Bookmark and Share

Grækenland fornedret og forarmet




Europrojektet fremstår mere og mere som en trussel mod velfærdsstat og demokrati i EU.
03. august 2015
Af Henrik Herløv Lund, økonom – cand. scient. adm.

Chok. Med andre ord kan man ikke beskrive den såkaldte ”kriseløsning”, som eurozonen og ”trojkaen” i går dikterede den græske regering.

På trods af den nedadgående spiral, som sparepolitikken allerede har sendt den græske økonomi i, forsætter EU toppen ufortrødent med endnu hårdere krav.
”Aftalen” er da også blevet til ved EU toppen har sat den græske regering pistolen for panden: Skriv under – eller I bliver smidt ud (angiveligt for 5 år, men er der nogen der tror på den midlertidighed).
Med ”aftalen” er ikke blot den græske økonomi lagt i en destruktiv spændetrøje, men Grækenland er reelt sat under administration de næste mange år og det græske demokrati i praksis sat ud af funktion.
Aftalen viser, at der med euroen kun er en politik mulig i EU: En monetaristisk sparepolitik. Og kun en politisk udvikling: En stadig stigende magtcentralisering i EU toppen på bekostning af direkte og nationalt demokrati.

”Aftalen” s hovedelementer

”Aftalen” mellem Eurozonen og trojkaen på den ene side og den græske Syriza – regering på den anden side kan inddeles i 3 hovedgrupper:
1. Akutte besparelser:
Senest 15. juli skal det græske parlament have vedtaget 4 hasteindgreb som love:
• Moms og skattesystemet skal ændres, således at skatteindtægterne forhøjes: Grækerne kan selv bestemme hvordan, men der har været talt om at forhøje momsen på restauranterne fra 13 til 23 % og hæve selskabskatten fra 26 til 28 %.

• Pensionssystemet skal ændres, så pensionsalderen bliver 67 eller efter 40 års tjeneste
• Hvis budgetmålene ikke opfyldes, skal der sikres automatiske nedskæringer.

2. Struktur” reformer”:
• Grækenland skal seneste oktober 2015 have vedtaget en ambitiøs pensionsreform
• Grækenland skal gennemføre en ambitiøs reform af handelslivet ifølge OECD –anbefalinger
• Grækenland skal gennemføre reformer på arbejdsmarkedet
• Den finansielle sektor skal styrkes og senest 22. juli skal det græske parlament have indført

EU regler for genopretning og afvikling af banker

• Endvidere skal det nationale statistiske kontor sikres fuld uafhængighed.
• Grækenland skal privatisere værdier for 50 mia. euro. Disse skal overføres til en uafhængig
fond, der skal stå for privatiseringen.
• Grækenland skal slanke og afpolitisere den offentlige administration. Forslag hertil skal være parat 20. juli.

3. Øget EU styring:
• Grækenland skal give EU-kommissionen, ECB og IMF adgang til i Athen at overvåge implementeringen af den aftalte politik. Regeringen skal også konsultere og have grønt lys fra de 3 institutioner for alle relevante lovforslag i passende tid, før de fremsættes

• Den græske regering skal rulle alle tiltag tilbage, der er besluttet i modstrid med en tidligere aftale fra 20. februar i år med mindre andre tiltag kan udfylde hullet. ́

Grækenland forarmes yderligere

Med aftalen har EU – toppen tilsidesat såvel den græske regerings som den økonomiske sagkundskabs indvendinger mod sparepolitikken.

Tværtimod vil sparepolitikken skulle intensiveres over de kommende år, idet overskuddet på den græske stats primære balance (dvs. før gældsbetalinger) fra 1 procent i 2015 skal stige til 2 procent i 2016.

Dette er en ganske stor stigning i overskuddet på den offentlige primære saldo, som vil kræve betydelige budgetforbedringer.

Den græske regering får ganske vist lov til at forhøje skatteindtægterne efter egen bestemmelse. Men om skatteforhøjelserne alene kan opfylde de anførte meget krævende mål for forbedring af den primære offentlige balance må anses for meget tvivlsomt. Og sker der ikke de nødvendige provenuforbedringer via øgede indtægter, skal der ifølge ”aftalen” gennemføres automatiske nedskæringer i stedet. Dvs. besparelser kan meget hurtigt komme på dagsordenen igen i de kommende år.

Derimod er der i aftalen ikke nogen videre hjælp at hente til investeringer, udvikling af produktivitet og jobskabelse, som kunne forbedre økonomien og skabe et overskud at betale tilbage af.

Ganske vist skal der sælges græske statsvirksomheder og græsk statsejendom 50 mia. euro (ca. 370 mia. kr.). Men med et så omfattende udbud på kort tid kan det næppe komme til at ske til andet end købers marked – dvs. de vil blive solgt til spotpriser.

Og af salgsprovenuet kan den græske stat selv kun disponere over 25 % af salgsprovenuet, idet 50 % skal gå direkte til kapitalindsprøjtninger til landets trængte banksektor, og yderligere 25 % skal gå til afdrag på lån. Og samtidig mister den græske stat driftsindtægterne fra disse statsvirksomheder.

Det må derfor betragtes, som meget tvivlsomt, hvorvidt den græske regering hermed selv ud af disse privatiseringer vil kunne hente noget videre provenu til at investere i udvikling af økonomien.

Grækenland sendes således videre i den dødsspiral, som sparepolitikken har sendt den græske økonomi i, idet der nu suges endnu mere købekraft og efterspørgsel ud af økonomien, hvilket kun kan dræne økonomien yderligere for vækst. Dette vil i sig selv og dermed vil virke i retning af forværring af arbejdsløshed, statsunderskud og gæld.

Hertil kommer, at de krævede ”strukturreformer” også umiddelbart vil virke i retning af større arbejdsløshed, idet fx forhøjelse af pensionsalderen øge udbuddet af arbejdskraft og dermed mængden af arbejdssøgende, men ikke i sig selv vil skabe flere jobs. Dette vil hermed i sig selv også trække i retning af større statsunderskud og gæld.

Stadig håbløs gældsbyrde

Hvad der er endnu værre er, at ”aftalen” umiddelbart ikke stiller nogen nedbringelse i den græske gæld i udsigt tilgengæld for de hårde krav om ændringer i den løbende økonomi. Først når Grækenland har vedtaget de krævede besparelser og ”reform” krav vil EU indlede forhandlinger omen lånepakke på 85 mia. euro. Men disse nye lån skal imidlertid primært gå tilbagebetaling, afdrag og renter på gamle lån.

Det hedder oveni købet direkte i ”aftalen” at såkaldte ”haircuts” af gælden ikke kan gennemføres. Om dette også udelukker lavere forrentning og længere løbetid på de græske lån fremgår ikke? Men som ”aftalen” er formuleret vil Grækenland efter den nye lånepakke umiddelbart stå tilbage med en endnu større gældsbyrde, idet lånebehovet er vokset under den aktuelle krise.

Summa summarum: Grækenland står med denne ”aftale” umiddelbart tilbage med en endnu større møllesten om halsen i form af en gældsbyrde, som landet aldring vil kunne betale.
Mens de akutte konsekvenser af ”aftalen” er, at Grækenland vil blive yderligere drænet for vækst og hermed vil blive yderligere forarmet og fattiggjort.
Grækenland er med Informations ord blevet en ”gældskoloni” under EU.

Græsk demokrati tilsidesat

Hertil kommer, at aftalen også har vidtrækkende politiske konsekvenser.
Ifølge aftalens ordlyd skal EU toppens slet og ret godkende al græsk lovgivning af betydning.

Ja, EU toppen dikterer – som fremgår - ikke bare den græske regering, men også det græske parlament helt ned i detaljer, hvad der skal besluttes. Og styringslysten er stor, hvad interessen for fx græske handlendes åbningstider vidner om. Den internationalt kendte økonom, Poul Krugman, har ligefrem karakteriseret det skete som et ”kup”.

Der tales også direkte om, at den nuværende græske Syriza–regering ikke kan fortsætte, men muligvis vil blive erstattet af en ”teknokrat” – regering, som har EU s tillid, således som det skete i 2011, da daværende PASOK – premierminister Papandreou blevet fejet af banet og afløst af den EU-venlige nationalbankdirektør Papademos.
Ikke blot den valgte Syriza-regering og det græske parlament er således sat under administration.

Aftalen med EU har også uden at blinke fejet den græske folkeafstemnings overvældende nej til sparepolitikken til side.

EU-toppen har således igennem hele forløbet fastholdt sin uforsonlighed overfor Grækenland og de græske myndigheder, ja den endelige aftale er af iagttagere blevet karakteriseret som ”et hævntogt” og ”en ydmygelse” af Grækenland som gengæld for afvisningen af sparepolitikken ved folkeafstemningen.

Hele det græske demokrati er hermed af hensyn til euroen blevet tilsidesat, ja fornedret, af EU toppen.

Også her sætter det græske eksempel tingene på spidsen, men der er grund til at minde om, at vi i de øvrige Sydeuropæiske lande i kølvandet på gældskrisen også har set vidtrækkende indgreb i og diktater af de nationale regeringers økonomiske politik, ja tilmed også set indsættelse af en EU venlig teknokrat-regering i en af EU s største økonomier, Italien.

Euroen ensbetydende med sparepolitik.

Udvikling omkring Grækenland har på mange måder stillet fokus på en række grundlæggende problemer omkring europrojektet og EU s valutaunion.
På trods af de negative konsekvenser af sparepolitikken har EU toppen som fremgået valgt at fortsætte og intensivere denne.

Der er grund til at minde om, at sparepolitikken overfor Grækenland ikke er et særtilfælde, men at den samme politik mere eller mindre har været ført overfor alle Sydeuropæiske lande, ja faktisk har været den anbefalede økonomiske politik i hele EU, jf. Finanspagten.

Og at et gennemgående træk for alle sydeuropæiske lande også har været, at EU primært har ydet lån til at tilbagebetale eksisterende lån (og dermed gøre EU s egne storbanker fri af lån til Grækenland). Mens der ikke er blevet givet EU støtte til investeringer, produktivitetsudvikling og jobskabelse på trods af, at der i eurozonen og EU er et grundlæggende problem omkring lavere produktivitet og konkurrenceevne i de sydeuropæiske økonomier.

At EU således konstant har ført sparepolitik og ikke vækstpolitik kan ikke betragtes som nogen tilfældighed, men ligger i direkte forlængelse af de ”Konvergenskriterier” for medlemskab som lå i ”Vækst – og Stabilitetspagten” og senest nu er nedfældet i udvidet omfang i ”Finanspagten”, hvor målene ikke er vækst og beskæftigelse, men handler om balance på de offentlige finanser gennem snævre grænser for statsunderskud og statsgæld.

Vi kan nu med Grækenland som det mest ekstreme eksempel se, at euroen og ØMU ́en og den monetaristiske økonomiske tankegang, som ligger bag ØMU ́en, på grund af disse snævre rammer rettet mod ekspansiv økonomisk politik og finanspolitik langt hen ad vejen vil umuliggøre en vækst -og jobskabende økonomisk politik.

En sparepolitik, som ikke bare i Grækenland, men i de øvrige sydeuropæiske lande, konsekvent er blevet forlangt udmøntet igennem forringelser af offentlige ydelser og besparelser på offentlig beskæftigelse. Dvs. på velfærdens bekostning.

Vi kan således konstatere, at euroen ikke bare indskrænker det økonomiske politiske mulighedsrum til sparepolitik og udbudsøkonomisk politik, men direkte sigter mod en neoliberalistisk ”austerity” politik dvs. mod indskrænkning af velfærdsstaten.

Europrojektet medfører centralisering

En sådan reduktion af velstand og velfærd for den brede befolkning kan naturligvis ikke ske uden protester fra store vælgergrupper, hvilket vi jo også har set i en række sydeuropæiske lande, navnlig Grækenland og Spanien.

Derfor er det ikke tilfældigt, at vi som konsekvens af euroens karakter af anti-velfærdsstatsligt projekt, også ser en stigende tendens til centralisering af den økonomisk politiske magt i EU-toppen, ja endog uden for denne i de helt udemokratiske institutioner, ECB og IMF.

Denne centralisering er slet og ret svaret fra EU toppen på det grundlæggende problem, at denne monetaristisk, neoliberalistisk inspirerede økonomiske politik i EU på ingen måde er demokratisk vedtaget, men primært er forankret i EU – institutionernes top og dermed savner demokratisk legitimitet.

Centraliseringen af magten i EU- toppen skal slet og ret løfte beslutningsmagten for den økonomiske politik væk fra det demokratiske niveau og dermed bringe sparepolitikken udenfor rækkevide af modstanden i de nationale demokratier imod austerity-politikken.

Det er af mange iagttagere blevet peget på som et problem, at der i forbindelse med finanspolitikken mangler en demokratisk fastlæggelse heraf i EU regi.
Men som det græske eksempel mest ekstremt viser, så er det demokratiske underskud i forbindelse med sparepolitikkens fastlæggelse ikke et problem, men tværtimod løsningen.

Med andre ligger der også i hele europrojektet ikke blot en iboende sparepolitik på bekostning af velfærdsstaten, men også en magtcentralisering på bekostning af demokratiet.

 



Back to Top