Bookmark and Share

Efter den sociale søjle




Nu skal der handles, lyder kravet fra Juncker og Löfven, da de præsenterede konklusionerne fra det sociale topmøde i Gøteborg
30. november 2017

Tirsdag fremlagde EU-kommissionens formand og den svenske statsminister konklusionerne fra det såkaldt sociale topmøde i Gøteborg.

I konklusionerne fra mødet opfordres EU-landene til hurtigt at enes om nye regler og initiativer for arbejdstagere, det gælder bl.a. revision af udstationeringsdirektivet og spørgsmålet om balance mellem arbejdsliv og privatliv.

- Nu er der brug for resultater, sagde kommissionsformand Juncker.

- Det er tid for et socialt Europa. Vi har brug for at forbedre menneskers arbejds- og levevilkår, og samtidig styrke konkurrenceevnen i en global økonomi, supplerede den svenske statsminister, Löven.

Det fremgår af konklusionerne fra topmødet, at nogle af spørgsmålene er på dagsordenen allerede på næste topmøde til december. Samtidig har det kommende formandsland, Bulgarien lovet at holde fokus på den sociale søjle, når de overtager formandskabet til nytår.

Udstationeringsdirektivet er et af de tunge emner, som måske kan afsluttes på topmødet næste måned. Forslaget til nyt direktiv er lige nu forsvundet ind i det hemmelige forhandlingsrum, som kaldes trepartsforhandlinger, hvor parlament, kommission og ministerrådet skal nå frem til et kompromis om den endelige udformning.

Forhandlingerne er mørklagte og det er umuligt at få informationer om forløbet. End ikke mødesteder og tider for forhandlingerne er offentlige.

Så det er svært i praksis for offentligheden at vurdere om og hvordan landene ”handler,” sådan som Juncker og Löfven kræver. (brink)

Kilde: Europaportalen.se



Back to Top