Bookmark and Share

Europæiske LO-Bosser: Uden grænser for fri bevægelighed falder EU




Formændene for det svenske, tyske og østrigske LO kræver social protokol i EU-traktaten
12. juni 2017

I et fælles indlæg i ”Dagens Samhälle” advarerer formændene for de tre landsorganisationer om, at EU risikerer at bryde sammen af mangel på folkelig støtte, hvis der ikke bliver sat en stopper social dumping.

- I stedet for at pege fingere af de EU-borgere, som tager til andre lande for at kunne forsørge sin familie bør vi i stedet stoppe de useriøse virksomheder, som konkurrerer på usle arbejdsvilkår. Uden en social protokol risikerer EU at falde sammen, skriver svenske Karl-Petter Thorwaldsson, tyske Reiner Hoffman og østrigske Eric Foglar.

De tre landsorganisationer har sammen med deres de tre landes socialdemokratier skabt en alliance, som arbejder for at få en social protokol indføjet i EU-traktaten. Til efteråret holder de tre et ”socialt topmøde” i Gøteborg for at fremme sagen.
EU-Kommissionens nylige hvidbog om EU’s fremtid er baggrunden for at de tre LO-formænd rejser kravet igen. 

- Det er vigtigt at huske, at kampen for et socialt EU og i særdeleshed kampen mod social dumping og usund konkurrence er altafgørende for hele EU-samarbejdet. Hvis ikke EU kan sikre borgernes grundlæggende rettigheder, ligebehandling af arbejdstagere og lige løn for lige arbejde. Så kommer flere mennesker i flere medlemslande til at vende det europæiske projekt ryggen. En fortsat støtte til den fri bevægelighed på EU’s indre marked kræver anstændige arbejdsvilkår skriver de.

- Egentlig handler det om, hvilke begrænsninger der er acceptable for EU’s fri bevægelighed af tjenesteydelser. Vores krav er, at nationale kollektive aftaler og ligebehandling skal gælde for alle som arbejder på samme nationale arbejdsmarked, det gælder også dem, som er udstationeret fra et andet land for at levere ydelse. Sådan et krav er naturligvis en begrænsning for den fri bevægelighed, nemlig for dem som vil konkurrere på usle løn- og arbejdsvilkår. Men det er en begrænsning, som skal være tilladt, hvis EU-samarbejdet skal være socialt acceptabelt, skriver LO-formændene.

Selvom de tre hilser signalerne om en lettelse af EU’s nedskæringspolitik velkommen, og ser forslaget om en ”social søjle” som et eksempel på det, så er det langt fra tilstrækkeligt, mener de.
- EU er i dag et fælles marked med fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft. Den måde vi regulerer det marked påvirker, hvem der bliver vindere og tabere. Det afgør også om samarbejdet er socialt acceptabelt eller ej. Hvis EU-lovgivningen understøtter eller i værste fald fremtvinger konkurrence på løn- og arbejdsvilkår, så har EU ingen fremtid. Det er det diskussionen om det ”sociale Europa” bør fokusere på, konstaterer de.

- Vores krav er klare. Sammen med formændene for socialdemokraterne i Tyskland, Østrig og Sverige enedes vi i 2016 om, at vi har brug for en ændring af EU’s traktat for at styrke de grundlæggende menneskerettigheder, bl.a. organisationsretten. Vi kræver at en social protokol føjes til traktaten, den skal tydeligt slå fast, at de økonomiske friheder på det indre marked ikke skal indebære at begrænsninger skal fjernes. Ligebehandling af alle arbejdstagere – uanset nationalitet – skal garanteres, skriver de. (brink)



Back to Top