Bookmark and Share

EU-parlamentarikere vil have arbejdsfri søndag




En tredjedel af EU-parlamentet vil have søndagsfri skrevet ind i arbejdstidsdirektivet
26. marts 2010

En tredjedel af EU-parlamentets medlemmer har skrevet under på en opfordring til EU-kommissionen om at indskrive ”arbejdsfri søndag” i den kommende revision af arbejdstids-direktivet. Beskæftigelseskommissæren lover at tage synspunktet under overvejelse, når arbejdstidsdirektivet bliver taget op i løbet af foråret. Det skriver EUobserver.

- For nuværende er det op til medlemslandene at afgøre, om de har søndag som ugentlig hviledag og tage hensyn til den kulturelle, etniske og religiøse forskellighed, sagde beskæftigelseskommissær Laszlo Andor på en konference, som parlamentets centrum-højre gruppe holdt til støtte for arbejdsfri søndag.

Han gjorde dog opmærksom på, at ”mange” taler imod, at det er en beslutning, som skal tages i Bruxelles. Hvis man skal følge det såkaldte subsidaritetsprincip i EU, så bør beslutningen tages af landenes regeringer, påpegede han. Han forsikrede samtidig, at kommissionen vil se på ”alle forslag til en revision af arbejdstidsdirektivet.”

Vendt mod Tyrkiet?

- Lande og samfund må sikre folk muligheder for at praktisere deres tro. Hvis det er et jødisk samfund er det lørdag, er det kristent er det søndag, sagde den tyske centrum-højre politiker Elmar Brok. Han pegede også på behovet for, at familierne har en fælles fridag.

EU-domstolen har tidligere afvist et forsøg på at læse søndagen som speciel arbejdsfri ind i det eksisterende arbejdstidsdirektiv.
Domstolen mente ikke, at der var en sammenhæng mellem søndagsarbejde og lønmodtagernes helbred og sikkerhed, som er det arbejdstidsdirektivet skal sikre. (brink)

 



Back to Top