Bookmark and Share

Europæiske chauffører kræver stop for dumping




Det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF forsøger at presse EU til at stoppe det vilde vesten på landevejene
04. oktober 2016

Det Europæiske Transportarbejderforbund forsøger nu at presse EU-kommissionen til at indføre regler, som kan stoppe den udbredte sociale dumping i transportsektoren.

For nylig præsenterede EFT en række konkrete forslag til stramninger af EU-lovgivning på transportområdet. Regler som lige nu giver frit løb for social dumping i et stadig stigende omfang.
Chaufførernes udspil er et ”tilbud” til EU-kommissionen, som har annonceret, at det i foråret 2017 vil præsentere en såkaldt ”vejpakke”.

Kommissionen gennemfører lige nu en høringsproces som handler om de ca. 10 direktiver og forordninger, som handler om vejtransport.

EU-Kommissionen har længe ønsket en yderligere liberalisering af hele transportområdet, men det er de seneste år lykkedes for EFT på EU-plan og for Godschaufførernes Landsklub herhjemme at sætte fokus på, den udbredte sociale dumping på landevejene. Derfor har transportkommissæren også ved flere lejligheder lovet, at vejpakken også vil se på fair konkurrence.

- Men det er stadig uklart, om ”vejpakken” munder ud i nye lovforslag eller om det ender med blot at bestå af nogle ”forklarende retningslinjer,” konstaterer EFT’s i en pressemeddelelse.
Transportarbejderforbundets giver konkrete bud på, hvordan postkassefirmaerne kan udryddes, og hvordan EU’s regler for den såkaldte cabotagekørsel kan skrues sammen, så de respekterer de faglige og sociale rettigheder.

- Med blot et minimum af politisk vilje kan udstationerings- og cabotagereglerne håndhæves perfekt, lyder det fra ETF.

Manglende vilje

Men det er mere end usikkert, om der er politisk vilje til at gøre op med de usle arbejdsvilkår. EU-kommissionens vejpakke deler EU i øst og vest. Mens en række af de ”gamle” EU-lande har appelleret til EU-kommissionen om strammere regler, så er en række af de østlige medlemslande lodret imod.

Derfor følger ETF op med en større kampagne i foråret 2017 for at sætte tryk på deres krav.
Formålet er ”at få EU’s institutioner til at lytte til dem, som bruger dage, uger, ofte måneder bag rattet på nogle af de dårligste arbejds- og levevilkår i EU”, som det hedder. (brink)

 



Back to Top