Bookmark and Share

EU’s Fortabte ungdom


Den Eurorpæiske Faglige Sammenslutnings ungdomskomite på gaden i Berlin sommeren 2015 mod nedskæringspolitik og for solidaritet med Grækenland

EU's ungdomsgaranti lever ikke op til de oprindelige forventninger, siger revisorerne
05. april 2017

EU’s ungdomsgaranti, der skal hjælpe unge, som hverken er i job eller under uddannelse, har ifølge en ny beretning fra Den Europæiske Revisionsret kun gjort begrænsede fremskridt, og dens resultater lever ikke op til de oprindelige forventninger.

Ungdomsgarantien blev annonceret i 2013 under store fanfarer af EU-Kommissionen, som et eksempel på Unionens sociale ansigt.

Under ungdomsgarantien skal medlemsstaterne sikre, at alle unge, senest fire måneder efter at de er gået ud af skolen eller er blevet arbejdsløse, får et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, lærlingeuddannelse eller praktikophold.

Herudover oprettede Det Europæiske Råd ungdomsbeskæftigelsesinitiativet for at øge støtten til de regioner og personer, der er hårdest ramt, med et budget på 6,4 milliarder euro.

Men EU’s egne revisorer giver garantien dumpekarakter efter at have besøgt Irland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Portugal og Slovakiet for at se, hvad der er kommet ud af det.

De syv lande havde gjort nogle fremskridt med gennemførelsen af ungdomsgarantien, og der var nået en række resultater, konstaterer Revisionsretten i en pressemeddelelse om deres rapport

Men ”ingen havde imidlertid sikret, at alle unge, der hverken var i beskæftigelse eller under uddannelse, havde mulighed for at modtage et tilbud inden for fire måneder”, hedder det.
- Der var stadig over fire millioner unge under 25, der var arbejdsløse i hele EU ved midten af 2016, siger Iliana Ivanova, det medlem af Revisionsretten, der var ansvarligt for beretningen.

- De politiske beslutningstagere bør sikre, at de programmer, der udformes til at hjælpe unge, ikke skaber forventninger, der ikke kan indfries. Europa-Kommissionen anerkendte faktisk selv i sin nylige hvidbog om Europas fremtid, at der er et misforhold mellem forventningerne og EU’s kapacitet til at indfri dem, siger hun.

For få penge

Ifølge revisorerne, er det er umuligt at nå ud til alle de berørte unge alene med de midler, der er til rådighed fra EU’s budget.

For så vidt angår ungdomsgarantien konstaterer revisorerne, at der manglede strategier med klare milepæle og mål for at nå alle dem, der havde behov for tilbud om beskæftigelse eller uddannelse. Medlemsstaterne vurderede ikke de samlede udgifter og de disponible midler, og kvaliteten af de data, der var adgang til, var så ringe, at det var vanskeligt at vurdere resultaterne.

Undersøgelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet viste, at vurderingen af målgruppen havde været utilstrækkelig, at der var risiko for, at EU-midlerne blot erstattede nationale midler i stedet for at give ekstra værdi, og at dataenes lave kvalitet gjorde det vanskeligt at måle de rapporterede resultater, der var lavere end forventet.

Revisorerne konkluderer, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet hidtil kun har ydet et begrænset bidrag i de besøgte medlemsstater.

Rapportens bekymringer deles af den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, som hilser Revisionsrettens indgriben velkommen.

- EFS støtter Ungegarantien, men vi har længe talt for markante forbedringer. Jeg håber den her rapport vil give et skub mod en større og bedre Ungegaranti, siger sekretær i EFS, Thiébaut Weber. (brink)



Back to Top