Bookmark and Share

Grækenland: Gode jobudsigter for de ufødte




IMF’s mand i Europa forudser at den græske arbejdsløshed falder til førkrise-niveau i 2038
19. januar 2017

Det vil tage 21 år inden Grækenlands enorme arbejdsløshed på 23 procent vil falde til niveauet før krisen, det forudser Valutafondens direktør for IMF’s europæiske kontor, Poul Thomsen.

Hans forudsigelser om den græske og andre europæiske landes arbejdsløshed faldt ved en bogpræsentation i Washington.

Mellem 2001 og 2007 lå den græske arbejdsløshed gennemsnitligt på 7,8 procent. Det niveau vil grækerne nå ned på i 2038, forudser Thomsen.

IMF-direktøren er ikke ligefrem elsket i den græske fagbevægelse, hvor han personificerer den hårde nedskæringspolitik, som IMF har været med til at dikterer i den Trojka, som overvåger, at Grækenland lever op til de nedskæringer og reformer, som har været prisen for de lån landet har optaget.

Strukturreformer igen igen

Selvom den venstreorienterede græske regering har slugt den medicin Trojkaen har udskrevet, så har den endnu ikke virket. Landet er stadig i dyb depression, og arbejdsløsheden kun faldet marginalt, mens den sociale krise accelererer.
Den store arbejdsløshed i en række sydeuropæiske lande vil fortsætte mange år endnu, mener Poul Thomsen.

Han vurderede på pressemødet, at det vil tage Italien 12 år, inden arbejdsløsheden når 2007 niveauet. Portugal skal bruge 10 år og Spanien seks år.
- I disse lande er den strukturelle arbejdsløshed høj, inflationen lav (deflation), og gælden er vokset. Det er arven fra den økonomiske krise, sagde Poul Thomsen, ifølge hjemmesiden Keep Talking Greece.

Han pegede på, at statsgælden i seks eurozonelande nu overstiger 100 procent af BNP.

IMF direktøren argumenterede for, at det ikke er nedskæringspolitikken, som er problemet, det handler - som altid for IMF - om, at der er brug for stadig flere strukturreformer.

- Problemet med eurozonen er, at det er en monetær union, men der er ingen politisk union, sagde han.

Håb for de ufødte

En anonym talsmand for den græske regering forsøgte at møde den ret rystende forudsigelse om den fortsatte arbejdsløshed med ironi:

- Thomsen har altid ramt rigtig i sine forudsigelser, han forudså en vækst på 2,1 procent, men recessionen endt med et minus på 7,1. Han forudså underskud og recession i 2016, men der har været en positiv udvikling. Måske skulle han begynde at skrive en blog, lød kommentaren.

Keep Talking Greece tilføjer et PS: Hvis vi tror på Thomsens forudsigelse, så kan arbejdsløse grækere over 50 lige så godt gå pension hurtigst muligt, og de 25-årige kan håbe på et arbejde når de bliver 46! Chancerne er bedst for dem, som ikke er født endnu. (brink)

 



Back to Top