EU en livrem som konstant spændes ind
EU’s lønarbejdere har ikke fået del i produktivitetsstigningen, viser studie fra den faglige tænketank ETUI-REHS, der peger på det indre marked, ØMU’en og svækkede fagforeninger som årsagerne
Se rapportens konklusioner (engelsk)
Bogen kan bestilles på ETUI-REHS hjemmeside
- Der hvor fagforeningerne er imod løntilbageholdenhed, har de ikke styrken til at bekæmpe den effektivt, lyder en af konklusionernes i et studie af 20 års lønudvikling i EU. Det har været 20 år, hvor EU har fungeret som den store livrem, som har sikret at fordelingen mellem løn og profit er tippet til fordel for profitten.
Studiet er en samling af landestudier fra 17 af medlemslandene (bl.a.Danmark) og en samlet oversigt over lønudviklingen i hele EU området siden midten af 90’erne.
I samtlige lande har løntilbageholdenhed været det gennemgående mantra uanset, hvilken arbejdsmarkedsmodel, som er gældende.
Rapporten peget først og fremmest på uddybningen af det indre marked og den medfølgende deregulering samt den Økonomiske og Monetære Union, ØMU`en som de instrumenter, der har gjort det mulig at gradvist at sænke lønnens andel af den samlede samfundskage.
Dog peger rapporten også på, at en svækket fagbevægelse, som har mistet indflydelse og medlemmer i stort set alle medlemslande, har gjort det muligt. I mange lande har fagbevægelsen valgt at være fødselshjælper til en afdæmpet lønudvikling, mens den i de lande, hvor de har været imod ikke har haft styrken til at forhindre det.
ETUI-rapporten konstaterer, at presset på lønningerne er foregået såvel med som uden de faglige organisationers medvirken. Gennem både centralisering af lønfastsættelsen og gennem decentralisering. Både gennem overenskomstaftaler og uden.
Den overordnede dagsorden om ”konkurrencedygtighed” har vist sig at slå igennem i alle lande:
De tørre tal viser, at løntilbageholdenheden har haft sin virkning. Produktiviteten i de 27 EU-lande steg fra 1995 til 2007 med godt 20 procent, mens lønningerne i sammen periode steg med 13,9 procent. Eurozonens lønarbejdere har fået mindst del i produktivitetetsstigningen: Den voksende i samme periode i Eurolandene med 16,9 procent, mens lønnen kun steg med 6,8 procent.
I forhold til det bruttonationalprodukt faldt lønnens andel fra 59,5 til 56,9 procent. Også her var faldet større i Eurolandene.
Samtidig er antallet af lavtlønnede vokset i perioden. I Storbritannien udgør lavtlønsarbejderne 29 procent, i Tyskland 22 procent og i Holland 17 procent. Antallet af det - rapporten definerer som -”arbejdende fattige”’ stiger og udgør i dag otte procent af de arbejdende i EU.
Negativ integration
Uddybningen af det indre marked har først og fremmest betydet det rapporten kalder ”negativ integration”, dvs. at det har handlet om at fjerne nationale forhindringer for de fire friheder – fri bevægelse af kapital, varer, service og arbejdskraft - og øge konkurrencen. Mens det har været begrænset, hvad der er gjort for at skabe fælles regler for en fælles – kontrolleret – ramme for markedet.
Det indre marked har først og fremmest handlet om deregulering, konstaterer forskerne, og gør opmærksom på, at det er helt i tråd med, hvad der sker globalt. Udviklingen er også et resultat af et ideologisk skift, hedder det i rapporten. Et skift fra en socialdemokratisk keynesiansk økonomisk politik til en neoliberal.
Den udvikling har skabt pres for løntilbageholdenhed og i stigende grad sendt EU-landene og deres arbejderbefolkning ud i en indbyrdes konkurrence. Det har samtidig medført et skifte fra ”solidariske lønforhandlinger” til ”konkurrencebestemte forhandlinger”, vurderer rapporten. Det har mere og mere handlet om den ”internationale konkurrenceevne,” og løntilbageholdenhed har sat dagsordenen.
Og netop uddybningen af det indre marked, hvor nationale støtteordninger er bandlyst og landenes muligheder for at støtte deres egen produktion forsvinder, efterlader lønnen som det det eneste håndtag, der er tilbage at skrue på.
Den samme effekt har ØMU’en. De lande som har indført den fælles valuta, eller som Danmark bundet sin valuta til Euroen, har mistet en række muligheder for selv at reagerer på økonomisk chok. Når der ikke er mulighed for f.eks. at devaluerer, så er der igen kun lønnen at skære i.
Drastisk tilbagegang for fagbevægelsen
Samtidig med, at løntilbageholdenhed har været omkvædet i de sidste 20 år, så er fagbevægelsen gået støt tilbage i både indflydelse og medlemstal. I 2004 var hver fjerde organiseret, mens det 20 år før var hver tredje.
I de nye medlemslande har man set op til halvdelen af fagbevægelsens medlemmer forsvinde, mens gamle EU lande som Østrig, Tyskland, Portugal, Irland og Grækenland har mistet mellem 20 og 30 procent af medlemmerne.
Organisationsprocenten i EU svinger nu mellem Frankrigs otte procent og 80 procent i Danmark. Ifølge rapportens forfattere, må man nu betragte de offentligt ansattes fagforeninger, som de faglige bastioner i Europa, det er dem der har flest medlemmer. (brink)