Bookmark and Share

EU-Kommissionen vil begrænse strejkeretten




Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS fordømmer EU-Kommissionens forslag om at begrænse strejkeretten for flyveledere
13. juni 2017

I EU-Kommissionen udspil om udviklingen af luftfarten er der forslag om at gribe ind i flyledernes strejkeret.

Det bliver i dag fordømt af den Europæiske Faglige Sammenslutning EFS, som kalder forslaget om at begrænse strejkeretten for en ”alvorlig fejl.” Samtidig anklager EFS Kommissionen for ”altid som her at komme med detaljerede anbefalinger, som kun har til formål at begrænse og undergrave sociale rettigheder, som strejkeret og kollektive forhandlinger.”

EFS forlanger, at Kommissionen fjerner alle henvisninger til at begrænse strejkeretten i forslaget.
Kommissionens forslag ”Åben og sammenkoblet luftfart”, blev præsenteret 8. juni.

Nu kræver den europæiske fagbevægelse så enhver henvisning til begrænsninger i strejkeretten fjernet. Kommissionens forslag indebærer, ifølge en pressemeddelelse fra EFS, at:

* Fagforeninger skal give tidlig advarsel om strejke.
* Den enkelte ansatte skal skriftligt meddele, at han eller hun deltager i en faglig aktion.
* Overflyvninger skal fortsætte, selvom der strejkes i et medlemsland.
* Strejker skal undgås i perioder med spidsbelastning.

- Strejkeretten er en fundamental ret, som er garanteret i europæisk og international ret. Begrænsninger i strejkeretten er udemokratisk og uacceptabel og i komplet modsætning til kommissionsformand Junckers ofte udtalte ambition om at skabe et ”triple A socialt Europa, siger Esther Lynch, sekretær i EFS.

Hun minder om, at forhandlinger og aftaler mellem arbejdere og arbejdsgivere kun er mulige, hvis arbejderne har magt til at strejke, hvis de vælger det.
- Uden den ret, ligger al magt hos arbejdsgiverne. EU-Kommissionen begår en alvorlig fejl, når den stiller forslag om at indskrænke arbejderrettigheder, siger Ester Lynch.

Kommissionen er altid for indskrænkninger

Generalsekretæren for EFS, Luca Visentini peger i brev til EU-Kommissionen på, at selv samme Kommission for nylig afviste at inkludere strejkeretten i den såkaldt sociale søjle. Begrundelsen var dengang, at strejkeretten ”falder uden for EU’s kompetence.”

Visentini kritiserer også, at fagbevægelsen ikke er blevet konsulteret om forslagene, og at nogle af anbefalinger i forslaget strider mod nationale forfatninger og love.

I brevet anklager EFS’ generalsekretær Kommissionen for, ”altid at foreslå sådanne detaljerede anbefalinger, som kun har til formål at begrænse og undergrave sociale rettigheder (som strejkeretten, kollektive forhandlinger, beskyttelse arbejdsmarkedet, om tilstrækkelige pensioner osv.). Men det handler aldrig om at fremme eller styrke de selv samme rettigheder”.

EFS vil fortsætte kampen for at få fjernet forslagene, som indskrænker flyledernes strejkeret i samarbejde med de Europæiske Transportarbejderforbund og de nationale forbund, hedder det i pressemeddelelsen fra EFS. (brink)

 



Back to Top