Bookmark and Share

EU-domstolen er motor for EU’s integration




EU-domstolen spiller en vigtig rolle i EU’s forstsatte integration, som uddybes med bemærkelsesværdig fart, siger den nyvalgte præsident for EU-domstolen, Koen Lenaerts
16. oktober 2015

EU-domstolens nyvalgte præsident, Koen Lenaerts har i et interview med The Wall Street Journal givet et klart rids af EU-domstolens rolle i opbygningen af en europæisk union.

- Der er en stærk sammenhæng mellem EU-domstolen og europæisk integration, siger han til avisen og tilføjer, at domstolen ”i sin retspraksis har bidraget med mange principper, som er implicit i den europæiske integrationsproces og forudsat i traktaterne.”

Domstolen ”læser” ikke kun EU-.loven, men ser på den bredere sammenhæng og målet med lovgivningen. Han beskriver arbejdsdelingen mellem politikerne og domstolen: Når EU-lovgivningen ofte har vage formuleringer, så er det helt bevidst fra politikernes side, fordi de ikke kan blive enige. Så de overlader det til EU-domstolen at fylde ud, når der opstår problemer.

- Det er sjældent – især på EU-niveau – at teksten er så klar, at du ikke har brug for sammenhængen og målet for at gøre den forståelig. Det er ofte helt bevidst: I den politiske proces siger de: Nå, vi kan ikke blive enige om detaljerne om x, y eller z – lad os overlade det til retten, hvis der opstår problemer, siger han til avisen.

Det var netop, hvad der skete med dommen i den såkaldte Laval-sag, hvor EU-domstolen ”udviklede” EU-retten, så udstationeringsdirektivet - som alle troede var et minimumsdirektiv - blev fortolket som et maksimumsdirektiv, der forbyder fagbevægelsen at konflikte for lige vilkår for udstationerede arbejdere.

Dommen fik et juridisk set bizart efterspil: Den svenske arbejdsret, som tidligere havde godkendt lovligheden af fagbevægelsens blokade mod det lettiske firma Laval måtte omgøre sin afgørelse. I stedet blev de ansvarlige fagforeninger pålagt at betale en erstatning på mere end en million kr. til det lettiske firma. Og både Sverige og Danmark måtte vedtage nye såkaldte Laval-love, som retter ind efter EU-domstolens fortolkning.

Integration for fuld kraft

Selvom det måske set udefra kan virke som om EU er splittet og integrationen er gået i stå, så skal man ikke tage fejl, forsikrer EU-domstolens nye præsident, Koen Lenaerts de amerikanske læsere:

- Uanset hvad folk tænker ved et første blik, så uddybes den europæiske integrationsproces med bemærkelsesværdig fart, siger han til Wall Street Journal. (brink)

 



Back to Top