Bookmark and Share

EU-Kommissionens hælder aftale om statsansattes ret til information og høring ned ad brættet


Trods "genstart" af dialogen med fagbevægelsen og en social søjle for fire måneder siden, så tager EU-Kommissionen kvælertag på parternes mulighed for at være medlovgiver i EU, mener europæisk fagbevægelse efter at Kommissionen har nægtet at gå videre med aftale

EU-Kommissionen afviser at gå videre med forslag fra arbejdsmarkedets parter til et direktiv om statsansattes ret til information og høring
08. marts 2018

For snart tre år siden landede de offentligt ansattes europæiske paraplyorganisationer et såkaldt forhandlet direktiv med deres europæiske modparter om ansattes ret til information og høring.

Aftalen mellem de to paraplyorganisationer EPSU og CESI og deres statslige modpart blev gennemført i den såkaldte sociale dialog på sektorniveau i EU. Formålet med aftalen er ifølge de faglige organisationer at lukke et hul i EU-lovgivningen, som udelukker ansatte i medlemslandenes statsadministration fra de minimumsrettigheder, som andre arbejdstagere har om ret til information og høring.

Med andre ord skal aftalen supplerer EU’s direktiv om arbejdstageres ret til information og høring, så det også omfatter de omkring 10 millioner, som arbejder i medlemslandenes statsapparater.

EU’s traktater åbner mulighed for at parterne på arbejdsmarkedet på europæisk niveau kan forhandle aftaler, som bagefter forelægges for ministerrådet til godkendelse. I praksis er det foregået ved at Kommissionen har fremsat aftalen som et direktiv, som ministerrådet så har godkendt.

Men i et brev til organisationerne nægter EU-kommissionen nu at gå videre med aftalen, kommissionen vil ikke præsentere forhandlingsresultatet for Det Europæiske råd af ministre.

Kommissionen henviser i brevet dels til, at området er en sag for landenes regeringer, og samtidig til at medlemslandene har organiseret deres administration meget forskelligt, så aftalen kunne risikere at udelukke en række statsansatte alt efter, hvor centraliseret eller føderalt landene er opdelt.

Og så forsikrer kommissionen i øvrigt, at den ”fortsat vil fostre social dialog og fortsætte det gode samarbejde med de sociale parter i fremtiden.”

Et forsvar for fagligt rettigheder

Fagbevægelsens hovedforhandler, Britta Lejon fra EPSU kalder det ekstremt skuffende.

- For to år siden hilste kommissionen aftalen velkommen, og kommissær Thyssen meddelte os, at en der ville blive lavet en konsekvensvurdering af aftalen. Siden da er det gået fra ingen gennemsigtighed i beslutningsprocessen til en afvisning. Her bare fire måneder efter, at EU’s sociale søjle blev aftalt, det er ekstremt skuffende, siger hun.

Aftalen blev indgået tilbage i december 2015 og for de faglige organisationer handlede det om at sikre og ikke mindste genvinde grundlæggende rettigheder til både information og forhandling med arbejdsgiverne (social dialog hedder det på EU-sprog).

- Efter år med påtvungne nedskæringer i jobs, lønninger og faglige rettigheder i den offentlige administration, har det været fagbevægelsens prioritet at genvinde grundlæggende faglige rettigheder til information og høring og at genopbygge tilliden til forhandlinger som et afgørende redskab til at forbedre kvaliteten i den offentlige administration i EU. Aftalen er et svar på de bekymringer, hedder det i en pressemeddelelse fra EPSU.

Krænkelse af parternes rolle

- Det er en krænkelse af parternes ret til at være medlovgivere, og det lever ikke op til kommissionens og rådet pligt i forholde den sociale dialog, sådan som det har fremgået af traktaterne siden 1993, siger EPSUs generalsekretær Jan Willem Goudriaan.

- Beslutningen er taget vilkårligt og uden evidens. De har negligeret reglerne inklusiv dem for ”bedre regulering.”  Det er offentlig administration når den er værst, det underminerer arbejdet for de embedsmænd som arbejder for Europas fremtid. Det er skamfuldt for Thyssen and Juncker, siger han.

Klaus Heeger, generalsekretær i CESI følger op:

- Det er et dobbelt angreb. Det er et angreb på EU’s princip om ligebehandling af arbejdstagere. Hvorfor skal de offentlige ansatte i administrationen ikke nyde den samme EU-retslige beskyttelse af retten til oplysninger og høring som andre arbejdstagere? Og det er et angreb på retten til en gennemsigtig beslutningsproces. Konsekvenserne er ødelæggende for fagbevægelsen og for fremtiden for den sektorspecifikke sociale dialog på EU-plan, siger han.

Slut med forhandlede direktiver

Men spørgsmålet er om EU-kommissionen trods social søjle og mange pæne ord om fagbevægelsens rolle ikke i praksis har skrottet ideen om, at parterne kan lave aftaler, som bagefter ophøjes til direktiver.

Der eksisterer i dag fire direktiver, det seneste blev vedtaget i 2009.

I 2014 afviste den daværende kommission – lige inden den gik af – at ophøje en forhandlet aftale om frisørernes arbejdsmiljø til direktiv. Det skete i forbindelse med dens storstilede kampagne for ”bedre regulering” og fjernelse af byrder på erhvervslivet. Dengang udløste det voldsomme protester fra fagbevægelsens europæiske organisationer.

I 2016 havde parter en ny aftale på plads, hvor de selv mente at have taget højde for kommissionens indvendinger mod aftalen.

Stop for regulering af højhælede sko

Men også denne gang vendte EU-kommissionen tommelen ned. Ifølge UNI Europes hjemmeside, nedgjorde Juncker aftalen på et eksekutivmøde i den Europæiske Faglige Sammenslutning. Kommissionen mener, at det er en administrativ byrde for virksomhederne.

- Han (Juncker) fastholdt at sundhed og sikkerhed kun er i ”småtingsafdelingen”, og at vores kampagne for sundhed og sikkerhed er ”propaganda.” Han nedgjorde aftalen ved – ukorrekt – at påstå at den regulerer højhælede, hedder det.

Billedet af en arbejdsmiljøaftale som regulerer højhælede sko blev brugt af den britiske formiddagspresse tilbage i 2012 til at hænge EU og kommissionen ud.

Men ifølge UNI Europe tog først den tidligere kommissionsformand og nu Juncker sloganet til sig som et bevis på, at aftalen er et eksempel på de administrative byrder, der skal gøres op med.

- Et billede der er nedsættende over for de kvinder som udgør flertallet af arbejdsstyrken i sektoren, som UNI Europe konstaterer.

Med nul aftaler siden 2009 og to afviste aftaler de sidste fire år, er det et spørgsmål, om traktatens løfte fra 1993 om parternes ret til at være medlovgiver kan siges at være i kraft længere. (brink)

 



Back to Top