Bookmark and Share

EU’s nedskæringspolitik gør ondt – til gengæld virker den ikke




Europa må vælge en anden vej ud af krisen, lød konklusionen på en heldagshøring, arrangeret af venstregruppen i EU-parlamentet, GUE/NGL
19. april 2011

Skal man tro debatten i de danske medier, så er der kun en vej ud af krisen, det er at følge EU nedskæringspolitik. Det uanset, at de økonomer som anbefaler det, også var dem der gav opskriften til det der førte til krisen: Liberaliseringer og frit spil på alle markeder, som mundede ud i finanskrise og gældsproblemer i de svageste euro-lande.

De græske, irske lønmodtagere betaler nu prisen for EU og den internationale valutafonds medicin mod krisen. Og de kan konstatere, at ”det gør ondt, til gengæld virker det ikke.” Som Labours leder Ed Milliband har formuleret det.

Tallene fra Irland taler sit tydelige sprog, landet har haft recession i tre år. Den indenlandske efterspørgsel er faldet med 27 procent og investeringerne er faldet med 60 procent. De EU-dikterede nedskæringer suger al dynamik ud af økonomien, så det bliver endnu sværere at betale gælden. Ikke engang mange år med nedskæringer i velfærd og lønforringelser vil befri de ramte lande for deres gæld.

Men modsat det indtryk de danske medier giver, så findes der alternativer. På høringen i Europarlamentet deltog der bl.a. økonomer fra ”Europæiske økonomer for en alternativ økonomisk politik i Europa,” (EuroMemo Group). Også den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, generalsekretær, John Monks deltog i høringen.

Investeringer og vækst

Overskriften på høringen var finanskrisen, EU-styring og forskellige centrum-venstre-løsninger for hvordan Europa kan komme ud af krisen og i retning af et socialt Europa.
Økonomerne deres alternativ, hvor de bl.a. peger på at ”Stabilitets- og Vækstpagten burde erstattes af en forpligtelse til at udvide makroøkonomisk efterspørgsel for dermed at fremme fuld beskæftigelse.” I dag kræver den modsat, at landene holder deres underskud under 3 procent.

Angreb over hele linjen

Ronald Janssen fra den faglige tænketank, ETUC viste, hvordan angrebene på lønmodtagerne følger samme linje i stort set alle EU-lande.
De offentlige ansattes lønninger er blevet bekåret eller fastfrosset i de fleste lande. Der er omfattende fyringer i den offentlige sektor i mange lande. Nogen steder er der indført ansættelsesstop, så der kun ansættes en, hver gang der forsvinder fem jobs. I Storbritannien skal der fyres 300.000 osv.

EU-kommissionens parole om, at det ”skal kunne betale sig at arbejde” bliver også fulgt op i mange lande med angreb på dagpengesystemerne. Fra halveringen af dagpengeperioden i Danmark, til direkte nedskæring af dagpengesatsen i Sverige.
Han pegede også på angrebene på mindstelønnen i nogle af de lande, som har lovfæstet mindsteløn.

Fagbevægelsens svar

Næstformand i 3F Industri og Service, Finn Sørensen deltog i høringens panel. Han fortalte om den aktuelle situation i Danmark og kampen mod den borgerlige regerings krisepolitik, som er helt i tråd med EU’s krav.

- På baggrund af denne modstand mod kernepunkter i den liberalistiske politik, skulle man tro, at dansk arbejderbevægelse ville modsætte sig europagten og den lovgivning der følger efter, sagde han.

- Selvom S, SF og LO lagde ud med en kritik af forslaget til Europagt, så er deres kritik forstummet efter den blev ændret, og de har alle tilsluttet sig pagten. De mener de har fået en sikkerhed for, at pagten ikke vil føre til indgreb i den danske model for kollektive lønforhandlinger, eller i vores velfærdssystem, sagde Finne Sørensen.

- Det holder selvfølgelig ikke. Problemet er, at de nu har tilsluttet sig målsætningerne. Nu handler det ikke længere om vi skal skære ned på lønninger, på velfærdsordninger, på efterlønsordningen, og om vi sætter mere fart i privatisering af offentlig ejendom og tjenesteydelser.- nu handler det udelukkende om, hvordan vi vil opfylde disse målsætninger, sagde han.

Hvilken strategi skal vi følge

- Europagten desværre en uundgåelig konsekvens af de økonomiske principper der ligger i traktatens regler om det indre marked og den økonomisk monetære union. Det vi ser i disse år, er at den liberalistiske økonomiske politik på flere og flere områder vinder over de faglige og sociale rettigheder, sagde Finn Sørensen.

Han pegede i sit oplæg på de udfordringer som det stiller fagbevægelsen overfor.

EF-domstolens indgreb i konfliktretten og i medlemslandenes ret til at beskytte sig imod social dumping er et af de helt tydelige eksempler. Europagten og de økonomiske lovgivning og ændring af traktaten er et andet eksempel, mente han.

- Konsekvensen er ikke blot at man gennemtvinger en reaktionær økonomisk politik. Konsekvensen er også at man angriber demokratiet, man begrænser befolkningernes muligheder for at påvirke den økonomiske politik, og man begrænser fagbevægelsens kampmuligheder, sagde Finn Sørensen.

Er vendepunkt

Derfor står kampen i dag om at få ændret EU’s lovgivning, så der tilbagefører selvbestemmelse til de nationale parlamenter, i første omgang hvad angår helt centrale områder som velfærdspolitik, løndannelse, finanspolitik, pensioner, og retten til at afvise privatiseringer og udliciteringer af offentlig ejendom og serviceydelser, mente han.

- Vi skal også kæmpe for ændringer, som kan give medlemslandenes og fagforeningerne ret til at forsvare sig imod social dumping, og kræve lige vilkår for arbejderne. Et helt centralt led er kampen for det forslag om en social protokol som EFS fremsatte allerede få måneder efter at EF-domstolen greb ind i konfliktretten med Lavaldommen, sagde Finn Sørensen.

- Jeg tror, at fagbevægelsen og arbejderbevægelsen i Europa står ved et vendepunkt. Jeg tror, vi er kommet til et punkt, hvor vi er nødt til at spørge os selv: Hvad kan vi bruge EU til, nu hvor det bliver stadig mere tydeligt, at EU er et effektivt redskab for gennemførelsen af storkapitalens interesser? Vi er kommet dertil, hvor vi må spørge os selv, om EU er en del af løsningen, eller en del af problemet, sagde han. (brink)

 



Back to Top