Bookmark and Share

En skuffende ”delikat balance”




EU’s beskæftigelsesministre klar til at forhandle udstationering, den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS er skuffet og opfordrer EU-parlamentet til at slås for at forbedre udspillet fra ministerrådet
24. oktober 2017

Mandag blev et flertal i EU’s råd af beskæftigelsesministre enige om deres forhandlingsposition, når det gælder en revision af udstationeringsdirektivet. Som den estiske beskæftigelsesminister, Jevgeni Ossinovski, som ledede forhandlingerne, udtrykte det, så rammer den vedtagne tekst en ”delikat balance.”

- På den ene side er det vigtigt at sikre at arbejderne behandles fair. Folk, som laver det samme på samme sted bør have samme arbejds- og lønvilkår. På den anden side må vi ikke skabe unødvendige barrierer for den frie bevægelighed af tjenesteydelser – for eksempel i transportsektoren, som er mobil af natur, siger han i pressemeddelelse om kompromisset.

Det er dog langt fra et enigt ministerråd, som står bag aftalen. Polen Letland og og Ungarn stemte imod, mens Storbritannien, Irland og Kroatien undlod at stemme.

Gårsdagens vedtagelse kommer efter EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg i sidste uge vedtog en række ændringsforslag til et reviderede udstationeringsdirektiv, som EU-Kommissionens har fremsat.

Kommissionen har valgt at ignorere et såkaldt gult kort fra en række medlemslandes parlamenter mod forslaget, og har genfremsat det.

EU-Parlamentet forventes at behandle forslaget fra beskæftigelsesudvalget senere på ugen. Når det er sket går forhandlingerne om et endeligt kompromis i gang imellem de tre institutioner.

Har købt sig tid

Der har været stor modstand i de østlige EU-lande mod at ændre udstationeringsdirektivet. Især tanken om, at de udstationerede arbejdere skal have samme vilkår som værtslandets vil ødelægge de østeuropæernes ”konkurrenceevne”, mener de.

Derfor ser det ud til at prisen for et kompromis i ministerrådet har været en lang indfasning, hvor de østeuropæiske virksomheder får fire år til at omstille sig til de nye vilkår. Beskæftigelsesministrene vedtog, at de vil have en treårig transformationsperiode, plus et år mere inden direktivet træder endeligt i kraft. Der kan med andre ord gå fem år før Junckers løfte om ”Lige løn for lige arbejde på samme sted,” måske bliver virkelighed.

Endelig er også spørgsmålet om løndumping i transportsektoren skudt til hjørne, beskæftigelsesministrene vedtog at overlade det til transportministrene, som i øjeblikket forhandler end ”mobilitetspakke” at finde ud af, hvordan chauffører, som kører i andre lande end deres hjemlande skal aflønnes.

Skuffende resultat

Selvom f.eks. den svenske beskæftigelsesminister, Ylva Johansson er yderst begejstret for resultatet og peger på, at der når direktivet træder i kraft nu ”stort set” bliver tale om lige vilkår for de udstationerede arbejdere, så er den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS skuffet over ministrenes position.

- Nu er det op til EU-parlamentet at færdiggøre revisionen af direktivet, så det sikrer de udstationerede fair rettigheder, skriver EFS i en pressemeddelelse.

Den europæiske fagbevægelse bakker op om de ændringsforslag, som EU-Parlaments beskæftigelsesudvalg vedtog i sidste uge.
EFS peger på en stribe mangler i ministrenes aftale:
at transportarbejderne udelukkes fra forbedringerne i aftalen indtil der er nået en aftale om mobilitetspakken.
At aftalen mangler de nødvendige værn som faktisk kan sikre en effektiv betaling af lønningerne til de udstationerede.

Og så indeholder ministerrådets aftale intet retsgrundlag, som kan være et værktøj til at beskytte arbejderne som modvægt mod lovgivningen for det indre marked, påpeger EFS. Med andre ord, så er det stadig de ”fire friheder” på det indre marked som er retsgrundlaget.

Endelig peger EFS på, at der vil være mange typer af kollektive overenskomster, som ikke bliver anerkendt med ministrenes udspil. Og så kritiserer de den helt usædvanligt lange ”overgangsperiode” på tre år.

- Takket være det estiske formandskab blev til sidst nået en aftale,.selvom den er temmelig skuffende. Nu er det op til EU-parlamentet i denne uge at konfirmere et stærkt forhandlingsmandat og stå i spidsen for kampen for en mere fair aftale for arbejderne i forhandlingerne med ministerrådet, siger EFS-sekretær Liina Carr.

- Jeg opfordrer parlamentsmedlemmerne til at stå op for arbejderne i hele Europa. Retfærdighed for udstationerede arbejdere er en sag for alle arbejdere, fordi uretfærdig udnyttelse af udstationerede lægger pres på løn- og arbejdsvilkår overalt. Lige løn er den eneste fair udvej, siger hun. (brink)

 



Back to Top