Bookmark and Share

Grækenland: Offentligt ansatte strejker


De offentlig ansatte i Grækenland har svært ved at se succesen ved nedskæringerne, her ved gårsdagens demonstration i Thessaloniki

Onsdag startede en to dages proteststrejke mod Trojkaens krav om fyringer af offentlige ansatte
20. marts 2014

Netop som endnu en runde langtrukne forhandlinger sluttede mellem den såkaldte Trojka (EU, Centralbanken og IMF) og den græske regering er de offentligt ansatte igen gået ud i en todages proteststrejke.

De strejkende protesterer mod de omfattende fyringer i den offentlige sektor, som er en del af Trojkaens betingelser for at levere næste rate af kriselånet til landet.
I Bl.a. Athen og havnebyen Thessaloniki var der demonstrationer i går. Det er de offentligt ansattes fagforbund, ADEDY, som står bag strejkerne, hvor også hospitalsansatte deltager.

Også de græske lærere deltager i den todages strejke, og de har forlænget den til en ekstra strejkedag fredag.

Hastevedtagelse

Gårsdagens aftale med Trojkaen er faldet på plads efter syv måneders omstændelige forhandlinger, skriver den borgerlige græske netavis, Ekathemirini. Ifølge avisens kilder planlægger regeringen en lynvedtagelse i parlamentet, så pengene fra ”redningsfonden” kan komme i hus.

Regeringen vil samle aftalen med Trojkaen i et enkelt lovforslag med kun tre paragraffer: En som handler om rekapitalisering af bankerne, en som handler om endnu en runde ”strukturreformer”, som ikke er kendt i detaljer endnu og endelig en artikel om forhøjelse af ejendomsskatterne.

Opdelingen i tre artikler er ifølge avisen et kompromis mellem den konservative og socialdemokratiske del af regeringen. Der var ellers lagt op til at samle hele sagen i en enkelt artikel i loven for at tvinge vaklende medlemmer af regeringspartiernes parlamentsgrupper til at stemme ja eller nej til pakken. Men man opgav ideen for ikke at blive beskyldt for lave ren afpresning.

Overvåget debat

Loven forventes forelagt i parlamentet i næste uge og skal til afstemning efter få dages debat.  Planen er at gennemføre Trojkaens krav inden første april, hvor Grækenland er vært for et topmøde i Eurozonen.

Medlemmer af det græske socialdemokrati, Pasoks parlamentsgruppe, med dets tidligere leder Papandreou i spidsen, er imod rekapitaliseringen af bankerne, og det har skabt usikkerhed om der kan samles flertal for aftalen.

EU og Centralbanken sender embedsmænd til Athen for at overvære debatten om bankpakken, angiveligt for sikre, at planen for rekapitalisering ikke afviger fra ”europæiske normer,” skriver avisen. (brink)

 



Back to Top