene 2019 og 2020.

Den græske regering har op til mandagens møde afvist at skære så meget som en euro mere, og helt afvist, at der kunne blive tale om at lovgive nu om nedskæringer på den anden side af 2018.

Men ”Trojkaen kommer ikke tilbage til Athen med mindre regeringen vedtager nye nedskæringer nu, som skal træde i kraft efter 2018”, siger en kilde i Bruxelles til ANT1 TV.

Trojkaen løbet tør for frimærker

Ifølge kilden Bruxelles er der ikke mere at diskutere, og de europæiske kreditorer har ikke sendt noget brev til Grækerne, fordi de ”er løbet tør for frimærker”, som kilden siger.

Ifølge erklæringen fra eurogruppemødet, så har den græske finansminister accepteret, at der skal vedtages nye nedskæringer for 2019-20. Regeringen har tirsdag forsøgt at forklare, at ”overskuddet” fra nye nedskæringer skal bruges på bl.a. social formål, så nedskæringer bliver ”neutrale.”

Det fremgår også af eurogruppens erklæring, at det nu er op til Trojkaens regnedrenge, som flyver til Athen at aftale de udestående spørgsmål i den igangværende evaluering af låneaftalen.

Et af de udestående spørgsmål handler om arbejdsmarkedspolitikken. Her har den græske regering ønsket at genetablere et system med kollektive overenskomster, som er blevet demonteret efter krav fra Trojkaen. Modsat så ønsker Trojkaen, at Grækenland skal deregulere deres arbejdsmarked yderligere. Det spørgsmål er øjensynligt nu overladt til teknokraterne på begge sider af bordet.

Trojkaen er stadig splittet på spørgsmålet om hvorvidt den græske gæld er ”holdbar”, eller med andre ord om det er realistisk at Grækenland kan slippe ud af sit gældsfængsel i dette århundrede. IMF kræver yderligere nedskæringer, plus en rekonstruktions af gælden, mens EU og eurozonens finansministre mener gælden er ”holdbar.”

Strategien hedder afpresning

Men ifølge keeptalkinggreece kan den græske regering ikke vedtage nedskæringer langt ude i fremtiden, fordi det strider mod den græske forfatning. Samtidig ville nye nedskæringer, som rækker udover den nuværende aftale betyde en fjerde aftale med Trojkaen. Og endnu en låneaftale ”vil få katastrofale konsekvenser for samfundet, hvor en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen,” skriver keeptalkingreece.

- Afpresning og deadlines er hovedstrategien for landets kreditorer, når det gælder om at få regeringen til at acceptere strenge nedskæringer som ikke fører til andet end accept af mere gæld og mere økonomisk krise. Og ja, kreditorerne har tid, tid i hvert fald indtil valget i Tyskland til september er overstået. Hvem bekymrer sig om, om en moder kan ernære sit barn, om en patient kan købe sin medicin, eller om en pensionist kan varme sit hjem op, som keeptalkinggreece konstaterer. (brink)

 



Back to Top