Bookmark and Share

EU-landenes økonomiske opsving løber uden om arbejderne




Lønmodtagerne får ikke deres andel af det økonomiske opsving. Der er brug for handling og ikke højtidelige læbebekendelser, mener den europæiske fagbevægelse
17. april 2018

Ni EU-lande oplever en direkte nedgang i reallønnen. Samtidigt bliver indkomstfordelingen i EU stadig mere ulige, og antallet af såkaldte “working poor” – arbejdende fattige og tidsbegrænsede ansættelser stiger i mange EU-lande, konstaterer en ny rapport fra den faglige tænketank ETUI og den Europæiske Faglige Sammenslutning.

Deres fælles årlige rapport ”Benchmarking Working Europe” tager pulsen på det europæiske arbejdsmarked. Og der er stadig langt fra de højtidelige erklæringer som ledsagede vedtagelsen af den ”sociale søjle” sidste år konstaterer de.

I Grækenland, Portugal og Italien i syd, men også Storbritannien, Belgien og Finland i nord er reallønnen faldet til trods for, at EU-landene havde en økonomisk vækstrate på 2,4 procent i 2017, den højeste vækst siden 2010.
Ifølge rapporten steg reallønnen i Danmark med 15 procent mellem 2000 og 2009. Mens det kun blev til fire procent mellem 2010 og 2017. Det billede går igen i de fleste europæiske lande, hedder det.

Selvom både EU-Kommissionen og den Europæiske Centralbank har talt om behovet for lønstigninger, så har det ikke haft nogen betydning for den faktiske udvikling. Samtidig er fagbevægelsen og de kollektive overenskomster svækket, dels på grund af svag organisering (mange lande har under 50 procents organisering), dels på grund af svækkelse af forhandlingssystemerne i mange lande. Konsekvensen har været at kollektive aftaler spiller en stadig mindre rolle, mens individuelle aftaler bliver mere almindelige.

- Reallønsvæksten virker lidt skuffende i betragtning af, at væksten er steget og arbejdsmarkedet strammer til i nogle lande og EU’s institutioner opfordrer til en stærkere lønvækst for at opretholde den økonomiske opsving. Men det faktum, at reallønnen ikke stiger i takt med produktiviteten, og at arbejderne ikke får deres retfærdige andel, bør faktisk ikke komme som nogen overraskelse. Det er et resultat af de seneste års finanspolitik, manglende investeringer, deregulering af arbejdsmarkedet og ødelæggelse af institutioner, der sikrer en solidarisk lønpolitik. For at Europa skal kunne komme tilbage til en bæredygtig vækstvej, der sikrer konvergens opad, er der behov for et skift i retning af ekspansive politikker, som ville øge efterspørgslen ved hjælp af højere offentlige og private investeringer, højere offentlige udgifter og højere lønniveauer baseret på en solidarisk lønpolitik. Det ville være et radikalt skift ikke kun i retorikken, men også i handling skriver generalsekretæren for EFS, Luca Visentini i forordet til ”Benchmarking Working Europe.”

- Væksten i BNP er tilbage, men under de nuværende forhold er det ikke til gavn for borgerne i Europa, i det omfang, det burde. Og de fundament opsvinget er bygget på er skrøbeligt. Selvom den ”sociale søjle” er et skridt i den rigtige retning, er det langt fra nok. Den politisk forpligtigelse på investeringer, lønstigninger og kvalitetsjob skal følges op af reel handling, det er ikke nok med læbebekendelser, skriver han. (brink)



Back to Top