Bookmark and Share

EU-Kommissionen: Fortsæt deregulering


EFS har længe kørt kampagne mod REFIT-programmet, det har dog ikke fået Kommissionen til at opgive den vej

Slankere, enklere og billigere-EU-love, lød det i går fra EU-Kommissionen, der fortsætter sin jagt på erhvervslivets byrder, ud med badevandet ryger bl.a. en aftale om frisørernes arbejdsmiljø
19. juni 2014

Selvom den siddende EU-kommission ryger ud om få måneder, så har den travlt med at lægge skinner ud for dens efterfølgere. I går annoncerede den foreløbige resultater af det såkaldt REFIT program, som handler om at fjerne administrative byrder for erhvervslivet, og annoncerede nye tiltag i projektet. Nogen af den lovgivning som Kommissionen er indstillet på at opgive er en forbedring af det eksisterende minimumsdirektiv om barselsorlov og en direktiv om arbejdsmiljøet for frisører.

Det sidste er en gedigen torpedo mod en af de EU-mekanismer, som giver arbejdsmarkedets parter en vis selvstændig rolle i systemet. Det er tale om et såkaldt ”forhandlet direktiv”, hvor frisørernes fagforeninger og arbejdsgivere på europæisk plan er blevet enig om en tekst, som herefter kan ophøjes til direktiv. Men det kommer ikke til at ske, hvis det står til den afgående Kommission. Tidligere på måneden annoncerede EU-kommissionen sin ”strategi for arbejdsmiljøet” frem til 2020. Her gjorde Kommissionen det klart, at strategien er underlagt REFIT-programmet.

- Kommissionen udvider dagsordenen for smart regulering. REFIT er vigtig for økonomiske vækst og jobskabelse i Europa. Vi ønsker at gøre borgernes og virksomhedernes hverdag lettere ved at fokusere EU-lovgivningen på de områder, der bedst kan takles på europæisk niveau og samtidig gøre lovgivningen lettere, enklere og mindre omkostningskrævende. Vi gør pæne fremskridt. Der opnås dog ikke resultater fra den ene dag til den anden. Succes kræver en fortsat indsats, klare politiske prioriteringer og ejerskab hos alle EU-institutionerne og navnlig medlemsstaterne. Det er helt afgørende at fortsætte dette arbejde i den næste mandatperiode, sagde kommissionsformand José Manuel Barroso ved fremlæggelsen.

Enklere for hvem

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS har fra starten kritiseret Kommissionens bestræbelser, bl.a. fordi den forsøger at fritage små og mellemstore virksomheder (som omfatter mere end 90 procent af alle danske virksomheder) for regulering.

- Kommissionen praler med, at den gør EU-lovgivningen enklere og billigere, men for hvem? Gravide arbejdersker, som kan se barselsdirektivet blive trukket tilbage? Eller frisører, som bliver nægtet sikkerhed og sundhed på deres arbejde? Hvorfor ser Kommissionen ikke på de udgifter, som samfundet har ved ikke at have en tidsvarende arbejdsmiljølovgivning? Fokus er fortsat på deregulering, konstaterer sekretær i EFS, Veronica Nilsson. (brink)

 



Back to Top