Bookmark and Share

Europæisk fagbevægelse: Giv Grækenland og Europa en ny chance




Den Europæiske Faglige Sammenslutning støtter Grækenlands forsøg på en ny politik, det er en chance for Europa til fundamentalt at skifte kurs
16. marts 2015

Den Europæiske Faglige Sammenslutnings styrelse vedtog i sidste uge en erklæring til støtte for den nyvalgte græske regering.

- Det politiske skifte i Grækenland er en mulighed, ikke kun for det krisehærgede land, men også for en fundamental nyvurdering og revision af EU’s økonomiske og sociale politik med fokus på den fejlslagne nedskæringspolitik og strukturreformer af arbejdsmarkedet, hedder det i udtalelsen fra EFS.

Det er forkert, at sige, at den politik som Grækenland er blevet tvunget til at føre har noget med ”reformer” at gøre. De milliarder af euro der er flydt ind i landet er primært gået til at betale eksisterende gæld og stabiliserer landets finanssektor. Det er sket på bekostning af brutale nedskæringer i de offentlige budgetter, som har drevet landet ud i en dyb recession og har gjort landet til det mest forgældede i EU, mener EFS.

Social katastrofe

Konsekvensen har været en social katastrofe uden sidestykke i Europa. En tredjedel af befolkningen lever i fattigdom, velfærden er væsentlig forringet og mindstelønnen er skåret ned med 22 procent. Det kollektive forhandlingssystem er revet ned, samtidig er skatten på de laveste indtægter øget. Arbejdsløsheden er 27 procent og hver anden unge er uden arbejde eller uddannelse. Mange mangler penge til mad, strøm, opvarmning og husleje. En stor del af befolkningen har mistet deres sygeforsikring og adgang til medicin med mindre det er akut nødstilfælde. Valgresultater er en konsekvens af den forfejlede politik, konstaterer EFS’ styrelse.

Brug for virkelige reformer

Den påtvungne politik har intet at gøre med reformer, som kan tackle Grækenlands aktuelle problemer, mener den europæiske fagbevægelse.
- Ingen af landets strukturelle problemer er blevet løst, tværtimod er der blevet skabt nye. Det har været en politik med nedskæringer og ødelæggelse, ikke genopbygning. Virkelige strukturreformer ville have ført til fremkomsten af nye muligheder for økonomisk udvikling, i stedet for at jage en højt kvalificeret generation af unge udenlands. Virkelige reformer ville have inkluderet seriøse indgreb mod skattesnyd og korruption i den offentlige sektor, hedder det.

Ingen udsigt til ændringer

Den Europæiske Faglige Sammenslutning kan dog ikke se tegn på, at EU-toppen har planer om for alvor at skifte kurs i forhold til nedskæringspolitikken.

EU-toppens melding for nylig om, hvordan den vil gå videre med en ”bedre økonomisk styring” af EU giver ikke grund til optimisme:

- Meldingen fra Kommissionsformanden, Centralbanken, Rådet og Eurogruppen giver intet perspektiv for en forandring af den forfejlede politik, fastslår EFS styrelse, som dog hæfter sig ved, at kommissionsformand Juncker har opfordret eurogruppen til at fasholde eurozonens uomstødelighed. Grækenlands – eller ethvert andet lands – exit fra Eurozonen vil kun udløse finansiel uro til skade for almindelige borgere og arbejdere, mener EFS. (brink)

 



Back to Top