Bookmark and Share

Faglig appel om social retfærdighed i EU




Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS opfordrer EU-Kommissionen til at komme med ”stærke forslag” til EU’s fremtid der genskaber social retfærdighed før valget til EU-parlamentet
10. september 2018

Onsdag holder Kommissionsformand, Juncker sin tale om ”Unionens tilstand.” Det er Kommissionens sidste chance for at markere, hvor den mener EU skal hen. Næste år er der valg til EU-parlamentet, og i samme ombæring skal der udpeges en ny Kommission.

EFS’ generalsekretær, Luca Visentini benytter lejligheden til at pege på, at hvis EU skal genvinde tilliden blandt folk, så skal der leveres en ny politik som ”genskaber social retfærdighed.”

Samtidig opfordrer han til at skabe en bred alliance mellem partier, politikere, parterne på arbejdsmarkedet og civilsamfundet. En alliance som skal støtte op om de demokratiske værdier og takle ”populisme, nationalisme og racisme,” som det hedder i en melding fra EFS i Bruxelles.

- Der er brug for en alliance, der beskytter demokratiet mod populister og det yderste højre. Tiltroen til mainstream-politikerne er nået et lavpunkt, det skyldes at de de sidste 10 år har overset den voksende ulighed, de arbejdende fattige og den faldende levestandard. Nu er det tid til at stå op mod ekstremisme og gå i aktion for social retfærdighed, siger Visentini.

Bomber og kanoner ikke nok

Når Juncker har talt om et EU der beskytter sine borgere, så advarer Vinsentini mod at tro, at beskyttelse kun handler om grænseværn og militær oprustning.

- Et ”Europa som beskytter”, som Juncker rigtigt har talt for, kan ikke bare baseres på sikkerhed, forsvar og grænsekontrol. Europa har brug for social retfærdighed, og hvis demokratiske partier ikke kan levere det, så vil vælgerne desværre se andre steder hen, advarer han.

EFS gentager sine krav ”kvalitetsjob” og flere offentlige og private investeringer, og kræver konkrete initiativer i forlængelse af den ”sociale søjle*”, som EU-lederne underskrev sidste år.

- De ulige lønvilkår skal angribes meget mere seriøst: løngabet mellem kønnene, mellem øst og vest, og fattigdomslønningerne i alle lande. Højere lønninger og en opadgående konvergens kan styrke efterspørgslen og konkurrenceevnen og dæmpe vreden, siger EFS generalsekretær.

Som også slår et slag for, at EU nu helhjertet går for at styrke kollektive forhandlinger og ”social dialog” så arbejderne bliver inddraget på alle niveauer nationalt og på EU-plan. (brink)



Back to Top